Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Jazz over byen

Copenhagen Jazz Festival 2016. De kommende ti dage bliver København på det nærmeste badet i jazz. Og mens tradition og fornyelse går op i en højere enhed, vil også den 38. udgave af festivalen sætte rekord.

Sangerinden Miriam Mandipira kan blandt andet høres i La Fontaine. Foto: Torben Christensen
Sangerinden Miriam Mandipira kan blandt andet høres i La Fontaine. Foto: Torben Christensen

Fra 75 til 1.300 på 37 år. Det er gået stærkt for Copenhagen Jazz Festival, når det gælder antallet af koncerter. Så stærkt, at den årligt tilbagevendende begivenhed målt på netop antallet af spillede koncerter nu overgår enhver anden musikfestival på den ganske klode.

Der har altså mildt sagt været tale om et vokseværk, der i år også har udmøntet sig i 20 flere venues, altså spillesteder, end de 100, som Copenhagen Jazz Festival rundede sidste år. Nu kan man så diskutere, hvad et spillested er for en størrelse, for mange af de gammelkendte såvel som nytilkomne er cafeer, restauranter, barer, baggårde, gallerier, kulturhuse, teatersale og kirker, der i det daglige ikke beskæftiger sig med jazz.

Tror man på den baggrund, at der blot er hyret et par lokale og glade amatører, ja, så viser programmet noget ganske andet: Det er stort set udelukkende professionelle musikere – og ikke sjældent repræsentanter for eliten af dansk jazz – der henlægger en del af aktiviteterne til netop disse nye og mere intime lokaliteter. Og det kan meget vel være her, man som tilhører virkelig kan hente oplevelser og komme tæt på den kreative proces, som ret beset er festivalens og for den sags skyld jazzens identitet.

Og når snakken falder på identitet, hvad er det så, København kan med jazzen, og jazzen kan med København?

Det hører med til den veletablerede historie, at København i 1960erne var et kraftcenter for tidens jazz, og at nogle af de musikere, vi i dag betragter som jazzens betydelige og stilskabende musikere, i kortere eller længere perioder opholdt sig i netop København, hvor de ikke mindst lod sig høre i Jazzhus Montmartre i Store Regnegade.

Mest kendt i denne sammenhæng er de to amerikanske tenorsaxofonister Dexter Gordon og Ben Webster, der begge gjorde København til hjemby, og begge her oplevede en musikalsk kulmination. Ret beset havde såvel Dexter Gordon som Ben Webster vanskeligheder ved at klare sig – både socialt og arbejdsmæssigt – i deres hjemland, hvorfor det danske ophold da i høj grad også handlede om overlevelse. Og det var da heller ikke tidens sande stjerner – som trompetisten Miles Davis og tenorsaxofonisten John Coltrane – der slog sig ned i København.

Og når alt kommer til alt, så var Montmartre et ret lille sted, og det var blot en begrænset del af hovedstadens daværende befolkning, der stiftede bekendtskab med jazzhuset. Til gengæld havde mange glæde af den såkaldte traditionelle jazz, som dengang nød stor popularitet som fest- og dansemusik i klubber, foreninger og uddannelsesinstitutioner.

Jazzen har altid været en truet art. Helt tilbage i Apollo Revyen i 1934 var der en vise, der hed »Jazzen er død«, hvilket dog ikke skulle forhindre stilarten i at opleve en sand guldalder under besættelsen, hvor jazzen også fik karakter af protestmusik. Efterfølgende måtte jazzen atter se sig henvist til et relativt overskueligt publikum, og bortset fra de gode strømninger i 1960erne så var det i det store hele først, da Copenhagen Jazz Festival lagde sin spire i 1979, at musikken så småt begyndte at få en voksende bevågenhed.

Et vitamintilskud skulle også blive oprettelsen af Rytmisk Musikkonservatorium, der ikke mindst op gennem 1990erne udklækkede mange begavede og fordomsfrie musikere, der ikke så jazzen som en niche, men som en del af det moderne musiklandskab. Det var dog først omkring årtusindskiftet, at Copenhagen Jazz Festival for alvor begyndte at vokse: Netop det, at jazzen breder sig ud over København, og at den søger nye veje, men samtidig holder fast i stilartens fundamentale dyder, giver alverdens musikere mulighed for at mødes på scenerne for at lade sød – og meget anden – musik opstå.

Det er mangfoldigheden, der er drivkraften – også selv om Copenhagen Jazz Festival i lighed med alle andre musikalske begivenheder i høj grad bliver markedsført i kraft af internationale highlights, herunder koncerterne i DR Koncertsalen.

Jazz handler naturligvis meget om musikken – ja, næsten udelukkende om musik – så mens mange tusinde københavnere og tilrejsende går ud og hører jazz, er der vel stort set ingen historier om en by, der flyder i affald og urin, eller om, hvor meget patrongas, der vil blive indsnuset.

Og hvor kan man så hente dén musik, der giver kicket? Er man til avantgarde og anden musik ude på kanten, så drejer det sig om lokaliteter som KoncertKirken på Nørrebro og ILK 5e på Vesterbro samt Christianshavns Beboerhus, hvor pladeselskabet Barefoot Records huserer med blandt andre pianisten Jeppe Zeeberg og hans legendariske tyske instrumentkollega Alexander von Schlippenbach.

Og nok er der dem, som mener, at Copenhagen Jazz Festival udelukkende præsenterer såkaldt moderne jazz, men den musikstil, der opstod for lidt over 100 år siden i New Orleans, er nu ingen mangelvare. Den kan nydes på Højbro Plads, ved Nyhavns Mindeanker eller M.G. Petersens Familiehave, for slet ikke at tale om Charlie Scotts, hvor unge og erfarne musikere via den såkaldte Fringe Jazz Fest puster nyt liv i de klassiske jazzformer.

Endvidere er der masser af »Jazz for Kids«, og sidst, men ikke mindst, er der jo en lind strøm af musik, der swinger solidt ud af jazzens brede landevej, og den slags kan man blandt andet finde i Jazzcup, Paradise Jazz, Jazzhus Montmartre, The Standard, Bartof Café og La Fontaine, ligesom der i Kongens Have – ud over den traditionsrige koncert med Niels Jørgen Steen og hans A-Team – vil være musikalsk hyldest til jazzlegenderne, bassisten Hugo Rasmussen, der døde sidste år, og violinisten Svend Asmussen, der fyldte 100 år tidligere i år.

Festivalens officielle åbning finder sted i Pressen på Rådhuspladsen klokken 16, mens Palæ Bars prestigefyldte hæderspris vil blive uddelt klokken. Den værdige modtager, saxofonisten Anders Gaardmand, vil utvivlsomt kvittere med musik.

 

 

 

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.