Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

HBO under pres tvunget til ydmygende serielukning

Slap modtagelse, hård konkurrence og ny stærk mand bag lukningen af serien »Vinyl« hos HBO.

Det er kun få år siden, at det amerikanske kabel-TV netværk HBO stod så stærkt, at man med sindsro lavede en ny sæson af en serie, der havde lagt lidt tamt ud - i overbevisning om, at materialet var stærkt nok til at et nyt år kunne rette op på det.

Men konkurrencen er skærpet kraftigt på serie-fronten de senere år, og de tider ser ud til at være forbi. I hvert fald har HBO nu meldt ud, at forårets store prestige-serie til en sæsonpris på omkring 100 millioner dollar, »Vinyl«, stoppes efter første sæson. Serien handler om en pladeselskabsejer i 1970ernes musikbranche, der kæmper desperat for sit selskabs overlevelse - men serien selv overlever altså ikke.

»Konkurrencen i dag er meget hård - både fra streamingtjenester som Netflix og Amazon, men også fra direkte konkurrenter i USA som Showtime og andre kabelstationer, der laver serier på et meget højt niveau. Det gør det meget svært at komme igen med en serie - i dag er der jo hele tiden 25 andre serier, man kan kaste sig over, så man skal helst have seerne hooked fra starten af,« siger Jacob Ludvigsen, der som redaktør for magasinet Soundvenue følger film- og seriemarkedet.

»Vinyl« var baseret på en ide, som Mick Jagger præsenterede overfor filminstruktør Martin Scorsese tilbage i 1995 - og 20 år senere altså resulterede i en HBO-serie, hvor Scorsese selv instruerede det to timer lange pilot-afsnit. Det trak dog kun 800.000 seere blandt HBOs 35 millioner abonnenter i USA alene, og også anmelderne vendte mest tomlen nedad. På det sidste har HBO så skiftet sin programdirektør ud, og den nye Casey Bloys har lukket flere serier - ifølge kilder for at kunne sætte sit eget fingeraftryk.

»Når en kanal som HBO smider så mange millioner i Vinyl, skal den enten ses af rigtig mange, eller skabe en buzz blandt de rigtige mennesker - med kommentarer og analyser om hvor god den er - som f. eks. »The Wire« gjorde. Men »Vinyl« har hverken gjort det ene eller det andet, så man var tvunget ud i den ydmygelse, det er at lukke en stor serie,« siger Jacob Ludvigsen.

Selv om HBO nu oplever et vist pres regnes de stadig for noget helt særligt i TV-branchen. »Når det handler om TV, så er de her fyre »the fucking Medicis«, lød det fra »The Wire«-bagmanden David Simon efter at HBO sidste år nappede 43 Emmys - nr. to var NBC, der fik 12. Men især »Game of Thrones« har holdt HBO på toppen, og den har kun en sæson mere i sig. Det nye store håb er serien »Westworld« - en scifi-western, der efter et års forsinkelse og diverse problemer får premiere til oktober.

»Det er sådan lidt make it or break it for HBO - den skal lykkes . Det er endnu en dyr satsning med store navne. Den har også potentialet, men hvis den skulle falde igennem, så begynder det at lugte lidt af krise,« mener Jacob Ludvigsen.

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.