Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hun får jeres bogpris - som skal gå til et helikoptereventyr

En usædvanlig krimi får Læsernes bogpris 2014. Et klart flertal af læserne har stemt på Sissel-Jo Gazans »Svalens graf«, der er en krimi med et naturvidenskabeligt plot – ligesom hendes forrige bog, »Dinosaurens fjer«.

Sissel-Jo Gazan vinder årets Læsernes bogpris. Foto: Linda Kastrup
Sissel-Jo Gazan vinder årets Læsernes bogpris. Foto: Linda Kastrup

Hvad bruger talentfulde forfattere pengene til, når de får en stor litterær pris?

De holder som regel en fest, tager ud at rejse, køber et nyt køkken eller bruger pengene til de daglige udgifter, så der er råd og ro til at skrive.

Men ikke Sissel-Jo Gazan. Hun går sine egne veje – eller som hun selv siger, »jeg har altid gået i krattet ved siden af vejen og uden kompas«.

Mandag blev hun ringet op af Berlingskes litteraturredaktør, Søren Kassebeer, som havde en glædelig nyhed. Hun får Læsernes bogpris 2014, som uddeles af Danmarks Biblioteksforening og Berlingske, med saxo.com som medsponsor. Et flertal af bibliotekernes brugere og Berlingskes læsere har stemt på Sissel-Jo Gazans roman »Svalens graf«, som var i konkurrence med bl.a. Yahya Hassans digtsamling »Yahya Hassan«, Erling Jepsens roman »Min sønderjyske farm« og Kaspar Colling Nielsens »Den danske borgerkrig 2018-24«.

»Jeg så på mobilen, at der var en, som havde ringet til mig, men jeg havde ingen anelse om, hvem det var. Så da jeg ringede tilbage og fik at vide, at jeg havde fået prisen, kom det virkelig som en overraskelse. Fuldstændig. Og jeg må nok sige, at med den liga af forfattere, jeg var oppe imod, havde jeg ikke lige set det komme. Det er helt fantastisk,« siger Sissel-Jo Gazan.

Hun er i disse dage i København, og da hun havde fået beskeden om prisen, ringede hun straks til sin mand i Berlin og til sine forældre.»Jeg råbte vist lidt højt i telefonen og var i ekstraordinært godt humør,« siger Sissel-Jo Gazan.

Helikoptercertifikat til sin mand

Prisen er på 100.000 kroner, og årets prismodtager vidste med det samme, hvad nogle af pengene skal gå til.

»De skal bruges til, at min mand kan komme til England, så han kan få et helikoptercertifikat, som han kan bruge i Europa. Han er uddannet helikopterpilot i Australien, men hans certifikat gælder ikke her, så han skal op til nogle særlige prøver. Det var det første, jeg tænkte, da jeg fik nyheden om prisen, og han blev ret glad, da jeg fortalte ham det, for han har ikke noget job lige nu,« siger Sissel-Jo Gazan.

Hun har for travlt til at fejre prisen lige med det samme. Mandag aften læste hun op af »Svalens graf« på Danmarks Tekniske Universitet, og i aftes gjorde hun det samme i Vordingborg.

»Men det kan da godt være, at jeg fejrer det med en sandwich indpakket i Vita Wrap,« sagde hun i går og grinede.

Bor i Berlin

Sissel-Jo Gazan bor i Berlin sammen med sin australske mand, Mark, sin 12-årige datter, Lola, og parrets fælles søn, Willow på to. Boligen ligger i kvarteret Mitte tæt ved den gamle Berlinmur.

»Det er ni år siden, jeg flyttede til Berlin. Jeg havde hørt, at det var en super cool by, og jeg ville egentlig bare derned et års tid, men så kom jeg bare aldrig hjem igen,« siger Sissel-Jo Gazan.

Hun elsker Berlin, fordi der sker så meget, og fordi den er en smeltedigel af forskellige mennesker, nationaliteter og kulturer. Hendes kvarter omkring Brunnenstrasse er en dejlig blanding af gammel trash og hipt, siger hun.

