Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Impressionistisk guld under hammeren

Sotheby’s i London indleder sæsonen med 56 værker vurderet til 1,2 mia. kr. »Der er altid samlere, der vil give penge for det ypperste. Sådan var det også under finanskrisen,« siger Nina Wedell-Wedellsborg fra Sotheby’s. Den stigende gruppe af superrige driver markedet frem.

Claude Monets »Le Grand Canal« (t.v.) fra 1908 er hoved­nummeret på Sotheby’s auktion. Maleriet er vurderet til 200-300 millioner kroner.Foto: Sotheby´s
Claude Monets »Le Grand Canal« (t.v.) fra 1908 er hoved­nummeret på Sotheby’s auktion. Maleriet er vurderet til 200-300 millioner kroner.Foto: Sotheby´s

I 1908, da han var en ældre, hvidskægget herre i slutningen af 60erne, boede den franske maler Claude Monet (1840-1926) i Venedig i tre måneder.

Et af resultaterne af opholdet blev et billede af byens hovedfærdselsåre, Canal Grande, med den store Salute-kirken i baggrunden. Der hviler et smukt blåligt lys over maleriet, og vandet spejler lyset så lyslevende, at man uvilkårligt får lyst til at rejse til den flydende by.

»Le Grand Canal« er hovednummeret, når auktionshuset Sotheby’s i London åbner autionssæsonen på tirsdag. 53 værker til en samlet vurdering på 1,2 milliarder kroner kommer under hammeren!

Her er værker af bl.a. Matisse, Toulouse-Lautrec, Degas, Kandinsky, Picasso og andre udødelige fra verdenskunsten.

Og hele fem værker af Monet. Hans maleri fra Venedig er alene vurderet til 200-300 millioner kroner.

»Det er helt usædvanligt med fem billeder af Monet på en auktion. Markedet for hans billeder kulminerer lige nu. Han efterspørges ikke alene af samlere i Europa og USA, men også fra Asien, Rusland og de arabiske lande,« siger Nina Wedell-Wedellsborg, leder af Sotheby’s kontor i Danmark.

En auktion med kunst vurderet til 1,2 milliarder kroner lyder hårrejsende højt, men er langtfra enestående i den internationale auktionsverden.

I maj sidste år solgte Christie’s i New York for 4,9 milliarder kroner på en enkelt auktion, og et halvt år tidligere var omsætningen 4,6 milliarder kroner.

Kvalitetsværker holder prisen uanset krisen

De seneste to årtier er det internationale marked for eksklusiv kunst – både moderne og gammel og siden begyndelsen af 00erne også helt moderne nutidskunst – kun gået op og op. Ikke engang finanskrisen kunne sætte en stopper for det.

»Kvalitetsværker af gamle etablerede mestre holder sig også oppe i dårlige tider. Der er altid samlere og museer, der vil give penge for det ypperste,« siger Nina Wedell-Wedellsborg.

Afgørende for de senere års store købelyst er, at antallet af superrige har været stærkt stigende. Globalisering, vækst og politiske omvæltninger har betydet, at superrige fra Rusland, de arabiske lande og Asien nu også blander sig med rige samlere fra Europa og USA.

Kasper Nielsen, direktør for vurdering og salg i auktionshuset Bruun Rasmussen i København, siger, at auktionshusene både internationalt og nationalt har klaret sig forbavsende godt igennem finanskrisen, når man taler om high end-kunst.

»Der, hvor branchen er blevet ramt, er på almindeligheder. Dét man relativt nemt kan få fat i. Men udbyder man det bedste, som i dette tilfælde inden for impressionismen, så er priserne kun gået op. Selv lige efter finanskrisen så vi prisrekord på prisrekord. Når branchen både i Danmark og internationalt alligevel oplevede en nedgang under finanskrisen, så skyldes det, at den også sælger mere almindelig kunst, og dér gik omsætningen ned, for almindelige forbrugere holdt op med at bruge penge,« siger Kasper Nielsen.

Ændret magtbalance i kunstverdenen

Der er altid, siger han, meget velhavende mennesker, for hvem prisen ikke er det afgørende, når man taler om det bedste af det bedste. De køber for næsten en hvilken som helst pris.

»Siden 2008 har vi set rekord på rekord både i Danmark og internationalt. Højeste hammerslag, dyreste skulptur og dyreste nutidskunst,« siger Kasper Nielsen.

Han peger på, at der inden for de seneste årtier er blevet vendt op og ned på, hvor køberne kommer fra.

»Magtbalancen har ændret sig. Først kom russerne til at dominere markedet, og nu er Kina og de arabiske lande fulgt efter. Ørkenstaten Qatar, hvor man er ved at opbygge et museum til milliarder, er nok det bedste eksempel. Man har bl.a. købt maleriet »Kortspillerne« af Cézanne, som er det dyreste maleri nogensinde,« siger Kasper Nielsen.

Markedet er præget af gruppen af superrige samlere, der uanset høj- eller lavkonjunktur har råd til at købe den eksklusive kunst.

»Og de er så mange, at priserne selv under finanskrisen gik op,« siger Kasper Nielsen.

I Danmark er det de danske guldaldermalere fra første halvdel af 1800-tallet, symbolisterne med Vilhelm Hammershøi i spidsen, skagensmalere som P.S Krøyer og Michael Ancher, COBRA-malerne med Asger Jorn i spidsen, den bedste nutidskunst og dansk design som møbler og kunsthåndværk, der har redet med på bølgen af prisrekorder.

Sotheby’s satte i 2012 prisrekord for et dansk maleri med salget af Vilhelm Hammershøis »Ida læser et brev«, der i London gik for 15,7 millioner kroner.

Hos Bruun Rasmussen har man opnået prisrekorder på bl.a. russisk kunst, moderne dansk kunst og navnlig dansk design og kunsthåndværk.

F.eks. solgte man i 2011 et maleri af C. W. Eckersberg til Metropolitan-museet i New York for 4,4 millioner kroner.

»Har man det bedste inden for disse kategorier, så er der samlere og museer – både i Danmark og i udlandet – som vil give store penge for det,« siger Kasper Nielsen.

Et billede af Francis Bacon blev i november solgt for 142,6 millioner dollar svarende til 940 millioner kroner.

»Der er blevet rokket ved topti over verdens dyreste hammerslag, og det skyldes bl.a., at der er kommet flere yngre købere til. Hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner var ældre kunst for 20 år siden vores suverænt største forretningsområde. I dag er det moderne kunst. Det solgte i 2014 dobbelt så meget som ældre kunst. De yngre og velstillede generationer vender sig mod den moderne kunst. Sådan er det i Danmark, og sådan er det ude i verden. Men når man udbyder ældre kunst med verdensnavne, som Sotheby’s nu gør det med auktionen i London, så er man oppe i den klasse, hvor købere fra hele verden står klar til at hugge til med meget høje priser,« siger Kasper Nielsen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.