Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

I Blichers og Jussis fodspor på Hald

Snart begynder bogsæsonen og mange af de bøger, der udkommer, vil være skrevet i et af værelserne på Hald Hovedgård, som er en af landets vigtigste litterære institutioner. Jeppe Krogsgaard Christensen var der i foråret og skriver her om sit ophold på forfatterrefugiet – og om et galsindet spøgelse.

Hald Hovedgård set fra Hald sø-siden.
Hald Hovedgård set fra Hald sø-siden.

Rutebil 53 holder ind til siden, og jeg stiger af med min kuffert og computertaske. Vinden blæser bussens lyde med sig ned ad Herningvej, og der er træer bag mig og marker foran mig, og mellem dem løber en lang vej ned mod en stor, herregårdsstatelig bygning i røde sten.

Det er april 2013. Jeg er næsten fremme ved Hald Hovedgård, hvor jeg har fået tildelt et arbejdsophold. Det er sikkert de færreste, der kender til stedet, som ligger små 10 kilometer fra Viborg Station, hvor jeg en time tidligere stod af InterCitytoget fra København. Hald Hovedgård er ikke desto mindre en af de vigtigste institutioner i nyere dansk litteraturliv. Her kan forfattere, de smalleste som de bredeste, komme i en uge eller to og skrive – på sikker afstand af mænd, koner, tøjvask, børnehentning, regninger og hvad der ellers måtte forstyrre, forhale.

Forholdet mellem litteraturen og Hald Hovedgård begynder for mere end 200 år siden: St. St. Blicher besøgte ofte sin grandfamilie, som boede på gården, og stedet satte sig siden spor i hans forfatterskab, hvilket novellen »Jøderne på Hald« vidner om.

Den litterære forbindelse blev dog endnu stærkere, da Peter Seeberg opdagede gården. Han var ved siden af sit virke som forfatter museumsinspektør i Viborg og del af styregruppen på forlaget Arena. Det gik fallit i 1970, men Peter Seeberg og Arena-forlæggeren K.E. Hermann gav ikke op og fik byrådet i Viborg til at finansiere en genåbning af forlaget, og de to kørte det videre på en lille gård på egnen.

Men da Peter Seeberg og K.E. Hermann i 1974 så, at Hald Hovedgaard stod tom, trak de igen i alle tænkelige tråde, og året efter kunne de leje gården med den uovertrufne beliggenhed ved sø og brødrene grimmsk skov og nær bakkede istidslandskaber.

Ambitionen var at gøre gården til »et folkeligt, pædagogisk og kulturelt samlingssted« og nyt centrum for Arena. Peter Seeberg og K.E. Hermann havde venskaber og forbindelser i det litterære miljø, og forfattere som Per Højholt, Bent Vinn Nielsen og Henning Mortensen begyndte snart at komme for at møde kolleger og finde ro til at skrive.

I dag er det da også funktionen som forfatterrefugium, der tegner Hald Hovedgård, og det er også det, der i april får mig til at tage rutebil 53 ud til gården, hvor jeg slæber mine tasker ned ad den lange vej.

Jeg skal bo her en uge og håber at kunne skrive min roman færdig. Andre forfattere har anbefalet stedet, og for at få plads i et af værelserne eller i de omkringliggende annekser skal man have udgivet mindst én roman på et anerkendt forlag. Jeg har skrevet to og har virkelig brug for ro til at færdiggøre den tredje.

Da jeg når ned til bygningen, ved jeg ikke, hvor jeg skal gå ind, og går om på bagsiden og ser ud over en smuk barokhave, hvor kun muldvarpeskuddene forstyrrer symmetrien. En kvinde ser mig og råber, om det er første gang, jeg er her. Jeg nikker, og hun peger på en lille dør i bygningens ene ende.

Indenfor er et stort køkken, som samler sig om et skrammet, madameblåt bord. Her har så mange forfattere været før mig, og i bogskabet i den lille pejsestue står nogle af deres bøger. Der er nemlig »afleveringspligt«. Alle de forfattere, som får tildelt et ophold på gården, skal aflevere deres digtsamling, roman eller hvad det nu kan være for en bog, når den er udkommet.

Ida Jessen, Josefine Klougart, Pia Juul, Jussi Adler-Olsen, Lone Hørslev, Alen Meskovics, Sissel Bergfjord, Martin Glaz Serup og Kristian Ditlev Jensen står bogryg ved bogryg under hovedgårdens tegltag, hvor centerleder Peter Rannes viser mig op ad trapperne, over tørt knagende gulvplanker, langs fyldte reoler og hen til mit rum.

Værelse 11 er et lille lyst rum med et hammershøisk lysindfald over en smal seng, en lav reol med digte af Gustav Munch-Petersen og Jørgen Leth, en læselampe, et smukt skrivebord og en stol under vinduet, der vender ud mod haven og det blå bassin.

