Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Jeg er altid på krigsstien«

Vi tænker småt og lader os styre af kalenderen i dag, mener Tom Buk-Swienty. Sådan var det ikke med aristokraten, krigeren og eventyreren Wilhelm Dinesen, som forfatteren har skrevet om i sin nye bog.

Forfatter Tom Buk-Swienty har skrevet en 500 sider lang bog om Wilhelm Dinesen, der var godsejer, kriger, forfatter og desuden far til Karen Blixen.
Forfatter Tom Buk-Swienty har skrevet en 500 sider lang bog om Wilhelm Dinesen, der var godsejer, kriger, forfatter og desuden far til Karen Blixen.

Tom Buk-Swienty er faldet i igen. Egentlig skulle han bare skrive en »lillebitte« bog om Wilhelm Dinesen, men sådan gik det ikke.

I dag udkommer en 500 sider lang historisk biografi om manden, der var godsejer, kriger, forfatter og desuden far til Karen Blixen. »Kaptajn Dinesen. Ild og blod« hedder den, og det er bare første bind. Tom Buk-Swienty – der er historiker og tidligere har arbejdet som journalist – er i gang med det næste, og om alt går vel, kommer der også et tredje bind.

»Dinesen er en mindre figur i dansk historie, men da jeg opdagede, hvad det var for en verden, han levede i, og hvordan jeg kunne bruge ham til at fortælle et stykke Danmarks- og verdenshistorie, tænkte jeg: Det her bliver jeg nødt til at gøre rigtigt,« siger han.

Vi sidder på kontoret i underetagen af det byhus, Tom Buk-Swienty og hans familie har i Odense. På væggene hænger et storyboard – en opslagstavle, hvor han på en tidslinje har plottet skelsættende begivenheder for historien ind: Fra Wilhelm Dinesen blev født i 1845 og voksede op på Katholm Gods på Djursland, over ilddåben som officer i slaget ved Dybbøl i 1864, til hans deltagelse på fransk side i den fransk-tyske krig i 1870-71 og som vidne til den voldsomme borgerkrig i Pariserkommunen. Alt sammen registreret med malerier, landkort, små lapper med tekst, vigtige datoer markeret og fotografier af Tom Buk-Swienty selv på stederne.

Det var det samme, da Tom Buk-Swienty skrev om krigen i 1864. Dér endte et lille projekt med at blive to bøger, »Slagtebænk Dybbøl« og »Dommedag Als«. De er foreløbig solgt i 125.000 eksemplarer tilsammen, har vundet flere priser, blandt andet Berlingskes Læsernes Bogpris, og bliver næste år til DRs store dramasatsning »1864«, som Ole Bornedal instruerer.

Det var også, da han skrev om 1864, Buk-Swienty første gang stødte på Wilhelm Dinesen og fik ideen til biografien.

»Researchen fører med sig, at man opdager ting undervejs. Det ene fører til det andet, og inden man ser sig om, er man i Wisconsin i USA, hvor Wilhelm Dinesen tog over efter sine oplevelser i Pariserkommunen. På den måde er det en sump, man kommer i, fordi man kan blive ved med at researche. Men når man finder gode ting, er det ret spændende.«

Men hvorfor fortjener Wilhelm Dinesen egentlig en hel biografi i flere bind? Tom Buk-Swienty er ikke i tvivl om, hvad der fascinerer ham selv.

»Jeg skal være fuldstændig ærlig og sige, at først og fremmest er jeg bare grebet af en helt utrolig livshistorie. Det er en stor, dramatisk, levende fortælling, som er alt det, de fleste af os ikke lever i dag, hvor vi er styret af vores Outlook-kalendere, og vores liv er kontrolleret fra fødsel til død,« siger han.

»Du kan på sin vis også sige, at det her er alt, hvad Knausgård ikke er, eller hvad meget moderne litteratur i det hele taget ikke er - hvor vi går ind og kigger meget på vores eget lille liv.«

Der er da også langt fra den norske forfatter Karl Ove Knausgårds seks bind om sit eget, relativt uspektakulære liv i »Min Kamp« til det, Buk-Swienty skriver om.

»Jeg godt lide de vilde historier, hvor der er noget på spil, og hele kontinenter står i brand.«

»Men hvor kommer det egentlig fra,« spørger Tom Buk-Swienty sig selv og svarer: »Jeg tror, det er sådan, at i min alder – i slutningen af 40erne – er man på sin vis stadig præget af senromantikkens litteratur. Sådan noget som Jules Verne var drengelitteratur jeg læste, ligesom jeg har fået James Fenimore Coopers »Den sidste mohikaner« og andre af Gyldendals klassikere ind meget tidligt. Jeg tror nok, at der også dér ligger en søgen efter det eventyrlige, som vi i dag har taget lidt ud af litteraturen, i hvert fald i nogle genrer, hvor det bliver meget småt.«Ligger der dermed også en længsel mod fortiden i det?»Det gør der vel nok, men jeg er historiker nok til at vide, at man aldrig skal romantisere fortiden. Jeg har engang arbejdet sammen med historikeren Søren Mørch, og han sagde altid: Det bliver bedre og bedre gennem historien, det er altid fremskridt. Dengang døde man for et godt ord, det lugtede, og der var meget, som ikke var særlig kønt. Men det er da klart, at det, jeg godt kan lide ved Dinesen, er, at han søger nuet, at være til nu og her. Det er noget, der er blevet lidt sjældent for os i dag. Vi skal hele tiden tjekke det ene og det andet.«

»Og så er der selvfølgelig det, at jeg åbenbart altid er på krigsstien i det, jeg laver,« siger Tom Buk-Swienty og griner:

»Det her er også en historie om fædre og sønner og deres forhold til krig. Det er en historie, som er evig aktuel, og som for os danskere pludselig gennem de sidste 10-15 år er blevet meget aktuel. Hvad gør krig ved mennesker? Hvad gør forestillingen om krig og den virkelige krig? Det er det, Dinesen sidder midt i. Han bliver draget af det her, la gloire, som man kalder det i hans familie, det store dramatiske. Hans far var krigshelt fra krigen i Algeriet og Treårskrigen, og det blev indpodet i sønnen, at det at gå krig er noget romantisk. Dinesen bliver også ved med at skrive positivt om krig senere, men oplever noget helt andet i virkeligheden. Krig ødelægger. Det er noget, der går igennem den her slægt.«

Egentlig er det lidt paradoksalt, at Tom Buk-Swienty er så tiltrukket af krig.

»Den store joke er, at jeg i sin tid var militærnægter. Men måske er min egen familiehistorie blandet ind i det. Min farfar var med i Anden Verdenskrig på tysk side. Vores efternavn Swienty er polsk, min farfar voksede op i det, der hedder Schlesien, som var et tysk-polsk område. Han var med på Østfronten som sanitetssoldat i fire år. Jeg tør ikke tænke på, hvad den mand har set af lidelser. Jeg tror slet ikke, det kan beskrives. Den historie satte sig dybt i mig. Min far var militærnægter af hele sit hjerte, han skulle simpelthen ikke have noget med krig at gøre nogensinde. Hans far døde meget hurtigt, efter han kom tilbage. På en måde har jeg altid haft det der underlige, at jeg alligevel har været draget af krigens væsen og optaget af, hvad det gør ved mennesker. Samtidig med at jeg er vokset op i Sønderjylland, stort set på Dybbøl Banke.«

På Tom Buk-Swientys bogreoler i arbejdsværelset ligger en del krigsgods fra 1864. Patroner, granatsplinter, stykker af kanonkugler og en sabel fra den danske hær. Meget af det har han fået fra læsere til de foredrag, han jævnligt holder.

Som forfatter har han opdaget, at krig gør noget helt særligt ved ham.

»Da jeg skrev »Slagtebænk Dybbøl«, var det første gang, jeg skrev om krig. Jeg sad tilbage med en følelse af, at det som skribent var noget af det vildeste, jeg havde gjort,« siger forfatteren, der tidligere har skrevet en stor biografi om den dansk-amerikanske journalist og fotograf Jacob A. Riis og desuden har været Weekendavisens mand i USA.

»Jeg havde som korrespondent været alle mulige mærkværdige steder, men at skrive om et slag giver et helt særligt adrenalinrush. I et slag er der action hele tiden. Du rykker frem eller tilbage eller garderer dig mod nogen. Hele tiden skal du tage en hurtig beslutning. Det skal man i virkeligheden, og det skal du sådan set også, når du beskriver det. Så det er meget intenst. Det giver simpelthen et kick, når jeg render rundt med Wilhelm Dinesen alle de her dramatiske steder. Det er både frastødende og spændende på samme tid,« siger han og tilføjer:

»Når det er sagt, håber jeg, at jeg en eller anden dag kommer ud af krigens væsen og kommer til at leve et civilt liv som skribent.« Fordi krig fordærver?»Ja, det gør den jo. Men også fordi der er andet i livet end krig. Men jeg er faldet ind i det her for nogle år. Det spændende bliver nu også at se på skyggesiderne af krig. Det har jeg selvfølgelig også gjort i mine 1864-bøger, jeg tror ikke, man kan kalde dem en romantisering af krig. Men det her bliver for alvor et studie i, hvad krig gør, fordi jeg følger et menneske gennem et liv. Wilhelm Dinesen ender med at dø tragisk, det vil jeg ikke tale om endnu, men der er ingen hemmelighed, at der er et link mellem det, han oplever, og det der sker til sidst.«

Det er heller ingen hemmelighed, at Karen Blixen får en rolle i et af de næste bind.

»Det bliver et studie af tre generationer. Men vi hører altid om Karen Blixen, så det kunne være sjovt at lade hende være en bifigur og se hende gennem de andres øjne.«

Tom Buk-Swientys datter kommer ind på kontoret i fuld fodboldudstyr. Hun vil bare lige sige farvel, inden hun smutter til træning. Han fortæller, at hun udover fodbold går meget op i teater. Derfor har det været en stor oplevelse for hende at være statist i »1864«. Også Tom Buk-Swientys 21-årige søn har været involveret i farens arbejde. I forbindelse med den nye bog har han været med på rejserne i Dinesens fodspor; til Paris, Jurabjergene i Schweiz og Wisconsin.

»Han har sådan set været med mig, siden han var 7-8 år, og jeg var korrespondent i USA. Når jeg skulle lave de vildeste ting, tog jeg ham ud af skolen, så han kunne komme med mig. Jeg syntes jo, det var livets skole, så han har været rundt på The Oregon Trail med mig, og han har været med en cowboy som 8-årig. Hver gang vi har en chance, tager jeg ham med,« siger Tom Buk-Swienty og fortæller, at sønnen også er blevet så interesseret i historie og USA, at han er begyndt at læse amerikanske studier. Det gjorde Tom Buk-Swienty også selv ved siden af historiestudiet.

»Det er dejligt at kunne dele og dejligt, at han selv er interesseret i det,« siger han og tilføjer: »Men han er nok også blevet indoktrineret.«

»Kaptajn Dinesen – Ild og Blod« udkommer i dag på forlaget Gyldendal. Den anmeldes i morgen her i Berlingske i sektionen Bøger.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.