Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Hun blev til sidst så nærgående, at jeg følte mig yderst genert og forlangte, at vi skulle gå ind i et andet telt«

I slutningen af 1800-tallet var »teltene i skoven«, der senere skulle udvikle sig til Dyrehavsbakken, ikke for sarte sjæle. Læs en rystet jysk degns møde med det syndige Charlottenlund.

Etablissementet »Over Stalden« på sydsiden af den skovvej, som i dag er Jægersborg Allé. Foto fra omkring 1865. København før og nu, bd. VI.
Etablissementet »Over Stalden« på sydsiden af den skovvej, som i dag er Jægersborg Allé. Foto fra omkring 1865. København før og nu, bd. VI.

»Så langsomt i sandet / vi glide afsted; / Imens ruller vandet / ved hestenes fjed.«

Det er den unge Oehlenschlæger, der tidligt i 1800-tallet tager læseren med på turen ad Strandvejen bort »fra qvalmfulde mure / til marken så huld.« Afstanden fra Østerport til skoven ved Charlottenlund var selvfølgelig den samme som i dag, men så hører al sammenligning også op.

Og skjaldens ord om hestevognens langsomme færd gennem sandet skal tages helt bogstaveligt. Strandvejen var bedst egnet til folk med god tid. Men det var der mange, der havde, og om sommeren så man en karavane af borgerfamilier i kapervogne og af ungdommelige søndagsryttere, der for en dag havde lejet en hest og nu følte trang til at vise verden, hvor David købte øllet.

Omring 1800 var »teltene i skoven« blevet en institution, hvorom man kunne mene både det ene og det andet. Og det gjorde man. Det var forlystelser med udskænkning og tribunesang på begge sider af den skovvej, som i dag er Jægersborg Allé. Skoven var åben for offentligheden, og som sagt et yderst populært mål for en søndagsudflugt. Men hvor man skulle anbringe de mange vogne og de endnu flere heste, var et godt spørgsmål.

Løjtnanten og konditorenken

Med et problem følger der imidlertid en løsning, og den havde en forhenværende løjtnant ved kavaleriet. Navnet var Wiglar, og han fik i 1823 kongelig tilladelse til at opføre et skur, hvor hestene kunne anbringes – mod betaling begribelig vis, og det blev en god forretning. Få år senere opførte han en egentlig staldbygning, tæt ved indkørslen fra Strandvejen, og samtidig opnåede han tilladelse til drive konditori i tagetagen. Navnet gav sig selv, og det var hans intention, at »Over Stalden« skulle virke tiltrækkende på »den bedre del af publikum, der ikke ønskede at besøge teltene i skoven.«

Men ak, han løb ind i økonomiske problemer og måtte overlade driften til en konditorenke. Både konditorenken og »Over Stalden« havde et godt ry, men så forsvandt både hun og den forhenværende løjtnant ud af historien. I stedet blev forretningen overtaget af en kongelig husar med det borgerlige navn Nielsen, og han opførte en helt ny bygning med stråtag og med plads til flere heste i stalden og flere gæster i udskænkningslokalet.

Det var i Niels Husars tid, at »Over Stalden« blev en del af nationens litterære arvegods, og skal man fæste lid til den jyske degn Anders Tikjøbs rejseerindringer, der udkom i 1864 med den behændige forfatter Adolf Rosenkilde som pennefører, ja, så havde konditorenkens fine etablissement skiftet karakter. Og det er hjerteskærende, hvad den fromme, jyske degn udsættes for, da han besøger Charlottenlund.

Først kom han ind »i et af de store telte, hvor netop en tysk dame var i færd med at synge en stor arie. Da aftenen var temmelig kølig, gjorde det mig ondt for hende, at hun havde så lidt på, og jeg blev ganske underlig til mode, da hun kastede et smægtende blik på mig med de ord: O! lass mich schau´n in dein Augenpaar. Hun blev til sidst så nærgående, at jeg følte mig yderst genert og forlangte, at vi skulle gå ind i et andet telt. Aldrig så snart havde jeg fået sat foden ind i teltet ved siden af, før et lignende fruentimmer tudede mig i ørene: Ich liebe deine rote Wangen.«

Anmassende kærlighedserklæringer

Og således bliver det ved. Teltene ligger tæt på hinanden, og degnen takker sin gud for, »at disse uægte nattergale, disse syngende trækfugle ikke har fundet vej til Jylland.« Han vil hjem, men først må han have en forfriskning på et sted kaldet »Over Stalden«, og hvor en stejl trappe førte ind til et langt loft, som var pakket fuldt af herrer og damer.

»Der var en så forskrækkelig hede og en så tyk tobaksdamp, at det var, ligesom jeg havde et tæt slør for øjnene, og jeg tvivlede ikke et øjeblik om, at der måtte være meget behageligere i stalden end over stalden. Dog beroligede jeg mig med den tanke, at jeg her kunne være sikker på ikke at blive antastet af disse sukkende sirener, som andre steder havde overvældet mig med deres kærligheds erklæringer.«

Troede den skikkelige mand. Men så for en ulykke! Der stod pludselig på scenen hele fire harpeslagerinder i geled. Atter er han faldet i fælden, og atter søger han at komme fri. Men, som en stedkendt forklarer ham, det er umuligt: »For når De sidder med pengeposen i hånden, bliver de alt for uimodståelig.«

Anders Tikjøb kom hjem til Jylland i god behold, men »Over Stalden« overlevede ikke i længden. Huset brændte adskillige gange, og da de såkaldte kavalerbygninger ved Charlottenlund Slot blev opført omkring 1880, blev det navnkundige sted flyttet over på den modsatte side af vejen. Atter en brand og atter en genopbygning, og nu uden hestestald. Men navnet blev hængende, indtil Skovriderkroen i 1936 blev opført på grunden. Da var teltene i skoven væk for længst. Det samme var sangerinderne. Livet i Charlottenlund var i det hele taget ikke, hvad det havde været.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.