Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Historien om et cykelløb

Ruten i den 100. udgave af Italiens store landevejsløb, Giro d’Italia, er fyldt med hyldester til mange af de store personligheder, der har præget løbet.

»Kannibalen« Eddy Merckx dominerede i vanlig stil Giro d'Italia i 1969 - lige indtil han blevet taget for doping og smidt ud af løbet iført den lyserøde førertrøje. En skandale, der gentog sig 30 år senere, da Marco Pantani led samme skæbne. Foto: Keystone-France/Gamma-Keystone
»Kannibalen« Eddy Merckx dominerede i vanlig stil Giro d'Italia i 1969 - lige indtil han blevet taget for doping og smidt ud af løbet iført den lyserøde førertrøje. En skandale, der gentog sig 30 år senere, da Marco Pantani led samme skæbne. Foto: Keystone-France/Gamma-Keystone

I øjeblikket kæmper 219 cykelryttere indædt om at vinde den hæder, der følger med at bære den lyserøde førertrøje i jubi- læumsudgaven af Giro d’Italia. Ruten er lagt, så der bliver rig anledning til at mindes de mange store stjerner, der har sat deres præg på løbet i dets 100 år lange historie. Her på siderne præsenterer vi fem udvalgte etaper, der hver fortæller en del af historien om Giro d’Italia.

9. etape i Giro d’Italia – 14. maj
139 kilometer fra Montenero de Bisaccia til Blockhaus

Hvad kan vi forvente af denne etape?

En af de korte, men intense, bjergetaper, som er blevet så populære i nyere tid. Ruten består af omtrent 100 kilometers opvarmning til dagens store afslutning på bjerget Blockhaus midt i Appenninerne. Dagen slutter med 26 kilometers stort set uafbrudt klatring, og selv om etapen ender seks kilometer fra toppen på grund af pladsmangel, er den absolut ikke nem.

De sidste ti kilometer har en gennemsnitlig hældningsprocent på 9,4 – men et maks. på hele 14 procents hældning.

Historien bag etapen

Bjerget Blockhaus optrådte første gang i den 50. udgave af Giro d’Italia, der blev kørt i 1967. Etapen kom dengang som løbets 12. etape og var markant anderledes end dette års udgave. Efter tre brutale stigninger og syv udmattende timer i sadlen ankom rytterne endelig til dagens sidste prøvelse.

Det italienske stortalent Italo Zilioli – der tre år i streg var endt som løbets samlede toer – tog resten af favoritterne på sengen, da han satte et voldsomt angreb ind få kilometer fra mål, som end ikke den lyserøde førertrøje kunne svare på.

Faktisk var der blot en enkelt rytter, der kunne følge Ziliolis skrappe tempo på den stejle bjergside. Det 21-årige belgiske sprintertalent Eddy Merckx sad til alles overraskelse stædigt på hjul af Zilioli. Merckx havde inden da vist lovende takter som sprinter, blandt andet ved to gange at vinde klassikeren Milan–San Remo. Ingen havde dog forudset, at han skulle blande sig i kampen om at vinde på de store bjerge allerede i sin første Grand Tour.

Med en enkelt kilometer til mål efterlod Merckx sin konkurrent i støvet, og han kunne dermed køre soloridt helt til tops. Det blev hans første af talrige sejre i de lange etapeløb.

Blot to dage senere triumferede han på en flad sprinteretape for lige at cementere sin status som sportens mest alsidige rytter. Det er ikke for sjov, at hans konkurrenter gav ham tilnavnet »Kannibalen«. Hans umættelige og grådige jagt på sejre gjorde ham upopulær blandt både fans og konkurrenter, men også til sportens mest vindende nogensinde. I løbet af sin karriere vandt Merckx ikke færre end 445 cykelløb – heriblandt 24 etaper af og fem samlede udgaver af Giro d’Italia.

Han vandt dog ikke løbet i 1967, da han døjede med sygdom og tabte adskillige minutter på løbets afgørende bjergetaper i Dolomitterne. Resultatet blev en samlet 9. plads, men året efter vendte han frygteligt tilbage og satte alle på plads ved både at vinde bjergkonkurrencen, sprintkonkurrencen og det samlede løb.

