Henne om hjørnet

Kulturhistorikeren Hanne Fabricius har skrevet en kalejdoskopisk bog om en gade, alle har en mening om. Men spørgsmålet er, hvorvidt Istedgade har overgivet sig eller ej? Siden han var barn, har Berlingskes Torben Weirup vandret af Istedgade - eller Strassen, som de kalder den.

Kø til biografen.; Casino Cinema i Istedgade.
Kø til biografen.; Casino Cinema i Istedgade.

Forfatter: Hanne Fabricius. Titel: Istedgade - Porten til Vesterbro. Sideantal: 320. Pris: 350 kr. Forlag: Sohn.

Da vi for en del år siden flyttede til København, satte mine forældre mig i den katolske skole i Stenosgade. Hvorefter de instruerede mig i at gå ad Vesterbrogade til Hovedbanegården og tage S-toget derfra. Ikke, absolut ikke, gennem Victoriagade og Istedgade.

Det var jo nærmest en opfordring til at gå den forbudte vej - og med øjne så store som tekopper så jeg ting, jeg godt nok ikke havde set i den fredelige forstad i den jyske by, jeg kom fra. Der ville jeg i grunden også helst have været blevet, men så solgte mine forældre huset - og så var det slag tabt.

Til gengæld fik jeg altså mulighed for at flanere gennem Istedgade - og selv om jeg vist kun gik i femte-sjette klasse, var der kvinder på gaden, der syntes at være voldsomt interesserede i at lære mig at kende på måder, jeg endnu kun havde forholdsvis vage forestillinger om.

Siden skulle jeg komme til at bo på Vesterbro - eller Vesterbronx - og igen blev Istedgade en naturlig del af ruten på spadsereturen hjem fra avisen. Også i dag er der kvinder, der gerne vil lære mig nærmere at kende, men nu er de gennemgående temmelig aggressive og aldeles uvillige til at acceptere et nej. Det er måske også til at forstå. Nu er jeg over den seksuelle lavalder.

Så hvad er forskellen på dengang og nu? Sexarbejderne er der stadigvæk. De taler blot ikke dansk længere - og i nærheden står der nogle ubehagelige typer og overvåger sceneriet. Man skulle være total idiot, hvis man fortalte dem, at de skulle tage at være noget mere galante over for damerne.

Udviklingen i Istedgade beskæftiger forfatteren og arkæologen Hanne Fabricius sig også en del med i sin nye bog om Strassen, som den blandt andet hedder. Og som alle har en mening om. Positiv eller negativ.

Bogen er både kronologisk og tematisk disponeret, så læseren først får en fortælling om kvarterets udvikling - Istedgade er 154 år - og dernæst en gennemgang af nogle af stedets kendetegn. Værtshusene, ikke mindst, og nogle af bygningerne. Man kan også pluklæse i bogen, der nærmest har en collage- eller mosaikagtig karakter med mange erindringsglimt og småartikler om for eksempel film, forlystelser og forfattere. Dan Turèll, der havde et særligt forhold til Strassen, optræder med flere tekster. Blandt dem det helt vidunderlige om det gamle stamværtshus, og så digtet Istedgde, der begynder sådan:

Jeg kunne have levet et helt liv i Istedgade

og somme tider synes jeg, jeg har gjort det

og at det ikke var noget dårligt liv

Istedgade har sin egen rytme

en rytme som en lidt hæs lettere hærget lirekasse

der ikke desto mindre spiller videre og stadig kan dreje sine valser

til fornøjelse for de forbipasserende

Hanne Fabricius’ sympati ligger overbevisende hos de gamle brune værtshuse, hvor øl undertiden drikkes direkte af flasken, og fanatiske anti-rygere gør klogest i at holde sig væk.

Selvfølgelig stiller hun spørgsmålet, om Istedgade faktisk overgav sig, da den første café åbnede i 1997. Hvor narkomanerne hentede deres metadon i det apotek, der tidligere lå der, begyndte en ny generation af beboere og forbipasserende at drikke caffe latte. Der blev rynket øjenbryn hist og her.

Stalingrad og Istedgade overgiver sig aldrig, hed det under folkestrejken i 1944 - og det kan synes upassende at sammenligne situationen dengang med nu. For egentlig er det, der er sket med Istedgade og Vesterbro i det hele taget, noget så enkelt som et generationsskifte. Eller det der også hedder gentrificering. Det betyder, at beboersammensætningen ændres i et kvarter. Gennem byfornyelse tvinges mindre bemidlede familier ud - og ind flytter dels middelklassen og - som det er meget tydeligt på Vesterbro - studerende, der takket være forældrekøb får en lejlighed i en på mange måder stadig mere attraktiv bydel med flere rekreative områder, end man skulle tro, og med Carlsberg og Kødbyen som hjemsted for nogle af hovedstadens bedste gallerier - samt Kødbyens funktion som restaurationskvarter og partyzone i weekenden. Endnu bedre bliver det, når den kommende Metro-linje åbner, og uddannelsesinstitutionerne forrest på Amager ligger blot få minutters underjordisk transport borte.

