Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Danseliv

»Jeg fik lov at blive lige netop det, jeg ikke vidste, at jeg drømte om«

Ballethistorikeren Erik Aschengreen, der i 41 år var Berlingskes danseanmelder, fortæller i en ny bog om både sin fascination af ballettens verden og om sin personlige udviklingsrejse.

I Erik Asschengreens nye bog »Fra et liv med dans« fortæller ballethistorikeren blandt andet om, hvordan hans kærlighed til balletten startede i Pantomimeteatret i Tivoli og hvordan han som ung har jeg levet længsler ud gennem ballet og teater.
I Erik Asschengreens nye bog »Fra et liv med dans« fortæller ballethistorikeren blandt andet om, hvordan hans kærlighed til balletten startede i Pantomimeteatret i Tivoli og hvordan han som ung har jeg levet længsler ud gennem ballet og teater.

Erik Aschengreen er i den grad i live, har det godt og bor mange uger om året i Paris. Men lige nu har ballettens og dansens grand old man, der i august rundede 80 år, lidt Paris-abstinenser. For i godt et halvt år har den internationalt kendte ballethistoriker og fremragende formidler været nødt til at blive hjemme i Danmark, hvor han til gengæld kan glæde sig over, at hans nye erindringsbog »Fra et liv med dans« netop er kommet på gaden.

»Da jeg sidst i oktober fik min kræftdiagnose, var bogen skrevet. Der skulle bare pudses lidt på nogle detaljer, inden jeg to uger efter skulle opereres. Når man er i den situation, at man har fået en alvorlig sygdom, er det faktisk spændende at sidde og kigge tilbage og se, hvor rigt og fantastisk livet har været. Hvis der ikke var mere, ja, så var det sådan, det var,« siger Erik Aschengreen.

Han er nu igen rask og rørig og ser frem til at kunne tilbringe en del af maj måned i Paris, hvor han siden 1971 har haft en lille studio-lejlighed i femte arrondissement.

Ligesom han herhjemme har fulgt Den Kgl. Ballet på tæt hold, har han i årtier fulgt Pariseroperaens Ballet, og det var her, balletmester Harald Lander i starten af 1960’erne åbnede dørene for ham til livet bag scenen.

Det var også i Paris, han skrev sin banebrydende bog »Farlige Sylfider«, der udkom på både engelsk og dansk, og det var i Paris, han lavede studier til doktordisputatsen »Jean Cocteau and the Dance«.

Og så var det her, han fik en lidt forsinket ungdom og som homoseksuel første gang udlevede en forelskelse.

”Idéen med den nye bog har været, at jeg skulle åbne lidt mere for det private, end jeg tidligere har gjort. Den skulle ikke handle om balletterne, for dem har jeg allerede fortalt så meget om.«

»Den skulle handle om alt det, der er udenom. Den verden, som dansen har ført mig ind i gennem en langt liv, hvor jeg ud over at undervise og gå i teatret, har rejst, holdt foredrag og været anmelder,” siger Erik Aschengreen, der fra 1964 og 41 år frem var danse- og balletanmelder hos Berlingske.

Som han skriver i starten af bogen: »Jeg fik lov til at blive lige netop det, jeg ikke vidste, at jeg drømte om.«

Akademikere og kunstnere

Uddannet som cand. mag. i dansk og fransk fra Københavns Universitet var han nogle år adjunkt ved Lyngby Statsskole, inden han i 1969 blev lektor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet. To år senere blev han også lærer i ballethistorie ved Det Kgl. Teaters Balletskole.

»Generøst nok gav universitetet mig lov til at dyrke dans som forskningsobjekt. Da jeg i 1989 blev opfordret til at stå for den nye uddannelse i Dansens Æstetik og Historie på Københavns Universitet, var hele mit professionelle liv blevet dans. Men det gik langt over i det private, så jeg nærmest ikke skelnede mellem fritid og arbejde. Det synes jeg har været fantastisk.«

Erik Aschengreen glæder sig også over at have været med til at nedbryde en barriere mellem akademikere og kunstnere.

»Vi arbejder jo for samme sag. Selvfølgelig har jeg mødt kritikere, der har været forargede over, at jeg kendte danserne så godt. Men som min forgænger på avisen, Svend Kragh-Jacobsen, sagde, er det jo med de professionelle kunstnere, at man kan snakke om metieren.«

»Jeg har teknisk lært utroligt meget ved at arbejde sammen med Bournonville-specialister som Dinna Bjørn og Thomas Lund. Men det har også været meget lærerigt at diskutere med Alexander Kølpin, Peter Schaufuss og Nikolaj Hübbe. Der har været en åbenhed, som jeg har haft fantastisk meget ud af. Og siden de er kommet igen, må de jo også have haft noget ud af det.«

Den moderne danseverden

Både herhjemme og ude i verden er Erik Aschengreen kendt som en strålende Bournonville ambassadør.