11. etape i Giro d’Italia – 17. maj
161 kilometer fra Ponta a Ema i Firenze til Bagno Di Romagna

Gino Bartali krydser her Col du Galibier ifærd med at vinde sin første Tour de France i 1938. De ti år mellem hans to sejre i løbet er stadig en rekord den dag i dag. Foto: AFP
Gino Bartali krydser her Col du Galibier ifærd med at vinde sin første Tour de France i 1938. De ti år mellem hans to sejre i løbet er stadig en rekord den dag i dag. Foto: AFP

Hvad kan vi forvente af etapen?

Denne kuperede etape kommer dagen efter løbets første enkeltstart, der stadig vil sidde i benene på flere af favoritterne. Det ligner umiddelbart en etape i lykkeriddernes tegn, da stigningerne er mange og lange – men ikke enormt stejle. Vinderen skal sandsynligvis findes i det udbrud, der får lov til at stikke af på dagen.

Historien bag etapen

Den 11. etape i den 100. udgave af Giroen starter med en hyldest til Gino Bartali – tredobbelt vinder af Giroen samt dobbelt vinder af Tour de France. Han blev både født og døde i den lille landsby Ponta a Ema.

Bartalis lange karriere strakte sig på begge sider af Anden Verdenskrig. Hans stærke katolske tro gav ham tilnavnet »Il Pio« – den fromme. Hvor mange andre italienske sportsstjerner inden krigen dedikerede deres sejre til Mussolini, gjorde Bartali det klart, at han kørte for paven.

Der er senere blevet dokumenteret, hvordan Bartali mindst fyrre gange smuglede vigtige dokumenter for den italienske modstandsbevægelse, blandt andet ved at gemme dem i stellet på sin cykel. Dermed hjalp han hundredvis af jøder med at undslippe de nazistiske koncentrationslejre. For det modtog han posthumt en ærestitel af den israelske regering i 2013.

Cykelsporten har altid været præget af myter og anekdoter. En af de i særklasse gode historier er, at Gino Bartali var manden, der reddede Italien fra at komme på randen af borgerkrig i 1948. Landets politiske klima var kommet på kogepunktet, da lederen af Italiens kommunistparti, Palmiro Togliatti, blev udsat for et attentatforsøg, efter at hans parti opnåede en tredjedel af stemmerne ved landets første demokratiske valg.

I de følgende dage var Togliattis skæbne uvis, og flere steder frygtede man, at der ville udbryde voldelige optøjer. Historien går på, at landets premierminister – den kristendemokratiske Alcide De Gasperi – i afmagt greb telefonrøret og ringede til Gino Bartali, der var i færd med at køre Tour de France.

»Gino, vi har brug for dig,« skulle han have sagt.

Bartali fik besked på at levere en stor triumf, der kunne fjerne fokus fra de politiske uroligheder i hans hjemland. Der var dog det problem, at Bartali på det tidspunkt var i sin karrieres efterår og faktisk lå hele 20 minutter efter den gule førertrøje. Han havde sågar overvejet at udgå af løbet. Ikke desto mindre lovede han De Gasperi at vinde Touren.

Den næste etape gik fra Cannes til byen Briancon i de høje Alper. Det tog Bartali hele 10 timer, 9 minutter og 28 sekunder at gennemføre den 274-kilometer lange distance, men det var en overlegen sejr. Løbets førende rytter trillede først i mål 18 minutter senere, og Bartali vendte fuldstændig situationen fra bidende nederlag til suveræn triumf. Da løbet sluttede, havde han næsten en halv time ned til sin nærmeste konkurrent.

12. etape i Giro d’Italia – 18. maj
229 kilometer fra Forlì til Reggio Emilia

Hvad kan vi forvente af etapen?

Med sine 229 kilometer årets længste etape. På trods af distancen ligner det en relativt nem sag med to overskuelige stigninger i den første halvdel af løbet. Efter stigningerne vil feltet have 96 flade kilometer til at jagte udbrud på. Det vil være en overraskelse, hvis det ikke bliver en etape for sprinterholdene.

Historien bag etapen

Etapen starter i byen Forlì – byen, hvor Giroens grundlægger, Tullo Morgagni, blev født. Morgagni døde i 1919 som kun 38-årig, da han styrtede ned med et fly på hjem fra Venedig, men hans indflydelse på sporten er svær at overvurdere. Foruden Giro d’Italia var han med til at starte Giro di Lombardia og Milan-San Remo, der i dag har status som to af cykelsportens fem monumenter – de største og mest prestigefyldte endagsløb.