Enhver kunne sige sig selv, at en gade, der strækker sig fra Hovedbanegården - og hvorfra der er kort til Indre By - ikke i længden kunne forblive et slaraffenland for ludere og lommetyve. På Vesterbro kan man også observere den velkendte mekanisme, at når et stort segment af beboerne begynder at ligne hinanden (uddannelse, interesser, påklædning, forbrugsvaner osv.), har segmentet en tendens til at vokse. Vi vil helst bo sammen med nogle, der ligner os selv og deler de samme værdier.

Af samme grund begyndte ikke blot værtshuse at vige for cafeer. Der kom også nye typer forretninger, der appellerede til kvarterets nye beboere.

Udskiftningen af et kvarters beboere på grund af byfornyelse efterfulgt af stærkt stigende lejlighedspriser i det, ejendomsmæglerne kalder Det Nye Vesterbro, er ikke sket gnidningsfrit, skønt det nærmest er en naturlov i større byer i vores del af verden, at nogle kvarterer ændrer status. Ofte er det kunstnernes skyld - eller fortjeneste. I begyndelsen søger mange af dem efter billige lokaler til værksteder eller til at bo i. Ofte følger gallerier efter - og så de andre fra den kreative klasse. Og pludselig er der sushibarer og økologisk urtesaft.

De nye beboere sætter andre standarder til deres omgivelser. Renoverede baggårde hvor børnene kan lege. Mindre larm fra værtshusene. Væk med massageklinikkerne og narkomanerne. Narkomanerne udgør et særligt konfliktområde, for de er skræmmende, og de og deres kanyler opfattes som farlige. Udfordringerne for de nye børnefamilier er imidlertid, at Istedgade ligger ved Hovedbanegården, og der er næppe en by med tilsvarende problemer med stoffer, der ikke er i den samme situation.

En gruppe bekymrede borgere forsøgte imidlertid for otte år siden at erobre flertallet i menighedsrådet i Mariakirken, der huser Mariatjenesten, for de mente, at det var dén, der tiltrak mange af de på den ene side stakkels og på den anden side forunderligt nok ressourcestærke eksistenser, der præger kvarteret. Der skal faktisk en del til, for at leve på gaden.

Mariatjenesten, der drives af Kirkens Korshær, er til for at give de mennesker et tilbud om et øjebliks ro og måske en samtale. Ikke en belærende samtale - for de gæster, der typisk kommer i Mariatjenesten, er faldet gennem alle de behandlingstilbud og sikkerhedsnet, samfundet tilbyder.

Mariatjenesten har virkelig en meget stor plads i mit hjerte, og der var ikke andet at gøre, end at stille op til menighedsrådsvalget. I et læserbrev foreslog jeg, som en slags programerklæring, at vi brugte tre mia. kr. på at flytte Hovedbanegården til for eksempel området ved Østerport. Det var nok muligt, at vi blev nødt til at rive Den Frie Udstillingsbygning og måske også Den Hirschsprungske Samling ned. Men ville det ikke være en overkommelig pris at betale for, at de nye beboere ville få nattero, for narkomanerne ville jo følge med? Den gamle hovedbanegård kunne man så passende indrette til værksted for tilskadekomne cykler og barnevogne.

Enden på historien blev, at vi hen ad vejen kom til at tale sammen, og det nye mindretal i menighedsrådet accepterede Mariatjenesten som et sted, der faktisk gør tingene nemmere for de nye beboere, der måske ellers ville have en stiknarkoman eller to permanent boende på deres dørtrin.

Tilsyneladende har Istedgade forandret sig. Men kun tilsyneladende.

Der er kommet cafeer og nye butikstyper. Tøjforretninger med et stort udvalg af bundløse trusser er suppleret af modebutikker. Der er mange steder meget dyre og meget lækre lejligheder.

Beboersammensætningen er ændret. Men meget af det, der tidligere var mest af, er der pudsigt nok stadigvæk. Der er gamle - såkaldt etniske - restauranter. Grillbarer. Og så de forkætrede værtshuse - der for nogles vedkommende oplever en stor tilstrømning af kvarterets nye beboere, der værdsætter stedernes kvaliteter. Så meget at nogle af de tidligere stamkunder ikke synes, de kan få ro til at drikke deres øl i fred.

Istedgade er stadig en blanding af mange erhverv og mange mennesker. Også de talrige hoteller i sidegaderne bringer en anden form for liv til Strassen, hvor der stadigvæk er prostitution og pornoforretninger. Om noget er Istedgade stadig en udpræget forretningsgade. Som kvarteret har været gennem mange år - for eksempel dengang slagterierne lå her. Handel og vandel er en del af stedets ånd på disse matrikler. Her har altid været store traditioner for liberalt erhverv.

Alting må forandres, for at alt kan blive det samme, siger den gamle fyrste i Giuseppe Tomasi di Lampedusas »Leoparden«. Romanen, der også er meget smukt filmatiseret af Luchino Visconti, handler om en italiensk adelsfamilie, der skal tilpasse sig de historiske omvæltninger i sidste halvdel af 1800-tallet.

Sådan er det også med Istedgade. Meget er forandret. Og så er den alligevel den samme...

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.