Du bestemmer

Hvem skal have Læsernes Bogpris 2017?

Alle kan være med til at bestemme, hvem der skal have Læsernes Bogpris og de medfølgende 100.000 kroner. Sidste år fik Carsten Jensen prisen for romanen »Den første sten«. Årets afstemning begynder nu.

Fire romaner, en digtsamling, noveller, erindringer, en ungdomsroman, tekster, en historisk bog.

Fra i dag kan du stemme om, hvem der skal hædres med Danmarks Biblioteksforenings og Berlingskes litteraturpris, Læsernes Bogpris, og der er lutter fremragende titler at vælge imellem. De er udvalgt af Danmarks Biblioteksforening og Berlingskes litteraturredaktør, og i al deres forskellighed har de i hvert fald én ting til fælles: Kvalitet.

Nu er så det op til boglæsere over det ganske land at beslutte, hvem der skal hædres med prisen og de medfølgende 100.000 kroner.

Læsernes Bogpris er en efterhånden veletableret størrelse i dansk litteraturliv: Det hele begyndte for 14 år siden, da Berlingske og Danmarks Biblioteksforening lancerede en fælles pris, som alle danskere kan stemme om.

At de titler, der nomineres til Læsernes Bogpris, skal være de bedste af det bedste, giver sig selv. Et andet krav, vi stiller, er, at det genremæssigt skal spænde bredt. Blandt de nominerede bøger skal der således være plads til både skønlitteratur og faglitteratur, der skal være lyrik, og der skal være noget for de yngre læsere.

Forfattere, der tidligere har modtaget Læsernes Bogpris, kan ikke nomineres igen, og så skal alle bøgerne være udkommet i det senest afsluttede kalenderår. Denne gang er det altså titler fra 2016, det handler om.

Her kan du se, hvilke titler der er nomineret. Over de næste tre uger bringer vi desuden interviews med alle forfatterne, ligesom der vil være mulighed for at se web-TV, hvor forfatterne læser uddrag af deres bøger.

Sådan deltager du:

Du kan stemme på din favorit på b.dk og på bibliotekernes website.

Når du stemmer, deltager du samtidig i lodtrækningen om 10 signerede pakker med alle 10 nominerede bøger.

Afstemningen slutter 26. marts. Hvem der bliver årets modtager af Læsernes Bogpris, offentliggøres 30. marts, når prisen bliver overrakt. Det sker traditionen tro ved en fest i forbindelse med Danmarks Biblioteksforenings årlige topmøde, der i år finder sted i Korsør.

Læs mere om de nominerede under afstemningen.

De 10 nominerede

Daniel Dencik: »Grand Danois«. Noveller. Gyldendal

Mesterlige noveller af en forfatter, der har en eminent evne til med få midler at beskrive en situation, et dilemma, et menneske. Ensomheden er den røde tråd - den mandlige ensomhed og måden at tackle den på . Eller måden at bukke under for den på.

Thomas Rydahl: »De savnede«. Spændingsroman. Politikens Forlag

Spændende gensyn med eremitten Erhard Jørgensen, danskeren på Fuerteventura, der prøver at leve stille, men alligevel ikke kan undgå at rode sig ind i noget farligt. Denne gang handler det bl.a. om jagten på en forsvunden far.

Søren Ulrik Thomsen: »En hårnål klemt inde bag panelet«. Tekster. Gyldendal

Suveræne stykker, der viser, at Søren Ulrik Thomsen ikke bare er en stor digter, men også behersker kunsten at skrive kortere og længere stykker prosa. Aforismer, betragtninger og erindringsglimt i en uimodståelig blanding.

Dorte Nors: »Spejl, skulder, blink«. Roman. Gyldendal

Forunderligt fin roman om Sonja, der er i fyrrerne, og som stammer fra Jylland, og som bor i København, og som har svært ved at lære at styre sit liv - og lige så svært ved at lære at styre en bil.

Malene Sølvsten: »Ravnenes hvisken«. Fantasy. Carlsen

Fascinerende fantasyroman, der ikke bare rummer alle fantasygenrens gode virkemidler, men også gør på det godt nordisk. Varedeklarationen siger en målgruppe på 14 til 16 år, men andre må gerne læse med. Det kan anbefales.

Abdel Aziz Mahmoud: »Hvor taler du flot dansk!« Selvbiografi. Politikens Forlag

Flot selvbiografi af en stadig ung mand, der ud over at være tv-vært er førstegenerations muslimsk flygtning. En historie om alt besværet ved at indvandre, men også en succeshistorie om en mand, der forstod at overvinde vanskelighederne.

Merete Pryds Helle: »Folkets skønhed«. Roman. Lindhardt og Ringhof

Smuk roman om Marie, hendes barndom på Langeland og hendes liv som voksen i det fjerne København. Og samtidig en stærk og smuk fortælling om dansk kvindeliv fra de fattige 1930ere til de 1970ere, hvor alting materielt blev så meget nemmere, men hvor alting alligevel ikke var så let endda.

Jørn Brøndal: »Det sorte USA«. Historie. Gads Forlag

Fremragende historisk værk om en befolkningsgruppe, der i den grad har sat sit præg på det store land. Fra uafhængighedserklæringen over raceadskillelsen og borgerrettighedsbevægelserne til USAs første sorte præsident, Barack Obama.

Olga Ravn: »Den hvide rose«. Poesi. Gyldendal

Stærke og intense digte, hver på fem linjer, om sygdom, død og tabt kærlighed. Titlens hvide rose er modsætningen til kærlighedens røde rose, for det handler om fravær. Men det er samtidig opløftende i al sin minimalistiske skønhed.

Christina Hesselholdt: »Vivian«. Roman. Rosinante

Medrivende roman om den amerikanske fotograf Vivian Maier, der ernærede sig som barnepige, men samtidig, i det skjulte, var en stor kunstner. Hvorfor viste hun ikke omverdenen sit talent? Og hvordan kan man vælge et liv så langt væk fra den berømmelse, som ellers lå lige for?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.