Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Hele dagen sidder vi i mørke, kun med det oplyste glasrum foran os«

I aften er der premiere på Katrine Wiedemanns iscenesættelse af Shakespeares »Et vintereventyr« på det københavnske teater Republique. Instruktøren skriver om de allersidste forberedelser - midt mellem spænding, træthed og drømmen om, at holdet kan holde sammen for altid.

04.50

Jeg vågner lidt i fem, til adrenalinens pumpen. Hele natten har jeg befundet mig i scenografien til »Et vintereventyr«, i færd med at instruere Esben, Ditte, Mikkel og Nathalie. Lange ordrige sekvenser uden mening.

06.00

Jeg står op og går direkte i gang med at skrive på min klumme til Information, som skal afleveres på mandag. Redaktøren på litteraturtillægget har læst min bog »Ved gudernes bord« og givet mig denne ærefulde mulighed. Jeg drikker kaffe, mens jeg skriver.

7.00

Vækker børnene og får dem i skole. Jeg taler også lidt med min kæreste, som jeg næsten ikke ser i denne tid. Jeg skriver igen fra 8 til 10, hvor jeg tager cyklen ind til Republique. Min mangeårige samarbejdspartner i musikvalg, Stefan, mødes med lydmanden Janus og mig selv, inde i salens mørke. Vi gennemlytter en masse musikstykker. Jeg mangler stadig et stykke til forestillingens sidste del.

Kl 11.50

Skusepillerne ankommer. Vi hilser kærligt på hinanden, giver knus og småsnakker lidt. Jeg føler en sjælden kærlighed til dette hold. Vi mistede en masse kollegaer i starten af produktionen. Værst af alt vores chef og min nære ven, Martin Tullinius, som døde af en aggressiv kræftform. I skyggen af hans død har alle andre problemer virket små. Jeg er taknemmelig over at måtte arbejde med denne store tekst sammen med dette nye, fantastiske hold. Jeg taler med Esben Smed alene, oppe på sæderne, mens de andre får mikroport på. Skuespillerne befinder sig inde i en lukket glasboks, der kræver forstærkning af lyden. Når de først går derind, kan de ikke høre mig, og jeg ikke dem. Om lidt skal jeg hente min mikrofon, gennem hvilken jeg giver forhåbentligt præcise og brugbare instruktioner. Men først Esben. Jeg støtter ham, ikke ved ros, men ved at fortælle, hvad jeg ser, og med forslag til, hvordan han skal tænke en særlig overgang, som han har svært ved.

12.00

Vi går i gang med prøverne. Jeg sidder ved et bord midt i salen og kommunikerer gennem min mikrofon. Vi arbejder med overgange med lys og lyd og timing, og så tager vi nogle scener igennem, med fokus på spillet. Stemningen er afslappet, vi griner, og jeg vurderer, at de føler sig ovenpå. Vi når vores dagsprogram, og klokken 16 går skuespillerne ud for at holde pause.

16.00

Jeg holder endnu et møde, nu med lysafdelingen. Vi kører gennem alle overgange og retter i dem. Hele dagen sidder vi i mørke, kun med det oplyste glasrum foran os. Rummet er fuld af crack, en særlig slags røg, der fremhæver lys.

18.00

Jeg går ud for at møde scenografen, Maja, og hendes datter, Yuki. Hun og min egen datter, Andrea, er begge med i forestillingen, i samme rolle. Da teatret ikke har penge, sparer vi en medhjælper, hvis vi arbejder med vores egne børn. Vi spiser på det larmende LêLê Street Kitchen ved Trianglen. Jeg er helt ør, og alt virker grotesk overvældende oven på de mange timer i koncentration og mørke. Vi skynder os tilbage til vores comfortzone, teatret, med nudlerne knap tyggede færdige. Jeg ånder lettet op, da jeg indtræder i teatrets varme, sundhedsskadelige arbejdsmiljø. Foyeren er allerede fuld af folk, som skal se forpremieren.

20.00

Jeg byder publikum velkommen med min mikrofon, da de er kommet ind i salen. Dette har jeg prøvet så mange gange; jeg er så langt fra nervøs, som man kan være. Tværtimod spiller jeg lidt nervøs for ikke at virke arrogant. Under forestillingen viser min rigtige nervøsitet sig ved et faldende humør. Skuepillerne klarer det supergodt. Jeg ser på dem og føler en stor kærlighed til dem.

22.30

Efter forestillingen samles vi. De får en velfortjent øl, og jeg taler lidt til dem, siddende på scenekanten. De sidder som forpjuskede engle, og det er først, når jeg ved midnatstid kommer hjem i seng, at det slår mig, med vemod, hvad jeg godt ved; at de om lidt vil være videre i en anden produktion, en film, en tv-serie, de vil have glemt mig og vores vintereventyr sammen.

00.30

Jeg falder i søvn i den velkendte blanding af længsel efter, at det snart holder op, og drømmen om at kunne holde på dem alle sammen for evigt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.