Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Nedtælling

»Jeg prøver at leve, som jeg lærer«

Caroline Henderson giver igen i år julekoncerter for fulde huse. Her er hendes dagbog fra koncerten i Odense, hvor hun for første gang nogensinde havde en harpe med på scenen.

Caroline Henderson fortæller om nedtællingen til sin julekoncert i Ansgars Kirke i Odense.
Caroline Henderson fortæller om nedtællingen til sin julekoncert i Ansgars Kirke i Odense.

9.45

Hotel. Elsker at bo på hotel, hvilket er ret heldigt, eftersom det er en del af jobbeskrivelsen. Har lige fået room service, en bakke fuld af lækkerier fra hotel Radisson’s udmærkede morgenmadsbuffet. Skal jo hverken lave madpakke, gå tur med hunden, støvsuge, tømme opvaskemaskinen eller stresse over, at jeg ikke er lidt mere Blomsterberg-agtig i julekøkkenet …. ok, bagning og kulinariske trends kunne jeg aldrig finde på at stresse over.

Men alligevel er det lidt luksus at blive liggende i sengen denne formiddag omgivet af: En papiravis, US Vogue med en stærk og smuk Michelle Obama på forsiden, en kande te, min computer + iPhone på lydløs og en hel del knäkkebröd-krummer.

Med en julekoncert-turné på 33 koncerter, der strækker sig over det meste af landet samt en lille afstikker til Tyskland over 26 dage har jeg mere end rigeligt at se til! Jeg prøver at leve, som jeg lærer, for med en sang som »Be here now« af George Harrisson på sætlisten øver jeg mig i at »be« i nuet og nyde hvert et øjeblik på denne herlige turné. Og med disse bevingede ord vil jeg spise min morgenmad. Now.

13.12

En morfar eller to og en hel del tv-zapning senere. Er begyndt at glæde mig til aftenens koncert i Odense. Første gang i Ansgars Kirke, og for første gang er Maria Boelskov Sørensen på harpe med os til en koncert. Ud over mit faste hold, Nikolaj Hess på klaver og multiinstrumentalisten Gustaf Ljunggren på diverse strengeinstrumenter, har jeg til nogle af vores koncerter inviteret henholdsvis strygekvartetten Halvcirkel og Maria Boelskov Sørensen til at joine os på scenen.

Det er spændende at variere repertoirets udtryk, og så går der heller aldrig rutine i den. Vi skal hele tiden udfordre os selv, give plads til hinanden og være på tæerne. Ikke at det sidste nogensinde har været et problem for én, der befinder sig allerbedst i stiletter. Hov! Skal vist mødes med de andre om 15 minutter, og jeg må liiiiige i bad inden, børste tænder, pakke og dobbeltchecke, at jeg nu har pakket det hele og huske at kigge under sengen.

Siden dengang i Tromsø i Norge for mange år siden, hvor jeg glemte en meget værdifuld unikum-ring på hotelværelset, som desværre aldrig blev fundet igen, har jeg nok en mild grad af obsessive-compulsive disorder ved udcheckning. Er ellers ikke typen, der går vildt meget op i ting og sager, men den ring var noget særligt. Øv!

15.00

På vej til Odense i godt selskab med mine homies Nikolaj & Gustaf. Vi har faste pladser i bilen. Nikolaj og Gustaf har et bagsæde hver, og jeg sidder altid foran. I løbet af en lang turné bliver det på en måde mit andet hjem med indgroede rutiner.

Oppe hos mig kan man finde en god pude, et tæppe, hørebøffer, en hel del tomme slikposer, danskvand, mere danskvand og alt for mange gamle papkrus fra diverse tankstationer, som engang har indeholdt noget varmt. Jeg har et godt sovehjerte og kan falde i søvn hvor som helst, hvornår som helst. Således også på denne tur til toner af smuk jazz fra bagsædet.

På vej til Odense.
På vej til Odense.

16.30

Ansgars Kirke. Generalprøve med Maria. Samlet lydprøve med alle. At spille og synge i et kirkerum er en intens oplevelse. Uanset om du er troende eller ej. Det er mit sjette år i træk med julekoncerter. Jeg startede egentlig det hele med et ønske om at genskabe den stemning, jeg selv oplevede, da jeg som barn boede i New York og Paris.

I vores familie var det nemlig en tradition at gå til koncert i kirken ved juletid. Da jeg som ung voksen flyttede til København, gik jeg tit i Svenska Gustavskyrkan på Østerbro ved juletid og missede aldrig det legendariske julemarked. Nu føler jeg, at jeg har skabt min egen tradition og vil helst ikke forestille mig en december måned uden en julekoncert-turné rundt i det ganske land.

18.45

Aaaarghh! Lydprøven/prøven trak ud. Må smide lidt mad indenbords.

19.00

Tid til at sminke. Håret må op i en knold i dag. Skal også lige huske at stryge mine røde julebukser og posere for denne artikel i vores julefestlige backstagelokale. Ho ho ho.

19.45

Vi samles og gennemgår sættet.

20.00

Showtime!

22.30

En dejlig koncert i en propfyldt C er veloverstået. Jeg fejrer med et lille glas superduper rom, som vores lydmand Mads Stærke har været så venlig at overraske mig med. I love it! Men disciplin er det, som gælder for mig på den her tur, så jeg pakker mit habengut sammen. Et nyt hotelværelse venter.

Koncerten er overstået og der er pakket til endnu en nat på hotel.
Koncerten er overstået og der er pakket til endnu en nat på hotel.

23.30

Hotel. Jeg elsker stadig at bo på hotel. Udfylder First Hotel Grand Odenses velassorterede morgenmadskort og hænger det på ydersiden af døren. Glæder mig allerede.

00.00-ish…..

Falder i søvn til CSI på TV3, verdens bedste sovepille.

 

 

 

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.