Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Navneportræt

Hun går aldrig hjem som den første

Mette Østergaard tiltræder som ny chefredaktør på Berlingske til nytår. Hun har en solid erfaring som leder i mediebranchen og er kendt for at have journalistisk tæft, en robust psyke og en bemærkelsesværdig stamina.

Mette Østergaard bliver ny chefredaktør på Berlingske. (07.06.2017)
Mette Østergaard bliver ny chefredaktør på Berlingske. (07.06.2017)

Berlingske får en ny chefredaktør. Hun hedder Mette Østergaard, og hun vil sammen med ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen, udgøre Berlingskes chefredaktion.

Mette Østergaard kommer til Berlingske fra en stilling som chefredaktør for TV 2 News. Hun er netop fyldt 37 år, men har en solid erfaring som journalistisk chef. Når Mette Østergaard begynder på Berlingske, skal hun være med til at føre den 268 år gamle papiravis videre ind i en ny medievirkelighed.

»Jeg glæder mig meget til at arbejde med hele den digitale side af Berlingske og tage al den kvalitetsjournalistik, som laves, og løfte den endnu mere på de forskellige platforme, man har til rådighed. Det er så spændende en opgave, at jeg selvfølgelig ikke kunne sige nej, og jeg glæder mig meget til at komme i gang,« fortæller Mette Østergaard i et interview på b.dk i anledning af udnævnelsen.

Mette Østergaard forlod Danmarks Journalisthøjskole som uddannet journalist i 2006 og blev samme år ansat som politisk reporter på TV 2.

Da hun i 2008 – i en alder af 28 år – fik sin første journalistiske lederstilling som politisk redaktør på Politiken, vakte det opsigt. Og dette gik ikke hendes næse forbi.

»Jeg kan mærke, at min alder vækker skepsis. Alderen er det eneste, jeg ikke kan lave om på. For mig handler det om at vinde tillid og respekt gennem det daglige arbejde,« udtalte Mette Østergaard til fagbladet Journalisten i forbindelse med udnævnelsen.

Der havde på det pågældende tidspunkt været et vist gennemtræk på posten som politisk redaktør på Politiken, og Mette Østergaards første lederstilling var næppe et let job, men tillid og respekt, det fik hun.

»Sej«, »psykisk robust«, »stor arbejdskapacitet«, »fagligt dygtig« og »god til relationer« er nogle af de ord, der lyder fra journalister, der arbejdede tæt sammen med hende.

Mette Østergaard blev på Politiken frem til 2015, hvor hun blev chefredaktør for TV 2 News.

Også her er hun kendt for at være »utrolig hårdfør«, »psykisk stærk«, »meget struktureret« og »altid velforberedt«.

Festaben Østergaard

Hendes stamina bliver fremhævet i både arbejdsmæssige og festlige sammenhænge, for hun går aldrig hjem som den første og skulle være lidt af en festabe.

Det affødte således respekt, da Mette Østergaard sidste sommer viste sine kolleger på TV 2, hvordan man får tid til business såvel som pleasure. Efter et ledelsesseminar, hvor der ikke havde været megen tid til søvn, tog Mette Østergaard på Skanderborg Festival. Her festede hun igennem hele natten – med streg under hele – og tog så et tog til Kvægtorvet i Odense for at deltage i et redaktionsmøde klokken ni.

»Det virker, som om der er 30 timer i hendes døgn, mens vi andre kun har 24 timer. Mange er forundrede over, hvordan hun formår at jonglere med at være både chef, mor og meget selskabelig. Hemmeligheden må være hendes struktur- og planlægningstalent,« fortæller en af hendes kolleger fra TV 2. Mette Østergaard er også kendt for at være en sand mester i relationer og en kommunikatør, der ikke kun er god til at sælge budskaber, men også sig selv som leder.

Dameblade og stejl læringskurve

Mette Østergaard er ikke bleg for at optræde i damebladene. I efteråret fortalte hun i Eurowoman, hvordan hun som leder trækker på sin fortid som politisk journalist.

»Du skal ikke være blind for, at de bedste journalister på Christiansborg er dem, som har det bedste kildenetværk – dem, som kan få folk til at tale med sig før alle andre og fortælle, hvad der egentlig ligger bag en historie. Hvis du giver lidt af dig selv, viser, hvem du er, får du ofte noget igen. Det har jeg taget med mig i mit journalistiske arbejde og i min rolle som leder,« sagde Mette Østergaard i Eurowoman, hvor hun fortalte, at hun tror mere på en stejl læringskurve end på at læse op på alt.

Mette Østergaard tiltræder som chefredaktør til nytår. Indtil da holder hun barselsorlov. I et interview med fagbladet Journalisten giver hun følgende svar på, hvad Berlingskes læsere kan vente sig på det digitale område:

»Jeg tror, at man skal tage sit stof og se på, hvordan det kan fortælles unikt og originalt. Måske er der historier, som skal fortælles, som vi kender historiefortællingen fra Snapchat og andre digitale medier, hvor levende billeder eller grafikker er dominerende. Det kan også være longreads eller narrative longreads i flere kapitler, som kan give læserne en helt anden oplevelse.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.