Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Historien om Blur - da britisk musik genvandt selvtilliden

I anledning af, at Blur på mandag udsender deres første album i 12 år, »Magic Whip«, fortæller vi deres historie i kondenseret form – en musikalsk rejse, der strækker sig fra middelklasse-døsige Colchester til skyskraber-højborgen Hong Kong.

Det britiske britpop-band med medlemmerne (fra venstre) Alex James, Dave Rowntree, Damon Albarn and Graham Coxon var samlet på den røde løber til BRIT Awards i 2012 i London.
Det britiske britpop-band med medlemmerne (fra venstre) Alex James, Dave Rowntree, Damon Albarn and Graham Coxon var samlet på den røde løber til BRIT Awards i 2012 i London.

Historien om Blur begynder med en sviner.

»Dine brogues er uægte. Mine er de rigtige med den tykke sål. Dine er grimme.« Den første ordveksling mellem Damon Albarn og Graham Coxon er ikke videre kærlig. Tværtimod. Den frembrusende og selvbevidste Albarn, klandrer den sky og nørdede Coxon for at gå i forkerte sko.

Mødet mellem de to 12-årige drenge finder sted i 1980 på Stanway Comprehensive School i den døsige middelklasseby Colchester – en times kørsel nordøst for London. Forinden har Coxon dog allerede lagt mærke til Albarn, da han har set ham optræde med en sang fra »West Side Story« ved en skolekoncert.

Førstehåndsindtrykket er, at han er stærk på en scene, men samtidig også en opblæst blærerøv. En opmærksomhedsmagnet. Albarn er også tilflytter fra London. En out­sider, hvis forældre arbejder med kreative fag. Ikke just hverdagskost i gråmelerede Colchester.

Kort efter bliver de to dog venner, da Damon mangler en saxofonist i sit band. Den tjans påtager den musikalske Coxon sig. Et langt, men også turbulent, venskab, er født. Og de første frø til en af den britiske musikhistories største successer er sået.

Våd USA-tur

I 1988 bliver Coxon, der i mellemtiden har skiftet saxofonen ud med guitaren, studiekammerat med bassisten og bohemen Alex James på det prominente London-college Goldsmiths. Han introducerer Alex for Damon, og kort efter har de tre et band på tegnebrættet. Sidste brik falder på plads, da trommeslageren Dave Rowntree støder til.

De kalder sig Seymour og spiller i begyndelsen en ret prætentiøs artrock. Efter nogen tids rumsteren i undergrunden får de tilbudt en pladekontrakt med Food Records, men kun på betingelse af, at de skifter bandnavn. De vælger det mindst ringe på den liste med forslag, som pladeselskabet udleverer til dem, Blur.

Debutalbummet »Leisure« udkommer i 1991. Selskabet presser dem til at strømline deres lyd efter tidens baggy-scenes dansable guitarmusik, som Happy Mondays og The Stone Roses er førende eksponenter for. Udspillet opnår moderat succes på hitlisterne.

Blurs manager ødsler dog al indtjening væk, og for at redde økonomien tager de på en lang USA-turné, hvor alkoholindtaget er lige så stort, som publikumsfremmødet er småt. Særligt Coxon tager for sig af de våde varer. Det opslidende USA-eventyr slår de første buler i gruppen.

Dyrker engelskheden

Hjemme igen er Albarn desillusioneret over amerikaniseringen, der dominerer tidens musikkultur. Herunder Seattle-grungen, som han afskyr. Han føler et stærkt behov for at dyrke sin engelskhed, med alt hvad det indebærer af arketypisk anglofil æstetik. Inspirationen kommer fra 1960ernes mod-kultur og grupper som The Small Faces, The Who og i særdeleshed The Kinks. Vi taler Fred Perry-polotrøjer, Dr. Martens-støvler, cockney-accent osv. Britisk popmusik må genvinde sin selvtillid, mener Albarn. Han overbeviser bandkammeraterne, og de indspiller »Modern Life Is Rubbish«, som udkommer i 1993. En samling jordnære, iørefaldende sange om og for almindelige gennemsnits­englændere. Britpoppen er født.

