Ny film

Hvem skulle have forventet, at det ikke var seksuel jalousi, men en kollektiv blodrus, der satte gang i aggressionerne?

I 1973 iværksatte den spansk-mexicanske antropolog Santiago Genovés et ambitiøst socialt eksperiment, hvor elleve mænd og kvinder sejlede over Atlanterhavet på en hjemmelavet tømmerflåde. Intentionen var at skabe fred i verden, men det endte med, at besætningen på »sexflåden« gjorde mytteri mod lederens manipulationer. Berlingske mødte en af dem, der sejlede med.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hun er stadig en statelig kvinde, den 75-årige svenske skibskaptajn Maria Björnstam, som hun sidder rank i sin stol i Filmhuset i København og venter på, at interviewet med Berlingske er overstået, så hun kan komme ud på gaden og ryge sig en cerut.

I 1973 blev hun kendt som den smukke, barmfagre kaptajn på »Sexflåden«, hvilket var sensationspressens navn for den spansk-mexicanske antropolog Santiago Genovés’ ambitiøse eksperiment med den menneskelige natur.

Afskåret fra omverdenen i flere måneder på den frit flydende flåde med navnet Acali skulle repræsentanter for diverse befolkningsgrupper via antropologens observationer af deres samkvem åbenbare de dybereliggende årsager til verdens ufred og krige.

»Santiago ville vise, hvordan volden opstår, men intet blev, som han havde forventet. Og den historie, han bagefter fortalte om Acali, var en helt anden end den, vi havde oplevet,« fortæller Maria Björnstam.

Hun har en af hovedrollerne i den svenske instruktør Marcus Lindeens dokumentarfilm »The Raft« (Flåden), som i den kommende uge har dansk biografpremiere. Tidligere på året vandt filmen hovedprisen på CPH:DOX.

I filmen kravler en håndfuld af de medvirkende i det daværende eksperiment om bord på en 1:1-model af flåden, som instruktøren Marcus Lindeen har fået konstrueret i krydsfiner i samarbejde med den danske scenograf Simone Grau Roney, der også arbejder for Lars von Trier.

I filmens model af flåden demonstrerer de nu 70-75-årige besætningsmedlemmer, hvor tæt de lå i deres soveposer i flådens fælles kahyt, og de viser, hvordan flådens primitive toilet fungerede. Det bestod blot af en platform med hul i, hvorfra besætningsmedlemmerne besørgede i fuld offentlighed. Et af besætningsmedlemmerne viser i filmen, hvordan toilettet ikke desto mindre var flådens eneste mulighed for en form for privatliv, og demonstrerer, hvordan hun valgte at sidde med blikket vendt mod havet, så de andre ikke kunne se hendes tårer, når hun trængte til en tudetur.

»Modelflåden er et mindesteater, der giver os indblik i de konkrete detaljer ved livet om bord,« siger instruktøren Marcus Lindeen til Berlingske.

»Eksperimentet udviklede sig til Stasi-lignende manipulation med deltagerne,« siger instruktør af »The Raft« Marcus Lindeen.
»Eksperimentet udviklede sig til Stasi-lignende manipulation med deltagerne,« siger instruktør af »The Raft« Marcus Lindeen.

Acali-eksperimentet var på mange måder karakteristisk for 1970ernes idealistiske forhåbninger om at bruge social ingeniørkunst til hurtigt at forandre verden til det bedre. Ligesom i det berygtede Stanford Prison Experiment fra 1971, der skulle simulere og analysere magtmisbrug i fængsler, ønskede Santiago Genovés at undersøge, hvordan seksuelle spændinger og magtrelaterede aggressioner kunne føre til konflikter. En af hans teorier var blandt andet, at »hannerne« i gruppen automatisk ville komme i klammeri over de »hunner«, der havde ægløsning. Det betød, at han førte nøje dagbog over kvindernes menstruationscyklusser og sammenlignede dem med sin vurdering af niveauet for seksuel frustration og aggression.

