»Hva' så Roskildeeeeee«

Det er stort set umuligt at indkapsle med ord eller vise med billeder. Det er en mytisk følelse, der bobler op i en, når man finder den helt rigtige erstatning for et aflyst hovednavn i sidste øjeblik, løber splitternøgen over målstregen til nøgenløbet eller siger ja til sin elskede fra Orange Scene. Mød seks forskellige festivalgængere, der fortæller om hver deres helt særlige Roskilde-oplevelse.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Programchef på Roskilde Festival, Anders Wahrén: »Sådan er det, når et hovednavn aflyser i sidste øjeblik«.

Torsdag den 3. juli 2014 fik jeg den brandærgerlige besked, at vores hovednavn Drake var blevet syg og måtte aflyse sin koncert om lørdagen. Jeg havde allermest lyst til at banke mit hoved ned i bordet i skuffelse. Vi havde jo brugt et helt år på at sammensætte det, vi syntes, var det bedste program overhovedet, og når en brik så falder fra, går det udover helheden.

Vi har et ansvar over for publikum, derfor bliver vi nødt til hurtigt at gå i løsningsmode. Vi begyndte derfor lynhurtigt at undersøge, hvem der var på tour, og om der var nogen, der havde et hul i deres kalender. Vi vidste, at Jack White afsluttede sin turné i Polen fredag, derfor ringede vi og spurgte, om de var interesserede i at tilføje et ekstra spillejob til deres kalender.

I de følgende timer havde jeg det, som om jeg ventede på resultatet fra en lodtrækning. Da vi endelig fik opkaldet om, at Jack White gerne ville overtage Drakes plads, råbte vi og gav hinanden highfives. Det føltes, som om vi havde scoret det afgørende mål i en fodboldkamp. Det var fuldstændig fantastisk.

Hans Kristian Andersen, 30 år: »Sådan er det at vinde nøgenløbet«.

Jeg har vundet nøgenløbet tre gange. Den første gang var i 2009, og det var samtidig også mit første år på Roskilde. Jeg var få år forinden blevet danmarksmester i 400 meter løb, og derfor tænkte jeg, at jeg ville se, om jeg også kunne stå distancen nøgen og måske vinde en billet til næste års festival. Jeg mødte op et par timer før løbet, og sammen med de andre deltagere ventede jeg på, at klokken nærmede sig startskuddet.

Et par af de andre tog tøjet af, så det gjorde jeg også. Pludselig var alle nøgne, og så sad vi der og fik en øl. Det føltes egentlig ikke mærkeligt, og jeg er ellers rimelig blufærdig. Præmissen var jo, at vi alle skulle være nøgne, så det var lidt som at være i en sauna. Det sidste jeg kiggede på var bryster og peniser. Mens jeg løb, tænkte jeg heller ikke over det, jeg koncentrerede mig bare om at komme først.

Da jeg kom i mål som den første, fik jeg travlt med at få mine shorts på igen. Jeg skulle op på Festivalradioens scene, og her opfordrede folk mig til at tage mine shorts af igen. Det var skrækkeligt. Nu var løbet jo slut, og så var jeg pludselig en nøgen mand på en scene. Det kunne jeg godt have været foruden.

Nøgenløb på Roskilde Festival 2015.
Nøgenløb på Roskilde Festival 2015.

Christine Tallulah Kvanneid, 28 år: »Sådan er det at blive gift på Orange Scene«.

Det kom bag på mig, hvor stor Orange Scene var, da jeg stod der og kiggede op i teltdugen og ud på den tomme plads, som om få dage efter ville være proppet med publikum. Jeg tænkte på, hvor mange ikoniske musikere, der havde stået på den scene før mig. Jeg var iført en hvid blondekjole med bikini under og et par sorte lærredssko med Roskildes logo på. I hånden holdt jeg en orange brudebuket, Ved min side stod min kommende mand Øystein, og foran os stod vores ven Johnny, som havde taget et kursus over nettet forinden, så han kunne vie os. »Hvaså Roskiildee,« råbte han til de 50 bryllupsgæster, vi havde inviteret med fra vores camp.

Selvfølgelig sagde vi ja. Vores nye civilstatus fejrede vi først i Gringo Bar og senere til stor bryllupsfest i campen. Vi festede fra klokken 16 om eftermiddagen til klokken 04 om morgenen. Roskilde Festival har altid været et helt specielt sted for os som par. Det var her vi mødte de venner, som gjorde, at vi flyttede fra Norge til København få år senere. Roskilde er noget helt særligt. Det er kærlighed og fællesskab. Det er det, de kalder orange feeling, som er så svært at definere. Det skal prøves.

Christine og Øystein Kvanneid kan i år fejre tre års bryllupsdag.

Las Thomsen, promotion manager hos Warner Music: »Sådan er det at stjæle sin budcykel tilbage fra Massive Attack«.

Det er meget svært at få fat i folk på Roskilde, og før mobilens indtog var det stort set umuligt. Mit job på Roskilde festival har de sidste 25 år været at afvikle interviews med de forskellige musikere. Det kan være lidt af en udfordring, når tourmanagere, journalister og kunstnere skal finde hinanden på festivalen, og der kommer min nærmest legendariske budcykel ind i billedet. Før mobiltelefonen var den især vigtig for mig, da jeg brugte den til at komme frem og tilbage mellem scenerne for at få fat i folk.