Året efter udsender de »Parklife«, der går direkte til tops på den britiske hitliste. Nu rykker det for alvor. Her forfiner Blur formsproget fra forgængeren. Samtidig kommer Manchester-gruppen Oasis på banen med debutalbummet »Definitely Maybe«. Konkurrencen om britpoptronen skærpes. Britisk musik er tilbage i højeste gear som trendsættende eksportvare. Man taler ligefrem om »Cool Britannia«.

Da begge grupper i august 1995 skal udsende førstesingler fra deres respektive kommende album, »The Great Escape« og »(What’s The Story) Morning Glory?«, har en person i Blur-lejren rykket udgivelsesdatoen, så singlerne udkommer samme dag. Hitlistekapløbet blæses op i musikmedierne NME og Melody Maker, der døber tvekampen for »The Battle of Britpop«. Det gøres til en klassekamp mellem de sofistikerede London-middelklassedrenge i Blur og de arbejderklasseautentiske Manchester-lads i Oasis.

Blur vinder første runde, da »Country House« snupper førstepladsen på singlehitlisten foran Oasis’ »Roll With It«, men på den lange bane sælger Manchester-drengenes album væsentlig bedre end »The Great Escape«.

Rivaliseringen fortsætter ufortrødent. Begge bands smider hyppigt verbale stikpiller efter modparten i interview. Spydighederne kulminerer, da Oasis’ Noel Gallagher udtaler, at han vil ønske, at Damon Albarn og Alex James måtte dø af AIDS.

Britpop, nej tak!

I 1996 er medlemmerne, især Coxon, dødtrætte af britpopræset. Han føler sig sat i bås og mener, at Blur bør genopfinde sig selv. Resten af bandet følger trop. Så da de udgiver det selvbetitlede album i 1997, har deres lyd mere til fælles med krøllede amerikanske lo fi-navne som Sebadoh og Pavement end den kontemporære britiske scene. Albummet er en regulær musikalsk genfødsel. Grunge-pastichen »Song 2« bliver sågar deres største hit i USA.

På det personlige plan er Blur ved at gå op i limningen. Coxons alkoholindtag er ude af kontrol, mens Albarn både har problemer med heroin og i det skrantende forhold til kæresten, Elastica-sangerinden Justine ­Frischmann. Forholdet slutter endeligt i 1998. Bruddet inspirerer flere af sangene på det efterfølgende album, den stærkt eksperimenterende og yderst personlige »13« fra 1999.

Samtidig forværres også forholdet mellem Coxon og resten af gruppen. Alkoholismen gør ham til en utilregnelig samarbejdspartner, som har svært ved at møde op til aftaler. Myreflittige Albarn tager derfor et musikalsk frikvarter med tegneseriebandet Gorillaz, som bliver en kæmpesucces.

Blur mødes igen for at indspille »Think Tank« i 2002. Her disintegrerer forholdet til Coxon endeligt. Han forlader gruppen i vrede og bidrager kun på ét nummer på det jam-baserede album, der er heftigt influeret af elektroniske eksperimenter og Albarns nyfundne interesse i afrikansk musik.

Oven på den efterfølgende turné skilles medlemmerne for en længere periode. Albarn fortsætter sin musikalske leg i Gorillaz og andre projekter. Alex James finder ro med kone, børn, gård og osteproduktion, efter en årrække som fast del af Londons jetset-miljø, mens Dave Rowntree går ind i politik for Labour-partiet. Coxon får med tiden has på sit alkoholmisbrug og udgiver flere soloalbum.

I 2007 tør forholdet mellem Albarn og Coxon op. De mødes. Stridsøksen er begravet. De to gamle venner har savnet hinanden. Blur-genforeningen bliver i første omgang kun for en kort bemærkning i 2009, hvor de fire medlemmer samles til en mindre turné, der kulminerer med to koncerter i Hyde Park. Siden turnerer de igen i 2012 og 2013.

I foråret 2013 bliver en koncert på en japansk festival aflyst. Blur strander i Hongkong, hvor de bruger ventetiden kreativt. Over fem dage indspiller de, hvad der bliver skitserne til »Magic Whip«, deres første album i 12 år. Et album, som de gør endeligt færdigt i januar i år.

»Magic Whip« udkommer på mandag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.