Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Heartland: Dagen efter festen

En overvejende vellykket dag to på festivalen i det sydfynske bød bl.a. på tungsindige mormoner, en uforløst stjernetalk og en dansk popveteran med en et bugnende fællessangskatalog.

Den 19-årige britiske popopkomling Låpsley leverede en flot koncert på Heartland, da først nerverne var kommet på plads.
Den 19-årige britiske popopkomling Låpsley leverede en flot koncert på Heartland, da først nerverne var kommet på plads.

Måske var synderen Mark Ronson, som med et festligt DJ-sæt lukkede førstedagen på førsteudgaven af Heartland festivalen ved Egeskov Slot i det sydfynske ned? I hvert fald var der en lidt mat og småflad stemning at spore flere steder rundt omkring på pladsen. Lidt luksustømmermænd, der skulle plejes. Sår, som skulle slikkes. Øjne, der lige skulle have tid til at blive til øjne igen. Sådan er festivallivet jo nu engang. De småstenede formiddage, hvor det lige tager et par timer hen over middag at få kroppen op i gear igen, er ikke eksklusiv for Heartland. Men således også her.

Jeg selv ankom fra hovedstaden lørdag middag frisk og uden at være mærket af festen dagen forinden. Besluttede at starte dagen med at tjekke samtalen mellem Martin Krasnik og Michael Bertelsen ud. Men det var åbenbart ikke alle festivalgængere, som endnu var i færd med en lindringsproces eftera gårsdagens udskejelser. I hvert fald blev jeg mødt af et par flinke, men bestemte vagter, som informerede om, at Talk-teltet var fyldt til randen, og at der ikke kunne lukkes flere ind. Øv. Lidt af en nitte at starte dagen og dermed min Heartland-oplevelse med. Men sikkerheden bør man som bekendt ikke gå på kompromis med.

I stedet gik jeg mod Highland-scenen, hvor danske Blaue Blume åbnede dagens musikprogram med en velspillet og himmelstræbende koncert. Jeg kan kun forestille mig, at kvintettens luftige og skønhedssøgende udtryk må have været tiltrængt og effektiv sonisk medicin for de steder på sjælen, der havde det lidt stramt grundet fredags festivitas. Forsanger Jonas Smiths sarte og androgyne vokal og de smukke sange fra kvartettens flotte debutalbum, »Sygezy«, virkede dog også på en ikke-martret Heartland-gænger som undertegnede. En blid og drømmende start på dagen. Så var vi ligesom i gang.

Smånervøs popopkomling

Senere på eftermiddagen stop den 19-årige britiske popopkomling Låpsley på samme scene. Sangerinden, hvis elektroniske smertepop ligger i forlængelse af landsmanden James Blakes ditto, er tydeligvis et stort talent, men hun og hendes tre mand store band skulle dog lige ryste de værste debutantnerver af sig, før det for alvor blev rigtig godt.

Efter en lidt usikker start virkede den sjælfulde »Painter« som et genuint wake up call for både band og publikum. Yderligere knald på kom der med boogiebassen i den varmblodede 70er-disco-pastiche »Operator (He Doesn’t Call Me)«, mens den masochistiske »Hurt Me«, hvor sangerinden effektfuld manipulerede sin vokal fra lillepigeskrøbelig til frådende monster-olm, afslutningsvis fik selv den solsløveste del af publikum til at vippe med tæerne.

Mormonske superveteraner

Er der noget den veteran-slowcore-trioen Low med det mormonske ægtepar Alan Sparhawn og Mimi Parker i front kan, så er det at spille det menneskelige mørke frem – og det tilmed ofte med vanvittig stor afvæbnende skønhed som resultat. Ved deres tidlige aftenkoncert på Highland-scenen må man i den grad sige, at de ramte noget nær den hængemulede topform. Tungsindet gik lige i hjertekulen.

