Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Henning er et hul i jorden«

»Christiansen i høj sø« på Museet for Samtidskunst er en lille udstilling om et stort øjeblik i dansk avantgardes historie: Da komponisten Henning Christiansen vendte hjem fra det store udland og gjorde kronhjorte ved skovsøer og sød musik moderne igen.

Scene fra den kontroversielle film om Dyrehaven af Jørgen Leth og Per Kirkeby med musik af Henning Christiansen
Scene fra den kontroversielle film om Dyrehaven af Jørgen Leth og Per Kirkeby med musik af Henning Christiansen

De var røde. De var klar til revolution.

Men deres kunst var ren nationalromantik og havde en hjort ved skovsøen og det hele.

En lille udstilling ved foden af Roskilde Domkirke fortæller den store historie om et af de mest uventede ryk i dansk kulturliv.

Museet for Samtidskunst har afsat to rum til 1970erne med fokus på komponisten Henning Christiansen og hans samarbejder med ligesindede.

1970erne er altså allerede kommet på museum! For de ligger trods alt fire årtier og dermed en hel generation tilbage. Og de hører måske først og fremmest til historiens mest fascinerende årtier nogensinde.

 

Unge mennesker i dag finder perioden en smule aparte - og vi fandt den sjovt nok også mærkelig dengang.

Tiderne bød på opgang det ene sekund og nedgang det næste sekund.

Det var epoken med Roskilde Festival, med de første lommeregnere, med en ung og nyforelsket dronning. Men det var også epoken med oliekrise, med stor arbejdsløshed, med slumstormere og gidseltagninger og i alt 84 afsnit af Huset på Christianshavn.

Og det blev især perioden med Henning Christiansen som ... nydelig. Ikke én med kendskab til dansk musiks enfant terrible havde vel set den udvikling komme.

For den ferme klarinetspiller havde måske nok baggrund i noget så pænt som Den Kongelige Livgarde og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Men han fik også det store udland ind på radaren allerede i 1962 og engagerede sig vildt og voldsomt i den tyske bevægelse ved navn Fluxus.

Aktivister som legendariske Eric Andersen og galleriejeren Arthur Køpcke hentede bevægelsen til Danmark året efter og satte alt ind på opgøret med vanetænkning.

Kunstnerne kunne klæde sig i tape fra top til tå og hamre søm i klaverets tangenter. Eller de kunne tage alt tøjet af og save klaveret i kun to stykker. Vi ender jo alle som sentimentale stoddere.

Henning Christiansen tog sit eget opgør i form af »Perceptive Constructions II« fra 1964 og havde nær kedet alle de trofaste fans af klassisk musik ihjel:

Nogle få musikere spiller grundlæggende en lyd på ti sekunder, holder en pause på ti sekunder, spiller lyden igen ti sekunder - og så videre i ret lang tid. Værket endte i stedet for som et højdepunkt i nyere musikhistorie og som sidste skub til en hel epoke: Den ny enkelhed.

Så vidt, så godt. Eller i stivnakkernes øren: skidt. Den kreative vandalisme fortsatte på dansk jord med eksempelvis kunstneren Bjørn Nørgaard, digteren Hans-Jørgen Nielsen og komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen som aktører.

Henning Christiansen tog til Tyskland i 1964 med Düsseldorf som base og tog fat på et mangeårigt virke med Joseph Beuys som navnkundig samarbejdspartner.

Det var også her, han mødte billedkunstneren Ursula Klara Reuter - senere kendt som Ursula Reuter Christiansen og tilfældigvis aktuel med en meget rost udstilling på Statens Museum for Kunst i disse dage.

Så dansk kulturliv var fri for den utrættelige provo. »Der Henning« blev et kendt navn på tysk jord i stedet for.

Man kunne opleve ham i store happenings og hørte kun fra ham ved for eksempel premieren på »Dejligt vejr idag, n’est-ce pas, Ibsen« i 1966 og som violinspiller på filmen fra Bjørn Nørgaards kontroversielle hesteofring i 1970.

Altså lige indtil det nye årtis begyndelse. Henning Christiansen og fru Ursula slog sig ned i Askeby på det vestlige Møn og drev økologisk bevidst landbrug.