I 1908 arbejdede han i Milano på sportsavisen La Gazetta dello Sport, da han fik et tip om, at det konkurrerende dagblad Corriere della Sierra var ved at stable et stort italiensk etapeløb på benene i stil med det nystartede Tour de France. Den følgende dag sendte han i al hast et telegram til Gazattaens ejer, Emilio Camillo Costamagna, og bladets cykelredaktør.

»Gazettaeen må hurtigst muligt arrangere en Giro d’Italia. Kom straks til Milano,« lød beskeden. I Frankrig var det nemlig ligeledes en rivalisering blandt to sportsaviser, der havde ført til Tour de Frances fødsel i 1903. Det var ikke faldet heldigt ud for den tabende part, avisen Vélo, der måtte lukke og slukke i 1904.

Dagbladene havde monopol på at levere historier til de nyhedshungrende sportsfanatikere, så cykelløbene var en fantastisk måde at sælge aviser på.

På trods af en skrantende økonomi kom Gazettaen først i mål med at arrangere en Giro d’Italia. Kl. 02.53 natten til 13. maj 1909 lød startskuddet til den første udgave af Giroen. Årsagen til denne meget tidlige afgang var ruten på ekstreme 397 kilometer, der udgjorde dagens etape. Ikke desto mindre var løbet en bragende succes, og i Gazzettaen kunne man dagen derpå læse følgende reportage:

»En uforglemmelig nat. Hele Milano var oppe, klappede i hænderne og trampede i jorden. Hvilken glæde. Længe leve italiensk cykling!«

Siden har La Gazetta dello Sport og Giro d’Italia hængt uløseligt sammen. Ikke mindst i form af løbets lyserøde førertrøje, der er inspireret af Gazzettaens karakteristiske farvede avissider.

14. etape i Giro d’Italia – 20. maj
131 kilometer fra Castellania til Oropa

Marco Pantani lider under den bagende sol for at forsvare den lyserøde førertrøje på Oropa i 1999.Foto: Pascal Pavani
Marco Pantani lider under den bagende sol for at forsvare den lyserøde førertrøje på Oropa i 1999.Foto: Pascal Pavani

Hvad kan vi forvente af etapen?

Ligesom med etapen til Blockhaus er der tale om en kort etape koncentreret omkring en afsluttende kraftanstrengelse opad. Denne gang drejer det sig om den berømte Oropa-stigning. Selv om stigningen er stejl mod slutningen, er det ikke en af støvlelandets sværeste. Med større udfordringer lurende forude bliver etapen sandsynligvis afgjort på stregen blandt et felt af favoritter.

Historien bag etapen

Denne etape er dedikeret til ikke færre end to af italiensk cykelsports største stjerner. Ruten starter i Castellania, hvor Fausto Coppi blev født, og slutter – som nævnt – på stigningen Oropa, hvor Marco Pantani vandt en formidabel sejr i 1999. Da ruten for den 100. udgave af Giro d’Italia blev præsenteret, fremhævede arrangørerne Oropa som årets »Montagna Pantani« – en årlig hæder til »Il Pirata«, der på tragisk vis døde i 2004.

At fremhæve netop Oropa og sejren i 1999 virker dog som en hyldest tilsat mere end en enkelt dråbe malurt. Året forinden havde Pantani gjort det umulige, da han vandt både Giroen og Touren, og den klejne italiener var i sit livs form. Han så ud til at have løbet i sin hule hånd, da han havnede i en prekær situation. Pantani blev ramt af et teknisk uheld 10 kilometer fra målet på Oropa, og holdet måtte kæmpe for at aflevere ham ved stigningens bund, mens hans konkurrenter angreb den førende rytter i løbets front. Det rørte ikke Pantani, der kørte dem ind en ad gangen. Alle 49. Det tog ham blot 17 minutter fra top til bund, og det er stadig rekorden for den hurtigste opkørsel på Oropa. Da dagen var omme, havde Marco Pantani ikke blot forsvaret løbets lyserøde førertrøje. Han besad også den grønne bjergtrøje og erobrede på 19. etape den lilla pointtrøje i en uhørt magtdemonstration. Pantani virkede kort sagt usårlig.

