Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hvad mener du om DR? Generaldirektør tager på jagt efter folkets røst

MEDIER: Det er normalt en snæver gruppe af meningsdannere, der diskuterer DR, mener DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn, og derfor begynder hun tirsdag en række møder for at høre de almindelige borgeres mening om DR.

DR havde forpremiere på borgermøderne i december i Folkehuset Absalon på Vesterbro, hvor studievært Mikkel Fønsskov fra Aftenshowet var ordstyrer. Foto: DR
DR havde forpremiere på borgermøderne i december i Folkehuset Absalon på Vesterbro, hvor studievært Mikkel Fønsskov fra Aftenshowet var ordstyrer. Foto: DR

Der er for få deltagere i den stående diskussion om DR og hvad der bør være mediets fornemste public service-opgaver, og derfor indleder DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn tirsdag en serie møder med borgerne rundt om i landet.

Det første møde begynder tirsdag kl 17.30 i Aabenraa i Sønderjylland, og her vil Maria Rørbye Rønn besvare spørgsmål fra »kunderne«, samt høre om deres egne forventninger til DR.

»Pointen med møderne er, at det er en meget snæver og afgrænset gruppe der diskuterer DR. Det er politikere, det er mediebranchen og meningsdannerne, og jeg synes, at det er vigtigt at have en dialog med dem, som det egentligt handler om, nemlig befolkningen,« siger Maria Rørbye Rønn til Berlingske, der har DRs nye mediedirektør Henriette Marienlund med sig, samt en stribe af DRs kendte studieværter til at styre spørgelysten.

Generaldirektøren har ved tidligere lejligheder selv oplevet at blive klogere, når hun hører brugernes ufiltrerede meninger, som for eksempel ved et arrangement på Vesterbro sidste år, hvor mange unge fik luft for deres ønsker til DR.

Samtidig afviser Maria Rørbye Rønn, at arrangementerne er en måde at styre uden om den privatejede presse, der i årevis har kritiseret DRs dominerende position på nyhedsmarkedet.

»Det er ikke en måde at gå uden mediebranchen, for begge perspektiver er vigtige. Det er vigtigt at have en debat med branchen om hvordan vi sammen sikrer, at der er et stærkt dansk indhold til befolkningen i fremtiden. Men samtidig er det befolkningen der ejer os, og derfor er det også vigtigt at høre, hvad den mener, og ikke bare en lille sluttet skare, der er flittige til at mene noget på twitter,« siger Maria Rørbye Rønn.

DRs møderække bliver holdt under overskriften »DR direkte«, og yderligere otte møder skal afvikles, hvoraf den sidste bliver på Bornholm i oktober. Sideløbende med DRs møder har kulturminister Mette Bock og de politiske medieordførere allerede påbegyndt møderækken, »Antennerne ude«, en tilsvarende række borgermøder der skal levere input til forhandlingerne om det medieforlig, der skal gælde fra 2019.

»Jeg synes det er skønt, at Mette Bock og ordførerne bidrager til dialogen med borgerne, og her tror jeg også, at der kan komme nogle andre pointer frem end dem, man plejer at læse i spalterne. Jeg håber, at vi kan udveksle den viden og de erfaringer, sådan at den viden, som vi hver især har indsamlet, bliver gjort tilgængelig for os alle sammen,« siger Maria Rørbye Rønn.

Kulturministeren kommer til borgermøderne med intentioner og et regeringsgrundlag om at stække DR med færre kanaler og lavere licens, men generaldirektøren afviser, at DRs møder kan ses som et forsøg på at trække folkestemningen i en modsat retning.

»Vi har ikke anden intention end at tale direkte med befolkningen om hvordan de oplever indholdet. Vi vil have diskussion i øjenhøjde om dokumentar, drama og børne- og unge-indholdet, og på måde har møderne ikke noget med den politiske situation at gøre. DR har altid haft offentlige public service-møder med befolkning, og den tager vi nu ud i landet,« siger Maria Rørbye Rønn,der forsikrer at møderne ikke blot er et PR-stunt.

»Jeg har selvfølgelig ikke mulighed for virkeliggøre alle folks ønsker, men husk at det er befolkningen vi er til for, så derfor er det deres stemmer, der er de vigtige. 95 procent af befolkningen bruger DR, så vi har fat i den brede befolkning. Men det er ikke en selvfølge i en medieverden der er under hastig forandring, at det bliver ved at være sådan – derfor mener jeg, at det er vigtigt at lytte til seerne og lytterne« siger Maria Rørbye Rønn, der håber at kunne nå så repræsentativt et udsnit af befolkningen som muligt.

»Vi skal levere programmer af høj kvalitet med indsigt og udsyn. Men det er også vigtigt at bevare taget i den brede befolkning, så at den generelle samfundsdebat ikke kun bliver for de privilegerede med lange uddannelser og høje lønninger. Der skal være noget for alle, ikke bare for dem der ser Deadline og lytter til Orientering,« siger Maria Rørbye Rønn.

Hun erkender, at DR har en særlig udfordring på mediemarkedet, når det handler om at fastholde de unge seeres opmærksomhed, men hun mener selv at have erfaret bl.a. på et allerede afholdt borgerarrangement på Vesterbro, at unge lyttere og seere fortsat er interesseret i de public service-programmer, som DR leverer.

»Vi tilbyder programmer til de unge som for eksempel ’Prinsesserne fra blokken’ og den norske serie ’SKAM’, hvor vi prøver at komme ind i nye virkeligheder, vi arbejder med nyhedsformidling og dokumentarer til de unge, og det ser jeg ingen streamingmedier levere overfor gruppen. Netflix og YouTube er dygtige til det de gør, men jeg oplever, at vores tilbud er et helt andet,« siger Maria Rørbye Rønn.

DRs møde begynder tirsdag klokken 17.30 på Folkhjem på Haderslev vej i Aabenraa og aftenens værter er Christian Degn fra »Hammerslag« og Anette Johnsen og Anders Bonde fra P4, DR Syd & Esbjerg

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.