Low mestrer nemlig fortsat eminent spændingen mellem forsagt traurighed og flænsende arrighed. Desperationens og modpolernes kunst. En balanceakt, hvor deres smukke sange konstant vakler mellem tostemmig skønsang og abrupt og afgrundsdyb støjkakofoni.

Mod slutningen fik koncerten nærmest karakter af en infernalsk voodoo-ceremoni, hvor Sparhawk bed i guitarstrengende på bedste Hendrix-manér.

Her havde man dog for længst overgivet sig fuldstændig til Lows besættende og skyldstunge musikalske vidnesbyrd. Med længder lørdagens bedste musikalske indslag.

Diffus superstjerne-snak

Efterfølgende indfandt jeg mig i det tætpakkede Talk-telt til den på papiret vanvittige interessante samtale mellem musikpioneren Brian Eno og vores danske stjernearkitekt Bjarke Ingels med Kristian Leth som ordstyrer. Samtaleemnet var »On The Instruments Of Change«. Alle tre parter var tydeligvis i højt humør og friske på konversationen, men alligevel løftede samtalen sig aldrig helt op på det plan, hvor man havde håbet, den ville komme.

I stedet bevægede den sig lidt diffust omkring. Berørte lidt flygtigt emner som videnskab kontra kunst, menneskets hjerne, hvordan resultatet aldrig kan leve op til forestillingen, darwinisme, sci-fi-forfatteren William Gibson med mere. De 50 minutter gik hastigt og samtaleparterne nåede desværre aldrig rigtig at gå i dybden med nogle af de mange emner, de ganske flygtigt berørte. Måske resultatet havde været mere givtigt, hvis man havde modereret samtalen lidt strammere. Og måske sat 90 minutter af?

Popmutter med 80er-slag i

Umiddelbart virkede Anne Linnet som en lidt off-booking der midt i Heartlands ellers kræsne og sofistikerede program, hvor den danske popmutter stod på plakaten side om side med rutineret indierock-arvesølv som Flaming Lips, Low og Sun Kil Moon. Var hun mon tænkt som et drys Grøn Koncert-malurt i de kulturradikales bægre?

Men at se Heartlands publikum stimle sammen og stemme i fællessangen til åbningsnummeret, klassikeren »Barndommens Gade«, var i sig selv ret så imponerende. Aarhusianeren lød tilmed ganske vital. Det var skam ikke kun nostalgi for nostalgiens skyld.

Klassikere som veloplagte »Venus« og »Tusind Stykker« samt den uopslidelige Marquis De Sade-elektropopper »Glor På Vinduer« blev serveret med tilpas overskud af veteranen og hendes læderklædte orkester. Omvendt var der også en håndfuld anonyme numre som fes ind af det ene øre og direkte ud af det andet. Men Anne Linnet viste sig nu at være en ret god booking på Heartland. Det klædte den smagfulde festival med et lille diskret strejf af syng-med-folkelighed. Og Linnet leverede.

Engelsk antiklimaks

Det ville være synd at sige, at engelske Editors leverede. Deres tamme opkog af »Actung Baby«-æra, U2 og vitaminfattig postpunk-light var noget af et antiklimaks. Kun deres gamle hit »Munich« viste en smule tænder. Her kunne man godt have ønsket sig et mere vægtigt og relevant navn til at levere midnatsfesten. Det blev desværre punktummet for mit første Heartland-år. Men heldigvis var det kun en lille streg i regningen. Jeg glæder mig allerede til en tur til det sydfynske hjerteland næste år, hvor den fine festival forhåbentlig har smidt de små børnesygdomme, der nu engang vil være det første år.

 

Fire hjerter

Hvem: Blaue Blume

Hvor: Heartland Festival, lørdag.

Fire hjerter

Hvem: Låpsley

Hvor: Heartland Festival, lørdag.

Fem hjerter

Hvem: Low

Hvor: Heartland Festival, lørdag.

Fire hjerter

Hvem: Anne Linnet

Hvor: Heartland Festival, lørdag.

To hjerter

Hvem: Editors

Hvor: Heartland Festival, lørdag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.