Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Her blev tyve og andet rakkerpak underkastet tortur

Læs om dengang, man i København forhørte mistænkte forbrydere med »Den polske buk«, der var en samlebetegnelse for smertefremkaldende værktøjer, som kunne tages i brug: fra anbringelse af tommelskruer på ekstremiteter over rulning med bar ryg på flintesten til stramning af et reb omkring panden.

Stokhuset ved Østervold, hvor Inkvisitionskommissionen gennemførte pinlige forhør i stuen, og hvor der var militær arrest i kælderen. Bygningen, som blev opført i begyndelsen af 1700-tallet, blev revet ned i 1938, og kun navnet Stokhusgade giver nu mindelser om den uhyggelige institution.
Stokhuset ved Østervold, hvor Inkvisitionskommissionen gennemførte pinlige forhør i stuen, og hvor der var militær arrest i kælderen. Bygningen, som blev opført i begyndelsen af 1700-tallet, blev revet ned i 1938, og kun navnet Stokhusgade giver nu mindelser om den uhyggelige institution.

Inkvisitionskommissionen var navnet på en institution i hovedstadens retsvæsen, som eksisterede i 150 år, som alle kendte engang, og som alle nu har glemt. Den blev oprettet i 1686, og man kunne jo forledes til at tro, at det drejede sig om en uskyldig administrativ syltekrukke, hvor jurister og andet godtfolk blev anbragt for at få tiden til at gå. Det var ingenlunde tilfældet.

Sagen var den, at talrige tyvebander med velorganiserede hælercentraler i årevis havde plaget hovedstadens befolkning, og nu måtte der tages probate midler i brug for at komme den stadigt voksende berigelseskriminalitet til livs. I byen havde man indtil flere civile domstole, hvor lærde jurister behandlede de kriminalsager, der blev rejst, men de havde vist sig at være såre ineffektive, når forhærdede forbrydere tøvede med at få tungen på gled eller ligefrem nægtede at bekende deres brøde.

Inkvisitionskommissionen blev derfor ikke organiseret som en domstol, hvor advokater kunne jonglere med prokuratorkneb for at lade en forbryder slippe for straf. Den var et forhørskammer, og den fik midler stillet til rådighed, som var fremmende for en hurtig og effektiv sagsbehandling.

Politiet så stort på loven

Ganske vist hed det i Danske Lov, at »ingen skal pinligen forhøres, uden at han tilforn er dømt til døde«, men lovens ord skulle tydeligvis ikke tages så bogstaveligt, at det besværliggjorde kommissionens arbejde. Tortur blev anvendt, når kommissionen fandt det hensigtsmæssigt, og den havde kongens tilladelse til at benytte sig af pinlige forhør i tre forskellige grader alt efter sagens karakter.

»Den polske buk« var en samlebetegnelse for diverse smertefremkaldende værktøjer, som kunne tages i brug: fra anbringelse af tommelskruer på ekstremiteter over rulning af delinkventen med bar ryg på flintesten til stramning af et reb omkring panden. Sidstnævnte »rosenkrans« var forsynet med et antal knuder, som ved rebets stramning havde sin virkning.

Da man kom et stykke ind i 1700-tallets mere oplyste tidsalder, forkastede man disse barbariske forhørsmetoder til fordel for en mere skånsom behandling af arrestanten med kat, tamp eller tyrepisk – igen alt efter opgavens karakter og sværhedsgrad. Dog var tyren forbeholdt kvindelige misdædere.

I spidsen for kommissionen stod fra begyndelsen en kaptajn, og desuden var den bemandet med en halv snes løjtnanter fra byens regimenter, men det var en auditør, som havde den vigtigste rolle. Han forestod den verbale del af afhøringen, men ikke den korporlige, og han var både anklager, forsvarer og dommer i sager, hvor der skulle afsiges dom. Egentlig løn fik han ikke for sin møje, men undertiden et mindre honorar, som blev bragt til veje gennem salg af konfiskerede tyvekoster.

Det lignede med andre ord en militær institution, og det havde sin forklaring. For det var i begyndelsen helt overvejende de mange dårligt lønnede soldater og deres endnu flere familiemedlemmer, som gav kommissionen noget at rive i. Det var hvervede krigere fast forankret på samfundsstigens nederste trin – ofte af fremmed herkomst og uden overdreven respekt for den private ejendomsret. Kort sagt folk, som i fredstid nok kunne give anledning til et problematisk naboskab.

Og derfor var det, Inkvisitionskommissionen kom ind i billedet. Den trådte sammen efter behov, og når auditøren havde tid, og det foregik meget praktisk altid i Stokhuset ved Østervold.

Forhørskammer i kælderen

I kælderen under kommissionsstuen lå nemlig den militære arrest, hvor de anholdte ventede på at komme i forhør – syv rum med plads til op imod et dusin arrestanter i hver celle, og man skelnede ikke mellem soldater og civile og i begyndelsen heller ikke mellem mænd og kvinder. En praksis man dog ændrede »for at evitere den deraf flydende skandale«, og selvfølgelig blev bandemedlemmer så vidt muligt også holdt adskilt fra hinanden.

Ligesom i hæren var tysk indtil midten af 1700-tallet omgangssprog i Stokhuset – både i kælderen og i forhørslokalet – hvor det mest bemærkelsesværdige var den pæl, som var rejst midt i rummet, og hvortil delinkventen forsvarligt blev lænket, når et forhør skulle bringe sandheden om en forbrydelse frem i dagens lys.

I pagt med tidens tanker om frihed og menneskerettigheder formåede Struensee at forbyde skarp eksamination i 1771, men året efter forsvandt han med et øksehug ud af historien, og den gamle praksis blev genindført. Lykkeligvis for samfundet, mente lederen af kommissionen, for de humane reformer havde på kort tid medført, »at tyvene var blevet forstokkede og forvovne, så at de stjæler og raner, hvad de kan få, og når de kommer for retten, nægter de det, vel vidende, at man ingen tvangsmidler tør bruge imod dem.«

Den gamle orden blev genoprettet, men nu med faste regler: tamp eller kat – aldrig begge dele – og ved votering skulle det afgøres, hvor mange slag, der var behov for.

Fra begyndelsen af 1800-tallet blev det efterhånden mindre almindeligt med skarpe afhøringer, og sidste gang, kommissionen tog pinlige metoder i brug, var kort før jul 1837. Fire mænd lagde ryg til 12, 16, 20 og 27 slag kat. Men omsonst. Ingen tilståelse, og dagen efter tilsluttede kongen sig et forslag om forbud mod skarp eksamination. Tiden var løbet fra de metoder, og følgelig var der heller ikke længere brug for Inkvisitionskommissionen. Efter 156 år blev den ophævet i 1842, men pisk som straf fortsatte mange år endnu. Det var noget andet end forhør.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.