Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Her er udstillingen alle cykelentusiaster bør se

Gennem de senere årtier har cyklerne fået en renæssance – også i Storbritannien. Udstilling på Londons designmuseum giver bud på hvorfor. Og viser, hvordan industrielle designere tegner cykler til den moderne storbykultur.

Cykling er blevet en del af en moderne storbylivsstil. (Pressefoto)
Cykling er blevet en del af en moderne storbylivsstil. (Pressefoto)

Det hører til sjældenhederne at se besøgende på museer iført farvestrålende, kropsnært cykeltøj og de rigtige cykelsko klaprende hen over gulvet.

Men på Londons designmuseum burde det ikke overraske. Museet viser netop nu en udstilling med titlen »Cykelrevolutionen« – og spor af cykelhjul leder pædagogisk gæsterne fra indgangen op ad trappen til udstillingssalen. Man kan ganske enkelt køre langs Themsen, sætte sin cykel fra sig og gå ind og blive klogere på cyklens betydning i det moderne storbysamfund.

Udstillingen, der kan ses frem til den 30. juni, handler om de seneste 25 års cykelkultur med fokus på Storbritannien, men også med udsyn til andre dele af verden.

Det betyder ikke, at udstillingen ikke rummer guf for cykelentusiasten, der går op i modeller og årgangscykler. Her er cykler, der er blevet kørt af berømte sportsudøvere, eksklusive cykelmærker og håndbyggede cykler. Den hype, der er omkring cykler og cykeludstyr, er sammen med cykelløbene netop med til at fremme interessen for cykling generelt, og udstillingen har selvfølgelig også blik for de rigtige cykeltasker, guidebøger til berømte cykelbyer som København og en kogebog for cyklister.

Cykling har ændret sig fra at være et praktisk spørgsmål om persontransport til også at være en del af den bevægelseskultur, der for mange er et udtryk for moderne storbyidentitet. Dels er cykling en del af tidsånden og vores på samme tid ensartede og individuelle selviscenesættelse. Dels er cykling sundt, reducerer trængslen i byerne og mindsker luftforureningen.

I 1992 vandt den engelske cykelrytter Chris Boardman guld under de olympiske lege i Barcelona. Det gjorde han på en Lotus 108, og ikonet er da også at finde på udstillingen.

Cykelkultur er blevet en del af en moderne storbylivsstil. Pressefoto

Til den rigtige cykel hører også det rigtige udstyr. Pressefoto

Budcyklen har fået et comeback – i nye udformninger. Pressefoto
Cykelkultur er blevet en del af en moderne storbylivsstil. Pressefoto Til den rigtige cykel hører også det rigtige udstyr. Pressefoto Budcyklen har fået et comeback – i nye udformninger. Pressefoto

Det var netop cykelsporten og Boardman, der ifølge udstillingen blev en af grundene til, at også briterne steg på cyklen – længe efter førende cykelnationer som for eksempel Danmark og Holland. Men London vokser, og med væksten stiger også trængslen. Byen er endda sluppet af sted med at indføre en slags betalingsring – congestion charge – på hverdage mellem klokken syv og 19, og det afholder effektivt nogle af dem, der ikke har råd til at betale omkring 110 kroner pr. gang, fra at køre ind til det centrale London i bil.

Hvad end det er kendte cykelrytteres bemærkelsesværdige bedrifter, hensynet til motion og sundhed eller prisen for at køre i bil i London, der er årsagen, er antallet af dem, der dagligt bruger cyklen, blevet fordoblet i London og de større byer over de sidste ti år. Alligevel er antallet af dagligt cyklende i Storbritannien stadig kun fire procent. Til sammenligning er tallet for Holland 43 procent og for Danmark noget tilsvarende – af en artikel i Berlingske den 14. april fremgik det, at »63 procent af københavnerne pendler hver dag på cykel.«

For Londons vedkommende – og for New Yorks – skal man måske heller ikke være blind for, at begge byer har inviteret den danske arkitekt, Jan Gehl, der er en slags verdensmester i byforandring, til at komme og give gode råd. Det er i den forbindelse slående, hvordan for eksempel New York – en by decideret bygget til biltrafik – er ved at få en levende cykelkultur på baggrund af forslag fra Jan Gehl.

Udstillingen i Londons Design Museum deler cyklisterne op i fire grupper: High performers, thrill seekers, urban riders og cargo bikers. Eller med danske termer: Professionelle cykelryttere. Dem, der cykler på BMX og lignende. Almindeligt cyklende. Og så dem, der transporterer varer rundt på en ladcykel eller lignende.

Cykling er blevet en del af en moderne storbylivsstil. Pressefoto
Cykling er blevet en del af en moderne storbylivsstil. Pressefoto

Navnlig den sidste gruppe er interessant præsenteret på udstillingen, for egentlig er det en ældre måde at transportere sig selv, sit værktøj eller sine varer på. Tidligere var der mange budcykler i byerne. Der var post, der skulle ud, og der var mælkemænd, købmandsbude, skorstensfejere osv., der transporterede sig selv, deres værktøj og deres varer på cykel. Men på grund af nytænkning i maker- eller iværksætterkulturen med mange, meget små, højt specialiserede foretagender er budcyklen ved at vende tilbage. Både som en billigere måde at transportere varer rundt til handlende og private og som en integreret del af virksomhedens image.

Christianiacyklen fra Danmark er selvfølgelig at finde på udstillingen – men både fine, gamle britiske cykelfirmaer og unge designvirksomheder arbejder med at fremstille smarte og praktiske cykler til transport af både den cyklende selv og flere genstande, end der kan være i en traditionel cykelkurv.

Interessant var også at opleve, hvordan der var indrettet et arbejdende værksted på museet. Det er der ikke i hele udstillingsperioden – men det skal nu omtales alligevel:

Det drejer sig om de berømte Bamboo Bicycles, der er fremstillet af bambus. Bambus er, hævdes det, lige så stærkt et materiale som stål og kan bruges til at bygge cykelstel. Low tech og high tech kombineres, når man ser, hvordan en 3D-printer fremstiller nogle af cyklens dele (pedaler, tandhjul og den slags), og hvordan bambussen ser ud i forskellige stadier af sit liv.

Det tager otte år, fremgik det, før en bambus har vokset sig så stor og så stærk, at den kan bruges til en cykel. Så hvis man planlægger at få et barn og give det en bambuscykel ved skolestart, er det nu, man skal gå i gang.

Budcyklen er tilbage i bybilledet - i nye udgaver. Pressefoto
Budcyklen er tilbage i bybilledet - i nye udgaver. Pressefoto

I øvrigt er det lidt vemodigt at besøge Londons designmuseum. Det er sidste udstilling i det hvide, bauhauslignende pakhus ved Themsens bred. Men når museet lukker, er det, fordi det har været en så stor succes, at det flytter til en bygning i Kensington med tre gange så meget plads. Blandt initiativtagerne til museet, der siden åbningen i 1989 har haft mere end fem millioner besøgende, er designeren, forfatteren og restauratøren Terence Conran og journalisten og designeksperten Stephen Bayley.

Fakta

  • Hvad: Temaudstillingen Cykelrevolutionen
  • Hvor: London Design Museum, 28 Shad Thames
  • Hvornår: Dagligt 10-18 (men man skal komme senest 17.15). Til 30. juni

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.