Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Voksen

»Jeg skal passe på ikke at være for ambitiøs«

Skuespilleren Jens Sætter-Lassen har haft et »vildt« 2014 – med store roller på teatret, TV-debut i »1864« og så er han blevet far. »Pludselig går det op for én, at nogle ting er vigtigere end karriere,« siger han.

»Ligesom i »Fluernes Herre« er »De overlevende« et tankeeksperiment: Hvad sker der, når en flok unge skal overleve på en øde ø?« siger Jens Sætter-Lassen – her i Eilev Skinnarmos trøstesløse scenografi på Edison.
»Ligesom i »Fluernes Herre« er »De overlevende« et tankeeksperiment: Hvad sker der, når en flok unge skal overleve på en øde ø?« siger Jens Sætter-Lassen – her i Eilev Skinnarmos trøstesløse scenografi på Edison.

12 unge er strandet på en øde ø. De er de eneste overlevende efter en ulykke og skal nu prøve at overleve og skabe deres eget samfund på den barske og ugæstfri kyst langt fra civilisationen. Det går ikke særlig godt. I takt med at uvisheden tager til og sulten presser sig på, skrælles de civiliserede lag af et for et, og de mørkeste sider af menneskets natur åbenbarer sig.

Én af de 12 er skuespilleren Jens Sætter-Lassen, som hele Danmark lærte at kende som den yngste bror Peter i Ole Bornedals omstridte TV-serie »1864«.

Vi møder den 28-årige skuespiller på årets første arbejdsdag, hvor røgen fra 2014, som han selv kalder et »vildt« år, så småt er ved at lægge sig.

Foruden to store, anmelderroste teaterroller – i foråret på Teater Grob i Thomas Levin og Per Scheel-Krügers nyskrevne »Warszawa« og i efteråret i Tennessee Williams-klassikeren »Glasmenageriet« sammen med bl.a. Karen-Lise Mynster på Folketeatret, som han også var på turné med – blev 2014 også året, hvor han fik sin store TV-debut som voksenskuespiller i »1864«.Og ikke mindst året, hvor han blev far.

Alt det vender vi tilbage til, for lige nu sidder Jens Sætter-Lassen i det trøstesløse månelandskab, som scenografen Eilev Skinnarmo har skabt af teaterbeton og islandske småsten på Betty Nansen Teatrets anneksscene Edison, hvor forestillingen »De overlevende« er ved at tage form.

Forestillingen er stærkt inspireret af William Goldings romanklassiker »Fluernes Herre« fra 1954, men dramatikeren Jens Korse og instruktør Frede Gulbrandsen har flyttet handlingen til moderne tid, og stykket er udviklet ved hjælp af den særlige teatermetode »devising«, hvor både handling og replikker improviseres frem af alle medvirkende i samarbejde med instruktøren.

»Det er meget anderledes end noget andet, jeg har prøvet, siden jeg blev færdig på skuespillerskolen,« siger Jens Sætter-Lassen.

»Det er en meget ambitiøs måde at arbejde på, når så mange mennesker skal nå frem til et fælles resultat, og alle skal have mulighed for at få indflydelse. Som udgangspunkt var det hele meget løst, men nu er vi ved at nærme os en fast form med manuskript og replikker. Men der er stadig nogle løse ender.«

Arven fra sin far

Selve temaet i »De overlevende« er ligesom i »Fluernes Herre« et tankeeksperiment – hvad sker der, hvis man lader en flok unge friste tilværelsen i et miljø, hvor alle samfundsstrukturer bliver sat på spidsen.

»Hvor høj er folks etik og moral i forhold til overlevelsesinstinktet, når der ikke er så meget mad og alle kæmper for at overleve,« siger Jens Sætter-Lassen, som selv spiller én af de mere pragmatiske figurer, men alligevel må træffe nogle valg og acceptere nogle konsekvenser for at klare den.

Siden han blev færdig på Statens Teaterskole i 2011 er det gået hurtigt for Jens Sætter-Lassen. Allerede samme år debuterede han i Tjekhovs »Mågen« på Det Kongelige Teater – i rollen som Konstantin i den britiske instruktør Katie Mitchells opsætning.

»Det var jo kæmpestort. En fantastisk rolle og en fantastisk instruktør. Men også et vanvittigt angstprovokerende projekt. Jeg var ved at dø af skræk over det og tænkte: Det klarer jeg aldrig! Men det gjorde jeg jo. Det var en stor oplevelse og en stor sejr.«

Den usikkerhed og ønsket om at yde intet mindre end det perfekte har Jens Sætter-Lassen tydeligvis arvet fra sin far, skuespilleren Søren Sætter-Lassen.

»Ja, på det punkt er jeg ligesom min far – meget,« siger han.

»Det er godt at være ambitiøs og ville yde sit bedste. Men jeg tror også, det er vigtigt for mig at passe på, at det ikke tager overhånd. At jeg ikke slider mig selv for meget med det. Og jeg synes faktisk også, at jeg, siden jeg forlod skolen, er blevet bedre til at skrue lidt ned for det. Efter min mening er noget af det, der gør en skuespiller interessant, at man kan finde frem til en eller anden ro på scenen. At man på et tidspunkt siger: Nu er det godt nok, nu kan jeg mine ting, så nu vil jeg bare nyde at være til stede. Men selvfølgelig,« tilføjer han med et smil: »Arbejdet stopper jo aldrig på et teater, der er altid noget, man kan gøre lidt bedre.«

»1864« som den største oplevelse

Efter den store debut på Det Kongelige er fulgt en række andre gode roller, bl.a. i »Diva min« på Teater V, »Tartuffe« På Grønnegårdsteatret, »Warszawa« på Teater Grob samt »Fakiren fra Bilbao« og »Glasmenageriet« på Folketeatret.