»Uden Bournonville var det jo aldrig gået. Det er Bournonvilles balletter, der har gjort Den Kgl. Ballet verdensberømt, og både kompagniet og jeg har været med i en fantastisk opblomstringsperiode med festivaler og internationale gæstespil, hvor udlandet har opdaget Bournonville.«

»Det er gennem Bournonville, at jeg har fået et stort internationalt udsyn. Jeg har været i Paris, Kina, Japan og utallige steder i USA for at fortælle om ham. Der har været sommerseminarer i Frankrig, og til sommer skal jeg til Bournonville-seminar i Holland.«

Den moderne danseverden begyndte at blomstre op i samme periode, som Erik Aschengreen startede som anmelder.

»Da Yvonne Rainer gæstede Odd Fellow Palæet i 1965, var jeg helt på herrens mark. Jeg havde jo ingen sammenligningsgrundlag og havde ikke været i USA og se den amerikanske avantgarde.«

»Men i 1970’erne kom jeg til USA og mødte kollegaer som Marcia Siegel og Deborah Jowitt, der var fænomenale til at beskrive, hvad de så. Dem lærte jeg meget af, så med årene blev jeg bedre til det moderne,”« siger Erik Aschengreen, der i dag sidder i bestyrelsen hos den fremtrædende danske koreograf Kitt Johnson og hendes kompagni X-act.

»Jeg har altid syntes, at det var spændende at formidle det, som jeg selv var begejstret for og forklare, hvorfor dans er interessant som kunstart. Da jeg stoppede med at skrive for Berlingske i 2005, blev jeg anmelder i Smagsdommerne på DR. Her fik jeg chancen for at fortælle om dans til mennesker, som ikke mente, det var noget for dem. Og det var jeg glad for.«

Dyrbare »Lettres sur la danse«

Erik Aschengreens kærlighed til balletten startede i Pantomimeteatret i Tivoli.

»Det var her, jeg som barn så de første balletter, og jeg faldt helt i svime over Harlekin og Columbine. Jeg boede jo lige ved siden af Tivoli og havde årskort, så Tivoli var simpelthen min legeplads.«

I 1940’erne under krigen fik Erik Aschengreen yderligere teaterbacillen i blodet, da forældrene tog ham med til Nøddebo Præstegård på Folketeatret og Elverhøj i Det Kgl. Teater.

»Som ung har jeg levet nogle længsler ud gennem ballet og teater. Jeg havde nok en tøven om, hvordan jeg skulle placere min seksualitet i tilværelsen. Men man holder op med at spekulere, når man møder en person, og der er kontakt – ligesom når Sylfiden, dukker op i vinduet i Bournonvilles ballet, så løber man med ud i skoven,« siger Erik Aschengreen med hentydning til danseren Flemming Hjort, som han mødte på Det Kgl. Bibliotek i 1959, og som gav ham det første kys.

»Han blev katalysatoren til, at jeg fortalte mine forældre, at jeg var til mænd. Heldigvis havde jeg nogle meget forstående forældre. Og igen har jeg været en del af en fantastisk udvikling. For jeg har været heldig at leve i et land, i en tid og i et miljø, hvor det at være bøsse ikke var noget problem. I alle tilfælde ikke mere, end man selv gjorde det til.«

Det var også Flemming Hjort, der senere forærede Erik Aschengreen en helt speciel bog, en førsteudgave af Jean-Georges Noverres »Lettres sur la danse« fra 1760.

»Noverre er en central skikkelse i dansens historie. Han var danser og koreograf og en banebrydende kunstner, da balletten i 1700-tallet grundlægges som en selvstændig kunstart. Hans idé var, at ballet skulle formidle tanker og følelser og være andet end underholdning.«

Når UNESCO har udråbt 29. april til at være Dansens Dag over hele verden, er det netop fordi, det er Jean-Georges Noverres fødselsdag.

»Noverres bog er den sjældneste i min balletreol. Den er dyrebar i ordets dobbelte forstand, fordi den trækker personlige tråde i mit liv.«

 

Erik Aschengreens erindringsessays »Fra et liv med dans« er udkommet på Gyldendal. Sider: 256. Pris: 249,95 kr.

 

Mød Erik Aschengreen

Tirsdag 10. maj kl. 17-18.30.

Sted: Berlingske Media, Pilestræde 34. Kun for Berlingske-abonnenter. Pris: 50 kr.

Berlingskeshop.dk/ballet

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.