Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
INTERVIEW

»Hvis det var klap og genkendelse, jeg gik efter, var jeg blevet realitystjerne«

Lørdag har han premiere på en stor teaterforestilling, han er snart biografaktuel og ved den kommende filmfestival i Berlin bliver han kåret som en af Europas mest lovende, unge skuespillere. Selv vil Esben Smed bare koncentrere sig om sit arbejde. ”Hvis det var klapsalver og opmærksomhed, jeg gik efter, havde jeg valgt at blive realitystjerne”, siger den unge skuespiller.

Portræt af skuespilleren Esben Smed. Fotograferet i teatret Republique.
Portræt af skuespilleren Esben Smed. Fotograferet i teatret Republique.

Om mindre end en måned står Esben Smed på et podie i Berlin. Vanen tro vil der være blomsterbuketter og kanapéer, og en dame i figursyet jakke vil tage imod de internationale journalister, som kommer for at se Esben Smed og de andre europæiske skuespillere, der er udnævnt til dette års talenter. Eller Shooting Stars, som man siger på festivalens tykke væg-til-væg-tæpper.

Men Esben Smed vil formentlig stå i hjørnet. Der trives den 32-årige skuespiller, som danskerne har lært at kende i rollen som Nicky i DRs søndagsserie »Bedrag«. I hjørnet kan man nemlig se i stedet for at blive set på.

»Jeg har aldrig været særlig interesseret i at suge opmærksomhed til mig,« siger Esben Smed.

»Det mest irriterende spørgsmål er, hvordan det føles at være kendt. Det er så forfejlet, fordi det kommer til at lyde, som om at alt handler om klapsalver. Hvis det var klap og genkendelse, jeg gik efter, var jeg blevet realitystjerne. Jeg ser mit arbejde som en proces, hvor jeg hele tiden lærer nye ting og sætter mig ind i nyt stof«.

Lysten til at lære har Esben Smed til gengæld fået udfordret på det københavnske teater Republique, der har premiere på Shakespeares »Et Vintereventyr« i Katrine Wiedemanns iscenesættelse i morgen. Dermed er der sat punktum i et forløb, der bød på så mange udskiftninger, at alle forestillingens medvirkende er blevet byttet ud.

Esben Smed blev selv hentet ind en uge før prøvestart, da Olaf Johannesen trak sig. Før det var Mikael Birkkjær blevet erstattet, og senere røg både Sofie Gråbøl og Birthe Neumann. Tillokkende opgaver på TV, kreative uoverensstemmelser og sygdom fik ganske langsomt korthuset til at vælte. På et tidspunkt var Mikkel Arndt og Esben Smed de eneste, der var tilbage på scenen.

»Så kiggede vi på hinanden og sagde: Denne her forestilling var oprindeligt skrevet for ti mand. Det er så skåret ned til fire personer. Måske kan vi bare lave den os to?« fortæller Esben Smed.

»Der stod vi så i to timer og øvede med Mikkel i en kjole og grinede af, at folk ville få en kæmpe overraskelse, når de kom ind og så vores version af Shakespeare. På det tidspunkt hang der en plakat nede i metroen med fire helt andre skuespillere. Folk ville nok blive lidt skuffede over at få mig og Mikkel.«

Publikum får dog mere end det. I december blev Ditte Hansen og Natalie Madueño tilføjet. Alle fire oprindelige ansigter er nu skiftet på forestillingsplakaten. Postyret har selvfølgelig også påvirket Esben Smed, men beslutningen fortryder han ikke.

»Når Katrine Wiedemann ringer, så siger man ja. Hun kan noget helt særligt, fordi hun er så visuel. Hendes opsætninger af »Bliktrommen« og »Et Drømmespil« var jo helt exceptionelle,« forklarer Esben Smed og siger, at Wiedemann også udfordrer sine spillere.

