Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ideerne holder ikke ferie

Manuskriptforfatter Søren Sveistrup har stået bag nogle af DRs største succeser, og i dag er der premiere på hans første spillefilm, der fortæller historien om »Godhavnsdrengene«.

Den prisbelønnede manuskriptforfatter Søren Sveistrup står bag »Der kommer en dag« om godhavsdrengene.
Den prisbelønnede manuskriptforfatter Søren Sveistrup står bag »Der kommer en dag« om godhavsdrengene.

Menneskets mørke sider optager manuskriptforfatteren Søren Sveistrup.

Han slog for alvor igennem med en beskrivelse af en forbrydelse, DRs intenst dyrkede seer-hit »Forbrydelsen«, der første gang trak seerne til skærmen i 2007, og i dag er der biografpremiere på den første spillefilm, han har skrevet manuskript til, »Der kommer en dag«, der er direkte inspireret af de forbrydelser og overgreb, som tidligere elever på drenge­hjemmet Godhavn blev udsat for.

Søren Sveistrup havde egentlig planer om at blive forfatter, men da hans første roman under skrivningen begyndte at forvandle sig til et filmmanuskript, blev frøet til en anden karriere lagt.

Efter at have læst dette manuskript anbefalede DRs daværende dramachef Rumle Hammerich ham at søge ind på Den Danske Filmskole, hvilket Søren Sveistrup dog først fik lejlighed til, efter han havde taget en bachelorgrad i litteratur fra Københavns Universitet.

Søger mod noget større

I 1990erne fik Søren Sveistrup de første opgaver for DR, heriblandt med at skrive episoder til den folkeligt anlagte TV-serie »Taxa«. Siden avancerede han til posten som »co-creator« (medskaber) af endnu en populær serie orienteret om en specifik erhvervsbranche, nemlig »Hotellet«.

Men det var bare begyndelsen. Manuskriptforfatteren med det sikre blik for det store publikum var kun lige ved at komme i omdrejninger.

»Som manuskriptforfatter søger han altid mod en større kompleksitet. Han er meget dedikeret, hvilket betyder, at historien i princippet aldrig er god nok. Han vender altid tilbage til historien for at undersøge, om der er noget, han har overset eller som kan spidses til,« siger DRs dramachef Piv Bernth.

Søren Sveistrup og Piv Bernth har kendt hinanden siden begyndelsen af 00erne, da de sammen udviklede den halvt romantiske, halvt socialrealistiske komedie om skilsmisse »Nikolaj og Julie« med Peter Mygind og Sofie Gråbøl i hovedrollerne. Tim Christensen skrev seriens iørefaldende temamelodi »Right next to the right one«, og hele cocktailen fik den fornemme amerikanske TV-pris Emmy, den første af mange internationale priser som Søren Sveistrups projekter skulle blive belønnet med. Skuespiller Sofie Gråbøl blev også en samarbejdspartner, som Sveistrup skulle vende tilbage til.

DR begyndte i disse år at lave drama ud fra en public service-teori om »dobbelte historier«, hvor den elementære spændingshistorie altid skal komplementeres med en samfundsmæssig relevans. Denne formel brugte Søren Sveistrup med stor indsigt til »Forbrydelsen«, DRs måske største succes nogensinde.

»Han ville undersøge en forbrydelses impact på et helt samfund. På dette tidspunkt var vi blevet trætte af formlen: et mord per episode, men selv om mange ikke troede på, at seerne ville gide at følge efterforskningen af det samme mord over så mange episoder, viste det sig at fungere over al forventning,« siger Piv Bernth.

Der sker en masse mellem skrivemøderne

Søren Sveistrup er ikke typen, der lader arbejdet blive liggende på skrivebordet, når han holder fyraften. Når han er i færd med at skrive en ny serie, kan hans medskabere være sikre på, at der sker masser af nyt – også mellem skrivemøderne.

»Når Søren har haft en uges ferie, har han altid fået en masse nye ideer, der skal prøves af. Det kan nok ikke udelukkes, at det nogle gange er gået lidt ud over samværet med familien,« siger Piv Bernth.

Til gengæld mener hun ikke, at Søren Sveistrup i modsætning til mange nutidsdanskere bruger meget fritid på at sluge TV-serier.

»Han er velorienteret, men han er ikke typen, der ser alt,« siger hun.

At Søren Sveistrup kastede sig over historien om Godhavnsdrengene overrasker hende ikke.

»Søren har en meget stærk retfærdighedssans, og særligt ligger det ham på sinde, at man behandler børn ordentligt,« siger Piv Bernth.

»Der kommer en dag« er instrueret af Jesper W. Nielsen og har biografpremiere i torsdag.

Landsret skal se på mulig erstatning til Godhavnsdreng

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.