Da Peter Rannes lukker døren udefra, kommer stilheden. Den er næsten angstprovokerende. Nu er der ingen undskyldninger for ikke bare at sætte sig ned og skrive. Og efter at have pakket ud, sætter jeg mig ved bordet. En hosten på et andet værelse. En computer som klappes i. Eller en bog.

Efter et par timer på værelse 11 går jeg ud på den knirkende gang og ser, at døren står åben ind til et andet værelse. En kvinde kommer ud og hilser venligt. Det er den fine digter Birgitte Krogsbøll, som har været her flere gange.

Hun sidder også i køkkenet og drikker grøn te, da jeg senere når nedenunder. Her møder jeg også Bjørn Rasmussen, som i 2011 brød igennem med debutromanen »Huden er det elastiske hylster som omgiver hele legemet«. Bog- og manuskriptforfatter Merlin P. Mann kommer også, og vi taler lidt om, hvorfor vi er her. På en lidt blufærdig måde. Her får man ikke de anmassende, meget direkte spørgsmål, som møder enhver forfatter alle andre steder. »Hvad handler din bog om?«, »Kan du leve af at skrive?« og så videre.

Om det skrammede blå bord er der – med fare for at lyde som en sart mimose – en forståelse for, hvor følsomt det er at skrive, og en forståelse for – for nu at parafrasere Søren Ulrik Thomsen - det skabtes vaklen.

Siden møder jeg Kristian Ditlev Jensen, og endnu andre forfattere er som skygger ude omkring annekserne. Dem møder jeg aldrig. Men igen: Få er her for at socialisere, alle for at skrive.

Jeg skriver gårsdagens tekst igennem hver dag fra ni til 11. Fra 12 til 19 skriver jeg nyt. Sent på aftenen ser jeg på noterne til næste dag. Det er en stilfærdig, indadvendt rutine.

Men rugbrødet, pålægget og mælken til pulverkaffen, jeg havde med hjemmefra, slipper allerede op to dage efter min ankomst, så jeg må til Viborg og købe ind.

I køkkenet hænger nøgler til lånecyklerne i et afsidesliggende skur. Nøglen, jeg tager, passer i låsen til en gammel damecykel med ødelagt krank, og jeg cykler hakkende mod Viborg i strid sidevind. Vinden er anderledes end i København; mere vital, mindre blød, grønnere.

I Løvbjerg-supermarkedet køber jeg seks dåser tomater, fire poser grovpasta, et halvt kilo oksekød, en pose løg, hvidløg og fire pakker bacon. Og en ny notesblok. Ekspedienten ser smilende på mine varer og spørger, om jeg bor »ude på Hald«.

Min hustru ville rynke på næsen af indkøbets fantasiløshed, men tilbage på hovedgården fortæller Peter Rannes, at den slags indkøb til én kæmpe gryderet er typisk for særligt mandlige refugiegæster. Christian Jungersen gjorde det samme, da han var her. Og spiste havregrød til morgenmad. Meget jordnært, hvilket man ikke kan sige om spøgelserne her.

Forfatter og rektor for Forfatterskolen Pablo Llambias skulle engang holde tale på hovedgården, og inden da havde han set et spøgelse på sit værelse. »Det er min første paranormale oplevelse«, sagde han som det første fra talerstolen. I køkkenet hører jeg også historier om en kvinde i lasede gevandter, som læner sig ind over forfatterne i deres senge og gør fagter, som om hun skælder ud.

Efter de historier går jeg i seng uden at læse Gustaf Munch-Petersen. Slukker i stedet læselampen, og kun en sprække af lys står som en gul linje under døren. Jeg ligger en times tid i mørket og venter. Så falder jeg i søvn. Men med ét vågner jeg i et klart, renvasket lys. Ikke fra den lille dame, men fra forårssolen udenfor.

Det er min sidste arbejdsdag på Hald. Ingen paranormale aktiviteter til mig, men ét langt, fokuseret skrivestræk og de udkast og noter, jeg kom med, er dampet ind til et manuskript. 134 sider. Hjemme skal det gennemskrives fire-fem gange, men så er det færdigt, tænker jeg på vej op til Herningvej og bus 53.

August 2013. Mit manuskript er færdigt og har fået en titel. Når det er blevet til en bog, vil den blive sendt til Hald og sat på reolen. Ved siden af alle de andre bøger, som er blevet til her. På den bageste side i manuskriptet står en tak. Til Hald Hovedgård. Som Seeberg ville glædes over, hvis han stadig levede. Og skrev.

Jeppe Krogsgaard Christensen har udgivet romanerne »Natjager« (2011) og »En hånd i himlen« (2012). Bidrager desuden – sammen med bl.a. Tomas Lagermand Lundme, Asger Schnack og Jeff Matthews – til novelleantologien »M«, som udkommer i august.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.