Chokket var en realitet. Hele parnasset af smagsdommere fik ikke flere »konstruktioner« fra komponistens side. Henning Christiansens værker forvandlede sig fra antimusik til nogle af de fineste og kønneste klange på dansk jord.

»Dyrehaven, den romantiske skov« fra 1970 er et af hovedværkerne på Roskildes udstilling og ligner endnu i dag et must fra først til sidst.

Filmen skyldes et samarbejde mellem en ung filmmand ved navn Jørgen Leth og billedkunstneren Per Kirkeby og fortæller den sindsoprivende historie om Dyrehavens fire årstider.

Komponisten havde et par år før skabt musik til Leths legendariske »Det perfekte menneske« med dens konkretistisk afsjælede handling og kom i særligt tæt dialog med Kirkeby den her gang.

Resultat: Bløde skove og brølende kronhjorte til blidt bølgende klange af klarinet med mere.

Smagsdommerne kunne slet ikke få armene op og kaldte resultatet kitsch og endnu slemmere ting. Kun få havde blik for de brune dyr, de grønne træer og det nøgne barn i lysningen som en tak for sidst til Guldalderen og måske som en opfordring til oprør mod alle de ødelæggende kræfter nu og her.

Udstillingens anden søjle kredser om en af den nye nationalromantiks sidste suk: den skelsættende LP fra 1977 med titlen »Satie i høj sø« og sangeren Per Johansen plus en purung Michala Petri som solister.

Pladen former sig over en fascinerende fantasi over Erik Saties enkle musik og førte i sig selv til en revival for den franske dadaist. Hvis man har den sorte skive stående med originalt cover og orker et hurtigt salg til entusiaster, indbringer den nemt en håndfuld tusind kroner!

Klippene i Roskilde med salig Hans W. Petersen i bowlerhat og yderst ordinære situationer fra hverdagen er et kosteligt syn og giver rummene historisk spændvidde.

Nørderne vil også kunne se mange af Henning Christiansens noder i original. Hans skrift er helt overrumplende ren og klar og en vældig kontrast til kunstneren Mira Windings bevidst skitseagtige tegninger på væggen.

»Christiansen i høj sø« på Museet for Samtidskunst er fysisk set en meget lille udstilling og kan sagtens beses på et kvarter eller mindre. Man kan bare også blive stående ved en tankevækkende passus i dansk modernisme og dvæle i timer ved årtierne med den besynderlige kombination af pangfarver og pauver provinsialisme.

Og hovednavnet selv? Henning Christiansen havde i 1971 haft succes med sin musik til filmatiseringen af »Den forsvundne fuldmægtig« efter Hans Scherfigs roman. Det voksende DR vil så følge op på succesen i 1979 med »Den otteøjede skorpion« - en TV-serie i fire afsnit med Jens Okking som instruktør.

Men det går galt. Det bliver faktisk en katastrofe. Komponisten og hans kunstnerkone er inviteret til fest i København efter en tidlig visning og ser så spisesedlen på en stor frokostavis.

Der står noget i retning af »Henning Christiansen er et hul i jorden«. Parret gennemfører resten af rejsen nordpå i tavshed.

Komponisten selv kommer sig aldrig rigtigt over den modtagelse. Hvis man kun må være pæn, orker man ikke noget af det. Man kan ikke vinde.

Han arbejder fra midten af 1980erne som professor ved Hochschule für Bildende Künste i Hamburg og dør i 2008 som dansk musiks modigste mand.

 

»Christiansen i høj sø« ved museumsinspektør Magnus Kaslov på Museet for Samtidskunst i Roskilde løber til 22. april.
Man kan 5. april høre Henning Christiansens musik samt premieren på et nyt værk af unge Anders Lauge Meldgaard - det er liveversionen af en video fra museets udstilling.
Arrangementet finder sted i KoncertKirken på Blågårds Plads i København kl. 20 og koster 80 kroner i entré.
Museet for Samtidskunst har også lige fået 1,5 millioner kroner fra Det Obelske Familiefond til opdyrkning af et vækstlag inden for de helt unge kunstnere.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.