På træmodellen af Acali demonstrerer de overlevende besætningsmedlemmer, hvordan flådens primitive toilet fungerede.
På træmodellen af Acali demonstrerer de overlevende besætningsmedlemmer, hvordan flådens primitive toilet fungerede.

Et farligt eksperiment

For dog at sikre sig, at der vitterligt opstod konflikter på flåden, der bagefter ville kunne bruges i forskningsøjemed, castede den spansk-mexicanske forsker sin besætning i »modsatte par«, som – om ikke andet, så på papiret – ville føre til konflikter. Han hyrede blandt andre en sort og en hvid amerikaner, en ateist og en katolsk præst, en araber og en israeler. Samtidig gav han kvinderne, der udgjorde over halvdelen af besætningen på 11 personer, de vigtigste opgaver på flåden, mens mændene fik de mindre vigtige ud fra en teori om, at mændene ikke ville kunne tolerere at komme under kvindernes kommando.

For yderligere at øge presset på besætningen og øge muligheden for konflikter var det kun kaptajnen, Maria Björnstam, der havde nogen erfaring med sejlads, og i dag undrer det hende selv, at hun accepterede dette risikable vilkår.

»Hvis et besætningsmedlem faldt over bord, ville vi ikke kunne vende rundt og redde vedkommende. Det var et meget farligt eksperiment, og som sømand er min samvittighed i dag tynget af den risiko, jeg sagde ja til,« siger Maria Björnstam.

75-årige Maria Björnstam blev udnævnt til kaptajn på Acali. Hun betragter i dag forsøget som en fiasko.
75-årige Maria Björnstam blev udnævnt til kaptajn på Acali. Hun betragter i dag forsøget som en fiasko.

Flåden sejlede fra De Kanariske Øer og ankom til den mexicanske havn Cozumel den 20. august 1973 efter at have været tæt på en påsejling fra et stort fragtskib og var  ved at havne i en tropisk orkan. Undervejs var historien om flåden blevet en nyhed i verdensmedierne, og billederne af de letpåklædte mænd og kvinder – alle valgt af Santiago Genovés på grund af deres attraktive udseende – satte fantasien i sving på alverdens avisredaktioner. Da det mærkelige fartøj efter 101 dage afsluttede sin 5.000 kilometer lange sørejse, var det for længst blevet døbt »sexflåden«.

Om bord var besætningen, der fra starten kun fik meget lidt orientering om eksperimentet, blevet noget klogere på det, de var blevet involveret i.

Santiagos oprindelige formodning om, at konflikterne af sig selv ville bryde ud på grund af hans konstellationer i besætningen, viste sig ikke at holde stik. Og i et forsøg på at fremprovokere de ønskede sammenstød, der skulle gøre forskeren klogere på den menneskelige natur, udfærdigede han spørgeskemaer, der var et forsætligt forsøg på at sætte lus i skindpelsen på besætningen.

Det drejede sig om spørgsmål som »hvem irriterer dig mest på flåden?« eller »hvis du kunne skaffe dig af med en person, hvem skulle det så være?« Efter mange uger til søs uden den form for sammenstød, som han havde forventet, begyndte han at læse deltagernes svar op, når besætningen var samlet, for at se, om det kunne fremprovokere det ønskede resultat.

»Han havde konklusionerne parat på forhånd og forsøgte at få os til at rette os ind efter dem. Han etablerede en form for diktatur og benyttede manipulation for at få os til at vende os mod hinanden. Det fik et stik modsat resultat. Vi blev forenet som gruppe, idet vi vendte os mod ham i fællesskab. Han blev selv centrum for den største konflikt – mellem os og ham,« siger Maria Björnstam.

