Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

Hellere en okay original end en kopi af et mesterværk

Det hænger mellem reolen og vinduet, og jeg ser på det hver gang, jeg går forbi. De støvede grønne, blå og grå penselstrøg, der samler sig til et hus, og på den anden side af en mark står træerne. Eller er det en vig og nogle klippeskær?

Maleriet har min vens hustru fundet til os i en genbrugsforretning. 350 kroner kostede det, og i det medfølgende, gulnede udstillingskatalog har jeg læst, at det er malet af Giuseppe Cuscona og var udstillet på Den Frie Udstilling i 1951.


Jeg holder meget af maleriet. Mere end af billedet på den anden side af vinduet, selv om det helt indiskutabelt er bedre. Det er en reproduktion af Vilhelm Lundstrøms »Portræt af Hanne Wilhelm Hansen«, der ikke mindst er sublimt i kraft af sin farveholdning.

 

Men jeg holder alligevel mere af Cusconas maleri. Det er det, jeg stopper op ved, det, jeg betragter og tænker over, lige som jeg gør det foran det lille maleri ved mit skrivebord, der forestiller en mand på en stol.

Min morfar har malet det, og det ligner skitsen til et større maleri. Min morfar gik på kunstakademiet og studerede hos Ferdnand Legér i Paris, men de fleste af hans »rigtige« malerier er gået til. En dag, af grunde ingen vist forstår, holdt han op med at male, og alle hans malerier blev stakket op i et hønsehus, hvor de gik til.


Det lille maleri er ikke noget mesterværk, det er jeg helt klar over. Men jeg holder alligevel mere af det end af Per Kirkeby-billedet i vores soveværelse. Selv om det er et suverænt billede. Men det er, som Lundstrøm, en reproduktion og ikke en original. Det gør hele forskellen, og det får mig til at tænke på Walter Benjamin. Eller ikke så meget på ham, men på hans »Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder«.

 

Essayet er 81 år gammelt, fra en helt anden tid og sfære, men stadig relevant. Måske endda mere end nogensinde. Her skriver Benjamin om, hvordan teknologien har gjort det muligt at gengive og mangfoldiggøre kunstværker. Hvordan dét, der før var enestående, nu kan kopieres i én uendelighed. Hvordan Picasso, Manet eller Hammershøi teoretisk set kan hænge i ethvert hjem verden over. Og det er jo en vild, vidunderlig demokratisering. At kunsten er lukket ud af rigmandsboligerne og museerne og ud til alle.

Men noget afgørende går tabt i reproduktionen: Maleriet gengives godt nok præcist, men mister det særlige, mister nærværet og måske også det, Benjamin kalder »aura«. Han spørger og svarer sådan et sted: »Hvad er aura egentlig? Et sælsomt spind af rum og tid: den enestående fremtoning af noget fjernt, hvor nær det end er.«

Sådan en aura står der om et maleri, men den forsvinder i en reproduktion. Den er bare flad gengivelse. Derfor tror jeg også, at der altid vil være plads til både de geniale malere og til de mindre geniale. Fordi deres malerier forbliver tilgængelige og er noget særligt. Så hellere en jævn original end en kopi af et mesterværk. Tænker jeg dér mellem Cuscona og Lundstrøm.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.