Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

I konstant revolte

Udstilling: Max Ernst Med åbning i dag viser Louisiana en stor udstilling med en af det 20. århundredes største fornyere, Max Ernst. Udstillingen viser, hvordan den store maler og skulptør kunne blive ved med at skabe nye og anderledes billeder, der uvilkårligt også vil tale stærkt til vor tid.

Napoleon in the Wilderness. Max Ernst 1941. Napoleon i vildmarken.
Napoleon in the Wilderness. Max Ernst 1941. Napoleon i vildmarken.

Max Ernst er en af de helt store fornyere i det 20. århundredes kunst.

Som man kan se på Louisianas storartede, retrospektivt disponerede udstilling, der vises frem til 1. juni, er han ikke alene en fornyer i forhold til sin samtid. Han fornyer igen og igen sit eget værk. Han finder eller genopfinder forskellige teknikker, han skaber nye stilretninger og fornyer så dem. Han introducerer figurer og temaer i sit værk og tager dem så igen og igen op til revision. Som udstillingstitlen antyder, er hans værk en revolution. Det er et værk i bestandig forandring – og det er et værk i fortsat oprør mod et samfund og nogle konventioner, Max Ernst og mange af hans samtidige måtte revoltere imod.

Surrealismen har mange forudsætninger. Det kunne være Freuds undersøgelser af de sjælelige konstruktioner i mennesket, der fik nogle kunstnere til at ønske – på tilsvarende, næsten videnskabelig vis – at undersøge de psykiske kældre i mennesket. Og det kunne være rædslerne fra Første Verdenskrig, der fik grupper af unge kunstnere – dadaister, surrealister osv. – til at vende sig mod et samfund, der havde tilladt et så meningsløst spild af liv. Alt måtte sættes til diskussion. Religionen, samfundsstrukturen, forholdene mellem kønnene, de konventioner der så rigoristisk beherskede forholdene mellem mennesker. Så det gør Max Ernst igen og igen i et værk, der til trods for sin spredning i teknikker, temaer, motiver osv. på forunderlig vis hænger sammen. De mange forsøg og afprøvninger, spredningen i maleri, grafik, collage, foto, bogobjekter og skulptur, for slet ikke at tale om frottager, eller hans décalcomania- og oscillationsteknik er en berigelse og ikke en svækkelse af hans arbejder. Det er et helstøbt værk.

Max Ernst kronologisk
Udstillingen bringer den besøgende gennem Max Ernsts liv og levned ved at følge hans værk kronologisk. Som mange andre kunstnere og intellektuelle måtte også Max Ernst (1891-1976) flygte fra Europa efter udbruddet af Anden Verdenskrig, fordi hans værk var entartet, eller fordi han blev betragtet som »fjendtligsindet udlænding«.

Max Ernst var født i Tyskland men befandt sig i slutningen af 1930erne og begyndelsen af 40erne i Frankrig, hvor han blev interneret af først de franske myndigheder og siden Gestapo. Det lykkes ham imidlertid at flygte til USA, der måske ikke tager imod ham med åbne arme men dog lukker ham ind. Han bliver i USA indtil begyndelsen af 1950erne og vender tilbage til den gamle verden, der markerer hans betydning med store udstillinger på førende kunstmuseer.

Udstillingen på Louisiana er faktisk den første i Danmark. Man kan måske savne nogle af de nærmest ikonagtige hovedværker, der har gjort Max Ernst til en næsten lige så berømt surrealist som så kendte skikkelser som Dalí og Magritte, men der er på den anden side nok at se på, for Max Ernsts billeder er rige verdener af gru og skønhed. Hvad enten det drejer sig om maleri, collage eller de gnideteknikker, han udviklede, hvor han i frottager ol. fik tilfældige mønstre forærende, som han så bearbejdede, er detaljerigdommen enorm. I sine collager og bøger samlede han billeder andre steder fra og foregriber andre og senere former for kunst, hvor kunstnere sampler eller approprierer billeder fra omverdenen for at sætte dem ind i en ny sammenhæng. I det hele taget foregreb Max Ernst stort set hvad som helst.

En original idé
Det, der er så vidunderligt ved museer, er dels deres faste samlinger, der bare ligger der og venter med alle rigdommene, og dels særudstillingerne.