I 1996 viste budcyklen sig at være ekstra brugbar. Ben Harper var nærmest lige landet i Danmark og skulle transporteres fra sit hotel i Roskilde til festivalspladsen, men hans taxa kom aldrig. Så måtte jeg smide ham op på ladet og køre ham. På et tidspunkt var vi ved at cykle ind i en busk, men det gjorde ikke noget, for på Roskilde er det som om, at alle er lige. Samme år lånte Massive Attack min cykel for at køre hen til en interviewaftale, men da interviewet var slut, kunne jeg ikke finde dem, og min elskede cykel var også væk. Jeg var rundt og lede efter den, og til sidst fandt jeg den foran Massive Attacks turbus. Deres plan havde åbenbart været at smide cyklen ind i bussen og tage den med. Heldigvis fik jeg reddet den.

Oliver, 25 år: »Sådan er det at blive anholdt på Roskilde Festival«.

På Roskilde er det, som om at det er nogle andre regler, der gælder. Det er et parallel univers, hvor folk gør ting, man aldrig ville gøre til hverdag.

Jeg oplevede det selv onsdag i opvarmningsdagene i 2008. Vi sad i campingområdet på en af hovedvejene i en rundkreds i vores klapstole. Det var en varm dag, vi havde taget en masse ølbonger, og jeg sad med en vandpistol i hånden. Da tre karseklippede politimænd gik forbi, blev jeg så kæk, at jeg sprøjtede vand i nakken på den ene. Jeg smed pistolen med det samme. Politimændene blev rasende og prøvede desperat at finde ud af, hvem af os fulde idioter, der havde sprøjtet på dem. Pludselig blandede en tilfældig forbipasserende sig og pegede på mig: »Det var ham, der gjorde det«. Der opstod tumult. Alle råbte, og jeg opførte mig som om, at jeg var advokat på den der rigtig fulde måde og mente bestemt ikke, at de havde hjemmel til at anholde mig på grund af lidt vandsprøjteri.

Jeg blev bedt om at identificere mig selv, og jeg fortalte dem mit navn, men jeg havde ikke noget id på mig. Det eneste, der lå i min pung, var en lille klump hash. Det gjorde selvfølgelig ikke situationen bedre, men normalt koster det jo kun en bøde. Alligevel blev jeg ført ind i et salatfad med seks politimænd og kørt til stationen. Her kom jeg i arresten. Jeg faldt hurtigt i søvn i nogle tæpper på gulvet, og et par timer efter blev jeg lukket ud. Det første jeg gjorde var at hugge en cykel og cykle tilbage til festivalen. »Hvaså? Jeg er tilbage fra spjældet!« råbte jeg, da jeg cyklede ind i min camp igen.

Orange Scene på Roskilde Festival 2015.
Orange Scene på Roskilde Festival 2015.

Niels Brandt, forsanger i The Minds of 99: »Sådan er det at åbne Orange Scene«.

Det var en fantastisk oplevelse. Vi var så koncentrerede, at jeg stort set ikke huske noget som helst fra selve dagen. Kun glimt. Af mennesker så langt øjet rakte, den flaske whisky vi drak inden, og det tøj jeg havde på. Tiden op til koncerten glemmer jeg dog ikke foreløbigt.

At åbne Orange Scene er en institution i dansk musik. Det er jo Roskilde, der beslutter sig for at sætte fokus på et upcoming band ved at give dem chancen for at spille på den største scene. Det er jo en rigtig fed ting i sig selv. Men det er et tveægget sværd. De danske bands, der bliver valgt til at åbne Orange scene, er ofte kun lige slået igennem, og derfor ville de aldrig blive valgt til at spille der på andre tidspunkter i programmet.

For én enkelt dag blev vi sat op på en scene, som i bund og grund var for stor til os, og det var jo også meningen. Vi var meget ærefrygtige, og det var kæmpe stort for os. Men det, at et nyetableret band skal spille på en så stor scene, er også på en måde en kunstig situation.

Vi havde sgu respekt nok for det i forvejen, men i tiden op til koncerten var det vildt at opleve, hvor meget det også betød for andre. Vi kunne også mærke, at journalisterne gerne ville filme os være pisse nervøse i mødet med den ikoniske scene, og hele den David og Goliat-situation det var, så vi sagde nej til alt presse op til Roskilde. Vi ønskede at fokusere på koncerten. Det skulle jo ikke være peaket på vores karriere. Vi havde kun lige udgivet vores debutalbum.

Det endte jo med at gå fucking godt. Folk sagde, at det var den bedste åbning i 10 år, og vi fik fejret den festival, vi selv er kommet på siden vores tidlige teenageår med orange tøj og konfetti.

I år skal vi lukke Arena, og der kommer vi til at stå som det band, vi er, på en scene, som passer til os lige nu. Vi står der på lige fod med de andre, der spiller der. Ikke som et talent, men som et etableret band. Det er en stor cadeau.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.