Det hele smuldrede dog blot to dage før finalen i Milano. Om morgenen 5. juni blev Pantani som så mange gange før testet af dopingmyndighederne. Denne gang viste hans blod imidlertid et sygeligt højt hæmatokrit-niveau på 52,5 procent, og han blev traks idømt 14 dages karantæne.

Det udviklede sig til en større skandale, hvor hele hans hold, Mercatone Uno, trak sig fra løbet i protest mod behandlingen af deres kaptajn. Pantani selv kom sig aldrig over eksklusionen, der føltes som en kniv i hjertet, og det blev begyndelsen på den store nedtur, der kulminerede med hans død på et hotelværelse i Rimini fem år senere.

16. etape i Giro d’Italia – 23. maj
222 kilometer fra Rovetta til Bormio

Den 33-årige Fausto Coppi i færd med at knuse sin schweiziske rival Hugo Koblet på Stelvio. Foto: Farabola/LeemageCatus
Den 33-årige Fausto Coppi i færd med at knuse sin schweiziske rival Hugo Koblet på Stelvio. Foto: Farabola/LeemageCatus

Hvad kan vi forvente af denne etape?

Der er så godt som intet fladt terræn i vente hele dagen, og rytterne skal over to af Italiens mest kendte bjergpas. Først Passo del Mortirolo inden bjerget Stelvio venter med sine 2.758 højdemeter. Dagens sidste stigning er ny i Giroen. Umbrailpass – den nordlige, schweiziske side af Stelvio. Endelig slutter dagen med en yderst teknisk nedkørsel, inden rytterne når byen Bormio. Denne etape kan afgøre, hvem der vinder – eller taber – Giroen.

Historien bag etapen

Fem år efter Fausto Coppis død i 1960 indførte Giro d’Italia en særlig pointpræmie til den første rytter, der krydser løbets højeste bjerg. Siden er præmien blevet givet på 17 forskellige bjerge, men den originale »Cima Coppi« vil altid være Stelvio.

Italiens højeste bjergpas optrådte første gang i Giroen i 1953, og med sine 48 hårnålesving har det været en del af løbets mytologi lige siden. I dag er vejen ganske vist belagt med asfalt, men da rytterne første gang krydsede tinden, måtte de trodse sne og bidende kulde på stejle grusveje.

Den schweiziske rytter Hugo Koblet sad ganske sikkert i løbets lyserøde førertrøje, da løbet på næstsidste etape skulle over Stelvio. Dagen forinden havde den aldrende firedobbelte vinder Fausto Coppi gang på gang forsøgt at knække den stædige schweizer, men han kunne simpelthen ikke ryste ham af sig. Efter sigende skulle de to have indgået en studehandel inden afslutningen: Coppi kunne tage etapesejren, hvis han til gengæld lovede ikke at angribe førertrøjen på Stelvio.

To år forinden var Hugo Koblet blevet den første udlænding til at vinde det store italienske løb, og nu så det ud til, at han ville gøre det igen. Coppi kom dog på bedre tanker, da han hørte, at den kæphøje Koblet havde blæret sig med, at han kunne være kørt med sejren dagen inden, men i stedet havde valgt at give sejren til den gamle mester.

Halvvejs oppe af stigningen kørte Coppi hen til det italienske talent Nino Defilippi og nævnte, at det ville være godt for hans karriere at sætte et angreb ind. Da den unge rytter straks stak af, fulgte Coppi med vilje ikke med i hans tempo. I stedet ventede han, til Koblet satte et kontraangreb ind, hvilket i Coppis øjne annullerede deres ikke-angrebspagt. Herefter satte han selv et altødelæggende angreb ind, der endegyldigt knuste schweizerens vinderchancer. Coppi krydsede Stelvio mere end fire minutter foran Koblet, og dagen efter vandt han sin femte og sidste Giro d’Italia.

Med til historien hører naturligvis, at brug af doping endnu ikke var ulovlig. Først efter adskillige dopingrelaterede dødsfald blev der i 1960erne indført streng kontrol. Fausto Coppi var altid meget åben omkring sin brug af doping – han var især glad for amfetamin, eller »La Bomba« som han kaldte stoffet. I et kendt interview fra 1950erne blev han blandt andet spurgt direkte, om han tog »La Bomba«.

Coppi svarede: »Ja, når det er nødvendigt.«

Opfølgende spørgsmål:

»Og hvornår er det så nødvendigt?«

»For det meste hele tiden,« lød svaret fra den storgrinende Coppi.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.