Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ingen TV-Avis, børne-tv eller drama. Hvordan vil fremtidens DR se ud, hvis de skal spare op til 25 pct?

DF vil have afskaffet licensen og skære op til 25 pct. af støtten til DR. Men hvordan ville DR se ud, hvis det blev virkelighed? Tre medieforskere giver svaret.

Forbrydelsen - en af DRs største dramasucceser.
Forbrydelsen - en af DRs største dramasucceser.

»Hvis man vil have et mere fokuseret DR, så kan man skære i orkestrene og det journalistiske indhold på dr.dk«

Jakob Isak Nielsen, lektor og afdelingsleder for Institut for medievidenskab og journalistik ved Aarhus Universitet

Dansk Folkepartil er ude med et forslag om, at DR skal spare op til 25 % og licensen afskaffes og udgiften til DR skal ind i Finansloven?

»Hvis man flytter finansieringen fra licensen over til finansloven, så vil det have alvorlige konsekvenser. DR vil være mere tilbøjelig til at fokusere på Christiansborgs dagsorden, end hvad seerne og lytterne vil have.«

Vil det være for at »please« politikerne?

»Det er nok for hårdt formuleret, men det siger sig selv, at sikringen af den fortsatte bevilling på finansloven rykker længere frem på dagsordnen. Det er ret afgørende, for det økonomiske fundament vil være mere skrøbeligt. Det vil gøre det vanskeligere at lave den form for langtidsplanlægning, som er en grundsten i DRs udvikling af tv-serier. Det ser jeg som en problematisk udvikling.«

Så er der spørgsmålet om de 25 %?

»Det synes jeg er en meget stor besparelse. Hvis man vil have et mere fokuseret DR, så kan man skære i orkestrene og det journalistiske indhold på dr.dk, som mere entydigt kan udlægges som konkurrenceforvridende. Men 25% er enormt meget og vil kræve yderligere beskæringer i hele institutionen.«

Politikerne har sagt, at DR burde koncentrere sig om de seriøse public service-opgaver?

»Jeg synes, det er en fattig public service-opfattelse, hvis man antager, at DR kun skal tage sig af det, som markedet ikke varetager. Så får man en for nichepræget public service-institution. Så ender man som i USA eller andre lande, hvor public service-stationerne ikke har den stærke position som i Danmark. Og den store eksportsucces, som DR har haft med sine tv-serier både nationalt og internationalt, er netop baseret på den stærke position.«

Så samlet set er du bekymret over beskæring, men ikke helt afvisende?

»Nej ikke helt, for i sammnenligning med andre public service-medier ude i verden, har vi et meget stærkt DR, men vi skal blot medtænke hele medielandskabet, for vi har jo også TV2, der har en public service-tilladelse og Radio24syv. De skal tænkes med i en endelig ordning.«

--

»DR kan ikke længere producere dansk drama, lave kvalitetsindhold til børn, indfange de unge og have et bredt programudbud«

Bamse og Anton og Direktøren. (Foto: Jonas Vandall / Scanpix)
Bamse og Anton og Direktøren. (Foto: Jonas Vandall / Scanpix)

Julie Mejse Münter Lassen, ph.d. studerende og næstformand i SmiD, Sammenslutningen af Medieforskere i Danmark

»I lyset af den seneste tids debat, er det egentlig ikke overraskende, at DF nu foreslår at beskære DR med 25 procent og i øvrigt fjerne licensen. Naser Khader har tidligere været ude og tale om, at der er gang i en DR-bashing og man må jo give ham ret i, at der har været mange kritiske historier om institutionen – senest med hele balladen om de høje direktørlønninger. Samtidig er hele ideen om de licensfinansierede Public Service-institutioner også noget, der bliver diskuteret på europæisk niveau. Norge har netop haft emnet på dagsordenen, og i Finland har man valgt at lave en Public Service-skat, der er øremærket det formål. Som studerende skrev jeg selv læserbreve om, hvor svært det var at betale licensen, når man skulle overleve på en SU, så jeg tror også, at det er et fornuftigt forslag set fra mange samfundsgruppers synsvinkel.«

Hvordan vil det påvirke DR, hvis man beskærer det med 25 procent?

»Det er klart, at det vil få massive konsekvenser. Hvis du bare vil have en institution, der laver nyheder, er det intet problem, men du bliver nødt til at fjerne mange af de andre opgaver. DR kan ikke længere producere dansk drama, lave kvalitetsindhold til børn, indfange de unge og have et bredt programudbud, hvis man fjerner 25 procent af budgettet. Spørgsmålet er så bare, hvem der skal bestemme, hvad DR skal fokusere på. Er det politikerne eller DR selv?«

Michael Christiansen, der er DRs bestyrelsesformand har sagt, at man »mindsker afstanden mellem Christiansborg og DR« ved at sætte DR på finansloven. Er du enig i det?

»Det er da en risiko, at armslængden mellem DR og politikerne bliver mindre. Hvorvidt det kommer til at præge programmerne, synes jeg ikke, at jeg skal vurdere, men jeg hæfter mig da ved, at det er noget DR selv bringer frem. At de siger, at det f.eks. kan påvirke programudbuddet og gøre journalisternes tilgang mindre kritisk, er åbenbart noget, de ser som en reel mulighed.«

--

»Det vil være oplagt at skære dansk fiktion væk«

Sidse Babett Knudsen (Foto: Esben Salling/Scanpix 2012)
Sidse Babett Knudsen (Foto: Esben Salling/Scanpix 2012)

Frands Mortensen, professor på Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet

»Det vil være en massakre, hvis DR mister en milliard kroner. At skære en fjerdedel af en virksomheds budget væk er selvsagt meget voldsomt. Det, der især koster mange penge for DR, er danskproducerede programmer, så det vil være her, at man skal skære, hvis man skal spare så stort et beløb. Det har næsten ikke nogen betydning i det store budget, hvis man lukker P7 eller flytter DR3 til nettet. Særligt dansk fiktion er meget dyr at producere, så det vil være oplagt at skære den dansksprogede og danskproducerede fiktion væk, men det tvivler jeg da på, at politikerne er interesserede i.«

Kristian Thulesen Dahl giver i onsdagens udgave af Berlingske udtryk for, at han mener, at DR skal skæres over en bred kam, men han peger også specifikt på nyhedsformidlingen …

»Hvis man skal spare noget af betydning på nyhedsformidlingen, så skal man lukke TV-Avisen. Det batter ikke at skære i nyhedsformidlingen på dr.dk. Den koster ikke ret meget. Men det er jo et helt usandsynligt scenarium at lukke TV-Avisen. Uafhængig nyhedsformidling er en hjørnesten i public service.«

Hvilken betydning vil det få, hvis man dropper licensen og i stedet finansierer DR over skatten?

»I modsætning til mange andre lande er der i Danmark moms på licensen. Det betyder, at der vil en mangle en milliard kroner i mistet moms i finansministerens kasse, hvis man afskaffer licensen og i stedet finansierer DR over skatten. Diskussionen om skat i stedet for licens har været oppe en del gange og alene af den grund, er den tidligere gået i stå. Så hvis Dansk Folkepartis forslag bliver en realitet, så kommer der til at mangle en milliard kroner i statskassen. På samme tid vil pengene ikke længere være øremærket til medievirksomhed. Så hvis man en mørk novembernat under finanslovsforhandlingerne bliver enige om at skære i DRs budgetter for at finansiere plejehjem i Nordjylland, så kan man frit gøre det, for i modsætning til licens kan skattemidler bruges til ethvert formål.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.