Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Interview

»Jeg er tit ret dårlig til at være menneske«

Det er ikke fordi man skal rose selvmordet. Man skal bare huske at lytte til de triste, mener Caspar Eric. Han er aktuel med en digtsamling, der er inspireret af personer, der tog deres eget liv

Forfatter Caspar Eric er aktuel med ny poesibog "Avatar
Forfatter Caspar Eric er aktuel med ny poesibog "Avatar

Glæden er blevet et ultimatum. Vi diskuterer slet ikke, hvorfor vi skal være glade«, fastslår Caspar Eric, inden vi for alvor er gået i gang.

»Der er mange forskellige forventninger til os alle sammen. Hvis du er ked af det, er der for eksempel en forventning om, at du selv sørger for at blive glad igen. I bund og grund skal vi hele tiden bekræfte fortællingen om Danmarks som verdens lykkeligste land.«

Vi har sat os på en café på Nørrebro. Det er onsdag, og de fortæller vittigheder i baren. Caspar Eric får en fadøl. På bordet ligger hans nye digtsamling, »Avatar«, der er inspireret af kunstnere, der begik selvmord. Fra »Vi lever så længe dem som kendte os også lever«, der er inspireret af Édouard Levés, der slog sig selv ihjel efter at have skrevet romanet »Suicide«, til »Jeg er ked af at det er kommet hertil«, inspireret af selvmordsbrevet fra en tidligere krigsveteran, Daniel Somers.

At kalde det opmuntrende læsning ville være en kende overdrevet. Men det er også vigtigt at lytte til dem, der drager den yderste konsekvens af deres ulykke, mener Caspar Eric.

»Mennesker, der begår selvmord, er ikke nødvendigvis psykisk syge. Det kan godt være, at de har haft en sygdom, men det er jo ikke det samme, som at alle deres tanker er sindssyge. Problemet er bare, at selvmordet annullerer alting. Den handling gør, at resten af menneskets liv bliver set i et særligt lys. At man forstår og forklarer deres liv baglæns,« forklarer Caspar Eric, der har skrevet »Avatar« ud fra tekster, udsagn eller kunstværker om og af nu afdøde, unge mænd, der har betydet noget særligt i hans liv. Fra albummet »AmeriKKKan Korruption« af rapperen Capital STEEZ til Daniel Somers´ selvmordsbrev.

»Da jeg læste det, var det første gang, jeg græd over noget, jeg fandt på internettet«, husker Caspar Eric.

Han har skrevet videre på teksterne, flettet sig selv ind og ud af dem. På den måde er afsenderen både dem, der forsvandt, og ham, der stadig er her – selvom han genkender lysten til at give op.

»Jeg føler tit, at jeg er ret dårlig til at være menneske, og så får jeg lyst til at holde op med at findes«. Han napper en pommes frittes og kigger op.

Caspar Eric har aldrig forsøgt at forskønne verden. Han vil hellere sige tingene, som de er. I debuten »7/11« gik han i kødet på sin egen ungdom med selvforelskelse, forelskelse og den evige, ensomme blinken fra Facebooks grønne chat-øje. Senere kom digtene i »Nike«, der forsøgte at gøre op med opfattelsen af den normale krop, og som til dels byggede på hans egne erfaringer med spastisk lammelse.

I »Avatar« handler det så om dem, der holder op med at være her og tager deres eget liv. Dem bør vi også tale om, mener Caspar Eric. Især fordi vores evige søgen efter at være glade er blevet så voldsom, at vi stigmatiserer dem, der ikke føler sig fulde af regnbuer og lykke.

»Vi lytter slet ikke til de triste. Og det er farligt. Hvis ikke man lytter til dem, der er kede af det, så har man slet ikke et velfærdsssamfund. Så har man bare nogle institutioner, der sørger for velfærd«, siger Caspar Eric.

Han har flere venner, der er på dagpenge og føler sig skammet ud, fordi de ikke kan få et arbejde. Og han oplever, at selvmordsstatistikker og medicinrater taler med tydelige bogstaver.

»Vi er ramt af en ulykkelighedsepidemi . Folk hiver hinanden ned. Og ingen gør noget, fordi der er ikke er nok depressive mennesker til at udgøre en god vælgergruppe«, siger Caspar Eric. Og så vender han tilbage til ideen om Danmark som verdens lykkeligste nation.

»At vide, at du burde være glad, gør jo kun tingene værre, fordi du så tænker, at ja, de andre har nemmere ved at være lykkelige. Men det hjælper jo ikke mig. Hvis du feks har minus penge opleves det som et tab af fremtid. Ideen om, at det nok skal gå, forstærker jo bare følelsen af, at det nok skal gå godt for de andre.«

Selvfølgelig kender han det fra sig selv. Følelsen af at være undværlig og utilstrækkelig. Mest om morgenen, når dagen ligger helt blank og ansigtet i spejlet virker trist og stille.

»Jeg synes, at det virker som et uoverskueligt projekt at skulle leve sammen med et andet menneske og være lykkelig«, siger Caspar Eric.

»Jeg synes, at det er nemt at føle sig udenfor, og jeg får tit at vide, at det er en meget ung erkendelse. Som om det gjorde den mindre værd.«

Ensomheden og selvbevidstheden bliver kun større af, at vi konstant spejler os i hinanden, mener han. Både i de traditionelle medier, i reklamer og på de sociale medier. I sidste ende er vi blevet så drevne i at konstruere og fortælle os selv, at vi ved præcis, hvad det kræver at virke som et rigtigt menneske.

»Verden virker i højere og højere grad som en dårlig bog. Det hele er en fortælling, vi bygger op. Vi ved også, hvilken fortælling et menneske indeholder. At det er konstrueret af en smertens fortælling, lidt politiske holdninger og nogle smukke ord. På den måde kan poesien virke mere ægte end virkeligheden.«

Caspar Eric indrømmer, at det er farligt at skrive om selvmord. Chancen for at skubbe mennesker udover randen og forstærke Werther-effekten ligger lige for. Det har han hørt flere gange.

»Alle, jeg har talt med om bogen, spørger om det samme: Er du ikke bange for, at du kan komme til at opfordre til selvmord? Og jo, selvfølgelig har jeg tænkt på, om der skulle stå noget bagpå, men jeg valgte at lade være. Det er ikke en debatbog. Det er digte – og i ét af dem har jeg skrevet, at man skal lade være med at tage livet af sig selv.«

Han afviser også, at en bog alene kan få dén effekt. Selvmord og ulykkelighed handler om langt større ting.

»Hvis en masse mennesker får lyst til at tage livet af sig, skyldes det jo ikke en specifik bog. Problemet er, at folk ikke ser andre udveje.«

Selv ville han aldrig gøre det. Casper Eric bliver i verden. Af flere grunde.

»Hvis jeg begik selvmord, ville jeg bekræfte fortællingen om den depressive forfatter, der skrev om selvmord og selv begik selvmord. Det går ikke at bekræfte den historie. Så har jeg ødelagt det hele.«

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.