»Vi står alle sammen nede i et glasbur, vi ikke kan komme op af. Og jeg har sindssygt meget tekst, der skal siges i rim og jamber. Det er ligesom rodeo. Man skal op på tyren og holde godt fast. Ellers bliver man kastet af.«

Sådan er skuespil. Hårdt arbejde. Timers forberedelse. Lange prøver. Esben Smed tror mere på slid end på talent.

»Der er nogen, der bare har det medfødte talent, men jeg har erkendt, at jo mere jeg arbejder, jo bedre bliver det. Jeg er blevet opdraget med, at hvis man skal gøre noget, så skal man gøre det ordentligt. Så det prøver jeg på,« siger Esben Smed, der er barn af en børnehaveleder og en fotograf. Det var »bestemt ikke et kunsthjem«, som han selv forklarer.

Som folkeskoleelev i Odder drømte han om at udføre håndens arbejde. Han blev erhvervspraktikant for at bygge scenografi på Teatret Svalegangen i Aarhus, men om aftenen blev han alligevel grebet af at se skuespillernes prøver. Teaterdirektøren lagde mærke til den unge praktikant, og så blev den 16-årige castet til forestillingen »Den dag jeg standsede op«.

Det blev Esben Smeds første rolle, der også gav lysten til at søge ind på skuespilleruddannelsen. Fire gange. Her lærte han lidt om forberedelse og hårdt slid.

»Da jeg skulle til min første optagelsesprøve, arbejdede jeg som afløser i en børnehave, så jeg valgte en af de sange, vi sang for børnene. Mens jeg sad og ventede på, at det blev min tur, kunne jeg høre Lise Baastrups audition gennem døren. Hun kan synge opera. Dommerpanelet klappede stadig, da jeg gik på scenen og sang Kong Louis’ sang fra »Jungle- bogen«, husker Esben Smed.

Det var ingen succes.

»Da jeg havde sunget, spurgte de ind til sangvalget. De spurgte, hvordan jeg ville beskrive den person, der sang. Jeg havde jo bare valgt den, fordi vi havde teksten liggende i børnehaven. Det eneste, jeg kunne svare var: »Han er en orangutang«.

Det blev en ommer for Esben Smed. Men oplevelsen gav ham alligevel mod til at prøve igen. Og igen. Fjerde gang sad den i skabet.

Smed blev færdig som skuespiller i 2013, og siden har der været bud efter ham til TV-serien »Bedrag«, til forestillingerne »Liberty« og »Eksil« på Teater Nordkraft i Aalborg, til rollen som John Faxe i filmen »Sommeren 92« og til hovedrollen som Janus i den kommende spillefilm »Aminas Breve«.

Den sidstnævnte rolle fik Esben Smed ved selv at tage kontakt til instruktøren Jacob Bitsch, da han hørte, at Jonas T. Bengtsson-romanen »Aminas Breve« skulle filmatiseres. Romanen har Smed læst flere gange.

»Og den brænder af en enorm kærlighed til sine karakter,« siger han.

Roman – og filmen – handler om en ung, skizofren mand, og Esben Smed måtte på grundig research under arbejdet. Ligesom da han fik rollen som John Faxe i »Sommeren 92« og brugte en hel sommerferie på at træne højre-driblinger og se Faxes gamle kampe.

Det handler om lysten til at lære. At lade sig opsluge af tingene. Ikke så meget om at imponere.

»Anmeldelser kan gøre to ting ved dig: Hvis de er gode, gør de dig snobbet. Hvis de er dårlige, bliver du ked af det. Og du kan ikke bruge nogen af delene til noget«, siger han. Og tilføjer – helt uimponeret: »Mens »Bedrag« kørte i fjernsynet, var der en enorm opmærksomhed, og jeg må indrømme, at jeg virkelig nyder, at det er slut. Man bliver utrolig selvbevidst af, at folk kigger på en. Men jeg glæder mig da over, at jeg står i en situation, hvor jeg bliver tilbudt en masse gode ting. Det gælder om at nyde det. Lige pludselig er folk jo trætte af at se på Esben Smed«.

Man kunne tilføje, at det bliver svært at undgå – lige foreløbigt.

Heldigvis.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.