»Jeg kan også godt lide at være i et fremmed land, for det er det jo, selv om jeg nu føler mig hjemme i byen. Det passer mig godt med et internationalt liv med forskellige sprog. Jeg taler dansk til mine børn, engelsk med min mand og tysk uden for hjemmet – børnene går i tysk skole og børnehave,« siger Sissel-Jo Gazan, der i 2012 havde en pause i berlinerlivet, da hun var i Australien hos Mark, der har arbejdet som både olieborebisse og helikopterpilot.

»Svalens Graf« er en krimi, men skiller sig ud i krimivrimlen ved at have et plot, som bygger på naturvidenskabelige fakta. Bogen er en forlængelse af Sissel-Jo Gazans forrige roman, »Dinosaurens fjer«, og bygger lige som den på naturvidenskabelige fakta. I »Svalens Graf« drejer det sig om en WHO-godkendt børnevaccine, der viser sig at få dødeligheden blandt børn i udviklingslande til at stige. Romanen handler om Marie Skov, der arbejder på et forskerteam i Afrika og bliver involveret i en sag om forskningssnyd, mord og kærlighed. Bogen er, skrev Berlingskes anmelder Merete Reinholdt, både videnskabelig samtidsroman, psykologisk familiekrønike og begavet femikrønike.

Begge bøger er blevet bestsellere. Hvordan forklarer Sissel-Jo Gazan interessen for kombinationen af videnskab og krimi?

»Det er jo ikke klassiske krimier, men jeg bruger genrens greb til at fortælle om noget andet – i »Svalens graf« handler det om banebrydende dansk forskning, og det fascinerer folk,« siger Sissel-Jo Gazan.

Hun har skrevet de første tre sider af sin næste roman, men der kommer nok til at gå nogen tid, før vi får den at se – hun har brugt fem år på sin seneste bog.

»Jeg planlægger en bog om Aarhus og 70erne, Berlin, studenterlederen Rudi Dutschke og street art. Den kommer ikke til at handle om naturvidenskab, men jeg vil igen have en meget researchet tilgang til stoffet. Den kommer til at handle om idéhistorie og kunsthistorie. Den skal foregå i 2006 og sjovt nok handle om en kvinde midt i 30erne, der kommer til Berlin med sin datter,« siger Sissel-Jo Gazan, der hermed lægger op til en roman med stærkt selvbiografiske træk.

»Jeg tror, at jeg i en eller anden forstand altid skriver om mig selv, for ellers kan det være svært at gøre stoffet inderligt nok til, at det kan blive vedkommende for andre. Men det er ikke 1:1 selvbiografisk,« siger Sissel-Jo Gazan.

Bredt felt af nominerede

Litteraturredaktør Søren Kassebeer, siger om årets afstemning om Læsernes bogpris:

»Vi tilstræber at have så bredt et felt af nominerede titler som muligt. Vi har alt fra det brede til det smalle, og vi har både lyrik, børne-, fag- og skønlitteratur med. Det er smukt, at læserne inden for det felt vælger en vinder, som repræsenterer en genre, som måske lidt mindre end andre genrer bliver tilgodeset, når vi taler om priser, der ikke er målrettet krimi.«

Søren Kassebeer kalder samtidig Sissel-Jo Gazan for »en rigtig god storyteller«.

»Hun kan fortælle en spændende historie med nogle interessante karakterer. Samtidig er hendes bøger funderet i en viden om biologien, som hun kan øse af, fordi hun har en grundviden om naturvidenskab og det naturvidenskabelige miljø. Det gør hendes bøger til noget helt særligt.«

Læsernes bogpris overrækkes på Danmarks Biblioteksforenings årsmøde i Vejle 27. marts.

Vil du vide mere om Sissel-Jo Gazan og hendes bøger? Chat med hende live på b.dk i dag kl. 13 eller send hende dine spørgsmål på forhånd til mort@berlingske.dk

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.