Særudstillinger kan introducere den nyeste kunst for et større publikum, og også på det punkt har Louisiana i Danmark vist vejen for andre museer. Men særudstillinger kan også vise klassikerne i billedkunsten, af kendte eller for den sags skyld ukendte kunstnere, der hører til forudsætningerne for, hvad der siden er sket. Hver generation fortjener en Max Ernst-udstilling, som den fortjener udstillinger med Picasso, Matisse, Warhol, Rauschenberg osv. osv. Hvilket selvfølgelig er en enorm præstation. Det bliver vanskeligere og vanskeligere, dyrere og dyrere at arrangere udstillinger med de kanoniserede kunstnere. Det bliver sværere og sværere at låne, og man skal i hvert fald have noget at bytte med. Om ikke andet, så en idé. En af sidste års store succeser på Louisiana; udstillingen med Cézanne og Giacometti kunne kun lade sig gøre, fordi ideen om at fortælle om forholdet mellem de to var så ny og så fremragende – og hvad angår Max Ernst, har der været to stærke regionale museer til at løfte udstillingen. Moderna Museet i Stockholm og Louisiana i Humlebæk er gået sammen om projektet, og det har udløst de mange lån fra museer verden over. Derfor er udstillingen en enestående chance for at møde et stort værk.

Med nye briller
Måske taler det også til os på en anden måde i dag, end det har gjort til tidligere generationer? Op igennem århundredet er Max Ernsts billeder selvfølgelig blevet lagt for had. De har udfordret den bestående orden. De har været pornografiske, religionskritiske og på alle måder grænseoverskridende. Også i deres for tiden radikale teknik. Og skønt man også i dag – uden for den historiske sammenhæng – kan opleve Max Ernsts billeder som meget mærkelige eller for den sags skyld uforståelige men også overvældende, dragende og tilmed smukke på deres egen bizarre måde, er der dele af hans værk, der ikke længere forarger det blaserte menneske fra det 21. århundrede. Tankegodset fra Freud er på den ene side blevet revideret og på den anden side folkeeje, så forestillingerne om underbevidstheden og hundene, der glammer i sjælens kældre, er heller ikke længere fremmede eller forargelige. Dele af værket former sig som et opgør med autoritære ideologier, og dem er vi desværre ikke sluppet af med, så på den måde er Max Ernsts billeder aktuelle.

Og de er det måske også, når man kommer til den etiket, den isme, men kan anvende til at karakterisere – om ikke hele – så da store dele af værket; nemlig surrealismen. Surrealismen har altid haft et markedsføringsproblem. I årtier var den hadet og ugleset – og da accepten kom, blev det med den følgevirkning, at retningen skabte et utal af epigoner, der tog det formsprog, de konventioner, der ligger i surrealismen, surrealismens alfabet, sprog og klicheer til sig og skabte surrealistiske billeder, der undertiden nok kunne have værdi i sig selv, men ikke føjede væsentligt nyt til sagen.

Det er imidlertid ved at ske nu. Flere kunstnere er begyndt at arbejde med arven fra surrealismen, men nu med en sådan afstand til dens store skikkelser og en sådan selvstændighed – også med andre inspirationskilder, nye erfaringer – at resultatet er ganske anderledes. Det kan spænde fra kunstnere, der har en fortid i street art, til den kreds af malere, der arbejde rmed drømme- eller måske rettere mareridtsagtige billeder som Lise Blomberg eller Kathrine Ærtebjerg, for nu at tage et par af de mest kendte.

Ernsts egen verden
Endelig er der i tiden en udtalt interesse for fantastiske universer, som nok kan være forbundne med virkeligheden, men har sine helt egne spilleregler, sin egen flora, fauna og geografi med talende dyr, flyvende drager, nisser, trolde og store borge i underskønne eller rædselsvækkende landskaber, hvis indbyggere har magiske kræfter. Altså eksempelvis Philip Pullmans bøger, bøgerne og filmene om Harry Potter, filmatiseringerne af de klassiske krøniker om landet Narnia, der ligger bag klædeskabet, eller andre eventyr, hvor vi mennesker i fantasien overskrider tærsklen til den verden, der ligger østen for Solen og vesten for Månen eller i hvert fald på den anden side af troldspejlet. Så ikke alene for almindeligt kunstinteresserede er Max Ernst-udstillingen en stor oplevelse – uden tvivl en af årets største kunstbegivenheder herhjemme – men også andre med interesse for eventyrfilm og visse typer af computerspil kan på Louisiana se, hvordan en stor europæisk kunstner for mange år siden åbnede vinduet til sære og foruroligende universer. Som har skønhed og kraft, og som gror.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.