Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Jeg, en sexkunde

Jørgen på 77 var lykkeligt gift i 50 år, men siden konen døde for få år siden, har han været sammen med 20 forskellige prostituerede. Sverige har siden 1999 kriminaliseret sexkunder som Jørgen. Nu går debatten om et forbud mod KØBESEX også i Danmark, efter at Dansk Kvindesamfund har iværksat kampagnen »Tag stilling, mand«. Men hvad siger Jørgen?

Nerverne sidder uden på tøjet, for det skal snart af. Jørgen står foran døren til bordellet i Rødovre. For første gang. Der er gået tre år, siden hans kone gennem 50 års lykkeligt ægteskab døde. Pludseligt.

Facaden er anonym, og inden for er der en lang gang med to, tre værelser. I venteværelset kan kunderne fordrive ventetiden og tage en kop kaffe. Bag den ene dør venter den unge pige. Hun er høj og lyshåret. Jørgen ved det, for han har nøje udvalgt hende på forhånd på nettet. En flot, sød pige i 20erne. Sygeplejerske. Hun minder om Jørgens kone i de unge dage. Jørgen har sine kriterier. Pigerne skal helst have store bryster, ikke være tynde, og han vil helst være sammen med piger, der vil kysse på munden. Det er der mange piger, der ikke vil.

De aftaler, hvad der skal ske. Jørgen bestiller »en halv time frit«, hvor han kan få lov til det hele. De 1.000 kroner skifter hænder. Pigen går ud. Der er musik i baggrunden, og i rummet står den store seng med masser af puder. Lyset er dæmpet, og stearinlysene giver et blødt skær. Han får også et stort håndklæde. Så kommer pigen ind igen.

Selv om Jørgen er nervøs for at smide tøjet for en fremmed pige for første gang, er besøget på bordellet i hans øjne en succes. De 30 minutter går hurtigt. Det banker på døren, da tiden er udløbet.

»Jeg kom hos hende i lang tid. Og jeg skulle helst have en vittighed med hver gang, så vi kunne grine lidt sammen. Hun havde jo også lov til at more sig lidt. Og det havde jeg også. Hun holdt desværre op,« siger Jørgen på 77, mens stemmen bliver svag og munder ud i et suk.

Han sidder ved spisebordet i den store lejlighed i København. Børge Mogensen og Arne Jakobsens ikoner pryder hjemmet, og der er ægte malerier på væggene. Dagens Berlingske Tidende ligger på bordet. Han har været abonnent i 40 år. Beboeren er ulasteligt klædt i mørkeblå bukser og ditto sweater med hvid skjorte. Håndtrykket er fast, og han hjælper en jakken af og på som en gentleman. Vielsesringen, der ikke har været af i 50 år, sidder stadig på fingeren.
»Efter min kone døde, forsøger jeg at leve videre. Og dette er en måde at gøre det på. Nu må vi se, hvor længe jeg kan blive ved.«

Jørgen kunne ikke finde pigen igen. Hun forsvandt. Der er nu gået to år, siden han var prostitutionskunde for første gang. Han har siden da været sammen med omkring 20 forskellige prostituerede på fire forskellige klinikker i Rødovre og på Frederiksberg og Østerbro. Altid kun danske piger. Og altid på klinikker. 100.000 kroner svinder hvert år på bankkontoen.

Sociolog Claus Lautrup fra Videns- og Formidlingscenter for socialt udsatte gennemførte i 2005 en stor sociologisk undersøgelse om prostitutionskunder i Danmark. Formålet var at undersøge, hvilke sociale og kulturelle faktorer der kan have indflydelse på, at nogle mænd køber sex, mens andre ikke gør det. 6.350 mænd deltog i en spørgeskemaundersøgelse. Her var resultatet, at 14 procent har købt sex, og gennemsnitsalderen for første prostitutionskøb er 25,2 år. Antallet af danske prostitutionskunder ligger på niveau med tidligere danske og skandinaviske undersøgelser om emnet, og omfanget af mænd med kundeerfaring har ligget nogenlunde konstant de sidste 15-20 år. Sammenlignet med undersøgelser fra Sydeuropa ligger de skandinaviske mænds erfaringer med sexkøb langt lavere. Internationale undersøgelser viser f.eks., at 40 procent af de spanske mænd har betalt for sex.

I Danmark har flest gifte og samboende mænd erfaringer med at købe sex, og størstedelen af de mænd, der køber sex regelmæssigt – mere end 12 gange – lever i parforhold.

Det er Rasmus på 42 et eksempel på. Han har gennem 20 år været kunde hos prostituerede. Og han har besøgt flere end 200 i hele Danmark. Han har i alle årene boet med sin kæreste i Jylland og har to børn.
»Jeg føler ikke, jeg begår et overgreb, når jeg er sammen med en prostitueret. Hvis der er tvang involveret, er det selvfølgelig negativt. Men mange piger er glade for at tjene pengene og fred være med det,« siger Rasmus, der ikke har lyst til at forestille sig, hvordan hans kæreste gennem alle årene ville reagere, hvis hun kendte sandheden.

»Men jeg kan sagtens rejse mig fra sengen og tage hjem og være en god familiefar bagefter,« har Rasmus forklaret i et tidligere interview med Berlingske Tidende.