Trods spørgsmålene lykkedes det dog ikke Santiago Genovés at få vreden til at blusse på Acali, og i stedet for at der udviklede sig minikrige på flåden mellem sorte og hvide eller kristne og ateister, blev der knyttet venskaber på kryds og tværs – hyppigt i forlængelse af de samarbejder, besætningsmedlemmerne indgik for at kunne levere de resultater, forskeren ønskede. Som når de krydskoordinerede deres svar på spørgeskemaerne i håb om at kunne stille antropologen tilfreds.

Det minimale privatliv skulle bidrage til at øge det psykologiske pres på eksperimentets deltagere og sikre, at de kom i konflikt med hinanden.
Det minimale privatliv skulle bidrage til at øge det psykologiske pres på eksperimentets deltagere og sikre, at de kom i konflikt med hinanden.

Først da det en dag i rum sø lykkedes besætningen at fange en levende haj, så Santiago Genovés et glimt af håb for sit projekt. En af mændene gik nemlig løs på hajen med en økse for at slå den ihjel, og antropologen indførte med begejstring begivenheden i sine omfangsrige noter.

»Hajen var den knap, der skulle til for at antænde blodtørsten. Alle ville have en bid af dens blødende kød. Hvem skulle have forventet, at det ikke var seksuel jalousi, men en kollektiv blodrus, der satte gang i aggressionerne?« skrev han.

Sex for at fremme venskaber

Trods avisernes lumre forestillinger blev Acali heller ikke det flydende sexorgie, som mange havde forestillet sig, og også Santiago Genovés måtte erkende det i løbet af de 8000 siders noter, han skrev under rejsen. En af grundene var, at deltagerne ofte led af søsyge og kastede op.

»Ikke særlig attraktivt,« skrev han i sine noter. Ikke desto mindre begyndte Santiago Genovés selv at dele sovepose med en af deltagerne undervejs, ligesom også andre deltagere havde sex med hinanden på den trange flåde. En af de medvirkende i filmen fortæller, at hun først og fremmest havde sex for at fremme venskaber med sine partnere.

»Det var muligt at have sex, uden andre så det, hvis man delte rorvagt med sin makker. Men det skulle gå hurtigt, og det var besværligt, for en af os måtte hele tiden have hånden på roret,« fortæller et af de nulevende besætningsmedlemmer i filmen.

Da flåden kom i havn i Mexico efter 101 dages rejse, blev deltagerne isoleret og bevogtet af vagter på et hotel. Herefter blev de gennem en uge udspurgt om deres reaktioner under rejsen af et hold af psykologer. På trods af at forskere fra hele verden havde kaldt Acali for et mangelfuldt og uetisk eksperiment, hævdede Santiago Genovés i sin bog om ekspeditionen, at han havde identificeret »et nyt menneske, der var i stand til at hæve sig over territoriale behov«.

Deltagerne besvarede løbende skemaer med intime spørgsmål under rejsen, og for at fremme konflikterne begyndte forskningsleder Santiago Genovés at afsløre indholdet af de hemmelige svar på besætningens fælles møder.
Deltagerne besvarede løbende skemaer med intime spørgsmål under rejsen, og for at fremme konflikterne begyndte forskningsleder Santiago Genovés at afsløre indholdet af de hemmelige svar på besætningens fælles møder.

Selvom Maria Björnstam og filminstruktør Marcus Lindeen er skeptiske over for den videnskabelige værdi af Acali-eksperimentet, mener de alligevel, at historien rummer et optimistisk budskab.

»Når eksperimentet ikke førte til den vold og seksuelle aggression, som Santiago Genovés havde forventet, er det jo opbyggeligt, at helt fremmede mennesker på kryds og tværs opbygger et samarbejde. Måske er instinktet for solidaritet og samarbejde større end voldsinstinktet?« siger Marcus Lindeen.

Kaptajn Maria Björnstam nikker i enighed:

»Santiago ønskede at vise, hvordan »dem og os«-mentalitet opstår. I stedet viste hans eksperiment, at mennesker uanset etnicitet og overbevisninger er meget ens.«

»The Raft« har dansk biografpremiere den 5. september 2018 i mere end 50 biografer.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.