Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Bogbjerget

Jamen, altså

Søren Kassebeer, litteraturredaktør.
Søren Kassebeer, litteraturredaktør.

Jamen, altså, jeg bliver bare nogle gange lidt træt af konstant at høre det der »jamen, altså« (eller bare »jamen«), som indleder svarene hos mange af de udmærkede mennesker, der bliver interviewet i radio og TV.

Ikke alene lyder udtrykket, skønt formentlig utilsigtet fra den talendes side, småvrissent, det er også fuldstændig overflødigt, og det er dermed en del af én af tidens mest udbredte dansksproglige svøber, nemlig den der irriterende uvane hos mange med at proppe udsagn med fjollede fyldord som for eksempel også »jeg tror måske«, der jo ikke gør andet end (igen formentlig utilsigtet) at svække det sagte, og »fremadrettet«, der knyttes til et udsagn om at ville gøre noget, men som rent betydningsmæssigt jo er ganske tomt, idet man ikke kan ville gøre noget bagudrettet. Jamen, altså.

Jeg bliver også nogle gange lidt bekymret på sprogets vegne, når jeg hører, hvordan selv dygtige reportere på TV og i radio kløjes i forholdsordene, for ubehjælpsom brug af netop disse størrelser er, det er jeg sikker på, et sikkert tegn på, at en grundlæggende sprogforståelse er veget til fordel for en intuitiv sprogbrug, som nogle gange rammer rigtigt, jo, da, men lige så ofte rammer ved siden af, fordi den bygger på fornemmelser i stedet for på viden.

Værre end disse kiksede mundtligheder er dog efter min mening det forhold, at måder at tale på, der til nøds kan glide ned, når de bliver talt, fordi det talte sprog er flygtigt, finder vej ind i noget ganske anderledes varigt, nemlig bøgerne, hvor de så kan stå, sort på hvidt og til evig tid, eller til folkebibliotekerne smider bøgerne ud, fordi de ikke opfylder lånernes behov for aktuel underholdning.

For nylig læste jeg således en i øvrigt udmærket oversat roman fra et anerkendt forlag, hvor der konsekvent stod »dem, der«, hver gang der burde stå »de, der«, og det var ikke rart at se på, men så vidt er vi altså kommet (eller så dybt er vi faldet).

Og så er der også lige kommaerne, uha, jeg græmmes over ikke mindst skønlitterære værkers lemfældige omgang med de uskyldige små, der ofte drysses ligesom tilfældigt ud over teksten. Hvorfor? Måske, fordi forfatterne ikke ved, hvordan man sætter dem, måske, fordi forlagene har sparet på korrekturen, måske, fordi forfatterne anser det som en del af deres kunstneriske ret og frihed at sætte kommaer som de vil. Jamen, altså.

Misforstå mig venligst ikke! Jeg synes ikke, at sproget skal sættes i en spændetrøje, det må gerne skeje ud, lege, pjatte, eksperimentere, gå amok, ja, man kan endda sige, at det er sprogets og i særdeleshed de skønlitterære forfatteres sprogs forbandede pligt engang imellem at slå sig løs.

Men det skal være en frihed under ansvar, synes jeg, ellers er friheden ikke ægte frihed, så er den bare sjusk og slendrian, og det er altså virkelig noget ganske andet. Jamen, det synes jeg altså.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.