»Ikke mindst »Glasmenageriet« var en meget fin forestilling, som jeg var rigtig glad for at spille. Dels fordi jeg har et utroligt godt forhold til Karen-Lise, som jeg har spillet sammen med flere gange, men også fordi det var dejligt at lave noget godt, gammeldags teater – forstået på den gode måde, at man ikke nødvendigvis skulle gøre en masse for at genopfinde teatret, men bare kunne spille stykket, som det er. Det, synes jeg, er meget tilfredsstillende. Nogle gange kan alle de ambitioner, man har for at genopfinde teatret, stå lidt i vejen for kunsten. Men det viser også noget, både om Kaspar Rostrup som instruktør og Tennessee Williams som dramatiker, at man rent faktisk bare kan spille de relationer, der står, og så kommer der noget godt ud af det. Det tegner godt for teatret, at det pludselig er blevet moderne at lave noget, der ikke er moderne.«

Tilbage i 1990erne spillede Jens Sætter-Lassen med i TV-serierne »Alletiders nisse«, »Alletiders julemand« og »Olsenbandens første kup«, og som voksen har han medvirket i enkelte afsnit af »Lærkevej« og »Borgen«. Men intet af det kommer bare i nærheden af den oplevelse, det har været at få rollen som Peter i »1864«.

»At spille med i sådan en kæmpe produktion har været fantastisk – på mange måder, både arbejdsmæssigt og personligt. Selvfølgelig også fordi jeg fik en rolle, hvor der virkelig var noget at arbejde med, og hvor jeg føler, at jeg i den grad har haft hænderne nede i historien,« siger han. »Det har virkelig givet mig noget selvtillid at stå med en så stor udfordring og mærke, at jeg godt kunne håndtere det og løse opgaven. Det har været en stor personlig sejr.«

Han var forberedt på, at serien ville dele vandene, og at der ville være nogle, der ikke brød sig så meget om den. Men at den ville afstedkomme det ramaskrig fra både presse og politikere, der blev tale om, kom helt bag på ham.

»Især overraskede det mig, at det politiske kom til at fylde så meget. Det var lidt ærgerligt, at »1864« pludselig blev noget, som politikerne skulle blande sig i. Jeg synes, det gjorde debatten en smule usaglig. Det kom til at handle mere om politik og om DRs budget end om det drama, vi havde lavet.«

Når det er sagt, er han stadig »helt vildt stolt« af serien og har for alvor fået blod på tanden til at lave mere film og TV.

»Siden jeg blev færdiguddannet, har jeg stort set kun lavet teater, så jeg håber virkelig, at den fod, jeg nu ligesom har fået i døren ind til filmverdenen, kan gøre, at der falder noget mere af. Jeg vil gerne have den alsidighed i arbejdet – at spille film og TV er en helt anden måde at arbejde på end at lave teater. På film drejer det sig hele tiden om det enkelte lille øjeblik af tilstedeværelse, når man står foran kameraet. Måske bare 20 sekunder, hvor man til gengæld skal være 100 procent til stede. Det skaber en magi, som virkelig adskiller sig fra teatret, hvor det mere er den overordnede præstation over en hel aften, der tæller.«

Ambitiøs med familielivet

I familien Sætter-Lassen går der en historie, som nægter at dø. Den handler om den morgen i 1989, da tre-årige Jens kommer ud i badeværelset, hvor hans far står under bruseren. Jens kigger lidt på sin far og spørger så: »Far, hvor bor du?«

Som barn af to skuespillerforældre – hans mor er skuespilleren og foredragsholderen Vibeke Hastrup – har Jens Sætter-Lassen lige siden sin tidlige barndom kendt til de konsekvenser, et arbejde med daglige prøver, forestilling om aftenen og måske en film- eller TV-rolle klemt ind, kan have for familielivet. Og det er ikke mindst noget, han gør sig tanker om nu, hvor han og hans kæreste, skuespilleren Neel Rønholt, har fået datteren Ellen.

»Det er jo lidt som at se historien gentage sig. Men jeg vil virkelig gøre mit ypperste for at være meget ambitiøs med mit familieliv,« siger han. »Det sætter tingene i perspektiv, når man får børn. Det går pludselig op for én, at der er nogle ting, som er vigtige, der ikke handler om den store karriere. Jeg vil selvfølglig stadig også prioritere min karriere, men jeg er villig til at gå på kompromis også med mit arbejde for at kunne være til stede for mit barn og min kæreste.«

Til en start havde han hele seks ugers ferie i forbindelse med Ellens fødsel i august, og når »De overlevende« er færdigspillet i slutningen af februar, har han planlagt lidt orlov.

»Faktisk er det første gang siden teaterskolen at jeg har taget lidt fri i kalenderen. Både for at have tid sammen med familien – vi har talt om at rejse – men selvfølgelig er det også lidt med tanke på, om der skulle dukke noget film eller TV op,« siger han. »Jeg har nogle projekter hist og her, som måske, måske ikke bliver til noget. Den slags ved man ofte først i sidste øjeblik, og så nytter det ikke, at man skal springe fra ti forestillinger for at komme med.«

»De overlevende« spiller på Betty Nansen Teatret, Edison, 15. januar-22. februar.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.