I den sociologiske undersøgelse fortæller mændene, at første prostitutionskøb var en grænseoverskridende oplevelse, og at det var lettere at foretage det næste sexkøb, fordi denne »grænse« nu var brudt. Det samme var tilfældet for Jørgen, der beskriver det som »kolossalt grænseoverskridende« at banke på bordeldøren for første gang.

»Min kones død var et kæmpe chok. Vi var meget tæt på hinanden og havde gået hjemme sammen i mange år, efter vi gik på pension. Det var meget svært for mig ikke at have en at røre ved og blive rørt ved. Men tiden går jo, og man skal se at komme videre. Og det har været med til, at jeg er begyndt at opsøge fremmede piger. Det har været en fantastisk hjælp for mig,« siger Jørgen, der tidligere havde en chefstilling.

Inden han besluttede sig for at finde ud af, hvad der sker bag bordellernes lukkede døre, forsøgte han at date i den nære kreds.

»Jeg vil da afgjort hellere møde en kæreste på min alder. Men mulighederne i min omgangskreds er begrænsede. Og det kunne ikke lade sig gøre. Så måtte jeg jo så krybe til korset. Selv om jeg altid har sagt, at det ikke er noget, jeg betaler for,« siger han og smiler.

Han havde et lykkeligt ægteskab og samliv med sin kone. Bare de passerede hinanden i hjemmet, skulle de røre ved hinanden.

»Jeg føler mig overbevist om, at min kone ville acceptere det. Pigerne er jo ikke en erstatning for hende. Det er ikke kærlighed. Jeg elsker jo ikke de piger, det er nogle andre følelser. Det kan være noget, jeg bilder mig selv ind, fordi det er sådan, jeg gerne vil have det. Men sådan føler jeg. Hun ville acceptere det.«

Det er heller ikke noget, der bliver snakket om i Jørgens omgangskreds.
»Det er et af de områder, hvor vi ikke er kommet ud af skabet. Af hensyn til mine børn er jeg anonym. Men egentlig er det noget pjat. Hvis jeg var åben over for det, ville det afstedkomme nogle gevaldige diskussioner. Mange af mine venner er stokkonservative,« siger Jørgen, der dog ind i mellem fristes til at »kaste bomben«.
Ifølge den sociologiske undersøgelse har 62 procent af alle mænd med kundeerfaring talt med andre om deres sexkøb. Undersøgelsen viser også, at mange af de interviewede er af den opfattelse, at de vil kunne se på en prostitueret, hvis hun sælger sex mod sin vilje.

»Jeg kan garantere, at pigerne ikke har været tvunget. Jeg ville mærke det, hvis det var ubehageligt for dem. Det er jo piger med et borgerligt hverv ved siden af, som har det som en bibeskæftigelse. En slags hobby,« mener Jørgen, der, ud over sygeplejersken, har købt sex af jurister og pædagoger.

»De er søde. Og de er også kærlige. De tager sig pænt af mig. Vi kender hinanden og kan tale om alting, som gode og kærlige venner. Efterhånden som man har lært dem at kende. Vi sidder altid og sludrer lidt inden. Jeg tror, de fleste piger gør det, fordi de kan lide det, og det er en ærlig sag. Behovet for at få noget. Jeg kan ikke se, at der er noget ydmygende i den situation for kvinden.«

Hvordan kan du betegne det som et venskab? Pigen sælger sin krop til dig?
»Det er en naturlig ting. Det er en ydelse, de sælger. De gør det jo ikke for mine blå øjnes skyld. Men det kan godt være et venskab, bare ikke et almindeligt venskab. Hvis vi møder hinanden på gaden, falder vi ikke hinanden om halsen. Måske det er manden, der er undertrykt. Det er mig, der er tvunget til at betale.«

Den nye kampagne »Tag stilling, mand« fra Dansk Kvindesamfund, der ønsker at forbyde sexkøb, preller af på Jørgen.

»Jeg kan godt forstå, at man vil forbyde køb af sex hos narkoluderne. Der er ingen, der kan støtte den type prostitution. Det er noget helt andet end det, der foregår på bordellerne. Et forbud mod sexkøb i Danmark vil ikke betyde noget for mig. Jeg vil bare bestille pigerne hjem til lejligheden. Men et forbud vil gå ud over pigerne. Dem, der er gode og trives ved det. Nogle siger, at alle prostituerede er ulykkelige. Den tror jeg ikke på,« siger Jørgen, der er imod, at Sverige har valgt at forbyde sexkøb.

»Hvis vi indførte det i Danmark ville jeg være forbryder. Så skulle jeg straffes. Det er grotesk.«

Da Jørgen forlader bordellet efter første besøg, er han sikker på, at han vil vende tilbage. Der går en uge. Han er ikke så nervøs anden gang. Han går hos den samme pige i et halvt år og vænner sig hurtigt til den faste procedure. I dag går han hos en bestemt prostitueret og tager ud på bordellerne et par gange om måneden. Mindst. For et par måneder siden fik han for første gang besøg hjemme. Af to eskortpiger. I onsdags var de der igen. I en time. Pris 4.000 kroner.

»Når de kommer her, går jeg og glæder mig. Tænder stearinlys. Finder lidt godter frem, frugt, lidt at drikke. Og når vi har hygget os lidt, så går vi ind ...«
Han nikker med hovedet mod soveværelset. Hans kones seng røg ud for et halvt år siden.

Jørgen er et dæknavn, da han af hensyn til sine børn og børnebørn ønsker at være anonym. Redaktionen kender Jørgens rigtige identitet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.