Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Til fods

Hasard, heroin og historien om tjald: Drugtours tager dig med på skæv tur i byen

Byvandringer i København er meget mere end Nyhavn og historien om Rådhuspladsen. Seneste påfund i det store udbud af alternative ture er Drugtours. Berlingske gik med gennem et København på stimulanser.

Torben Frandsen har formidlet historie i 26 år og er stadig meget entusiastisk i sine fortællinger om Københavns historie.
Torben Frandsen har formidlet historie i 26 år og er stadig meget entusiastisk i sine fortællinger om Københavns historie.

»Der er kun en god ting at sige om heroin. Det skabte det her«.

Vi står i porten til Huset KBH, tidligere og formentlig stadig i folkemunde bedst kendt som Huset i Magstræde. I gården hænger en flok unge, med øl i hånden, de taler højt og griner, lyden af musik strømmer ud, hver gang døren ind til Huset går op. Det generer ikke Torben Frandsen, han fortæller entusiastisk og levende om, hvordan en flok aktivister i slutningen af 1960erne overtog betonhuset, der blev tilholdssted for et hippier og flippere, der gik så meget til de hårde stoffer, at kommunen efter bare et par år lukkede stedet. Og åbnede det igen som kulturhus.

»Og det er det stadig. Med over 1.500 årlige arrangementer. Er det ikke vildt, at en flok junkier er skyld i det?« spørger Torben Frandsen og slår begejstret ud med armene.

Torben Frandsen er guide hos og ejer af firmaet Weirdwalks. En af de over 30 forskellige arrangører af byvandringer i hovedstaden, og som navnet mere end antyder ikke den klassiske københavnerhistorie, man bliver ført igennem. På hans menu er både crimetours, lovetours, herretur og så den seneste, der er kommet til i år - drugtours. København gennem tiderne på såkaldt vanedannende stimulanser.

»København har en farverig og lystig historie om alle de ting, der er vanedannende og som man er blevet afhængig af. Det vil jeg gerne fortælle folk om,« siger Torben Frandsen.

Han har 26 års historieformidling bag sig, og selv om hans speciale er vikingetiden, ved han tydeligvis også meget om hovedstaden i nyere tid. Han rabler årstal af sig, kortspil kom til København fra Venedig i 1487, tipskuponen blev opfundet i 1948, Klasselotteriet blev lanceret i 1763, Lotto-tallene i 1989, selv om Struensee faktisk allerede indførte lodsedler i 1771.

Med årstallene følger en fascinerende historie om gambling og hasard og hvad det betød for københavnerne for især en håndfuld hundrede år siden. Så selv om man må bruge fantasien til at forestille sig den bølge af kriminalitet og de masseslagsmål blandt pøblen, der fulgte med muligheden for at vinde lykken på en lodseddel, har man med Torben Frandsens entusiastiske fortælleevne ingen problemer med at forestille sig det.

Ej heller at forestille sig københavnere stå i lange køer for at få fat i det sukker, der væltede ind i byen i 1700-tallet, og det tobak, kvinder sad og rullede i hånden i en baggård på Vimmelskaftet i starten af 1900-tallet, og hvordan man drak øl som var det vand, før vand blev rent nok til at drikke.

Temaer tiltrækker

Torben Frandsen er selv guiden på mange af Weirdwalks ture. I sommerperioden storker han næsten dagligt rundt i byen med en større eller mindre hale af videbegærlige gæster efter sig. I tilfældet Drugtour er halen ikke så stor, på denne tur er der bare syv deltagere.

»Det tager normalt et års tid at køre en tur ind,« siger han og forklarer, at hans ture mest sælges via mund til mund metoden. Nogle munde har ikke talt så meget, for Lovetour - om romantik og erotik - arrangerer Torben Frandsen i dag kun i privat regi, der var ikke nok, der tilmeldte sig de åbne ture.

»Det er svært at vide, hvad folk vil have, men jeg tror på, at temaer trækker mere end den traditionelle byvandring med den historiefortælling, man også får på for eksempel en kanalrundfart, siger han.

At dømme efter udbuddet af byvandringer har han ret. Fra jazzture over madture til spøgelsesture, sexture og ture i løb eller med barnevogn. På engelsk eller dansk, for det er ikke kun udenlandske turister, der vil guides rundt i København.

Torben Frandsen er fortaler for, at man ind imellem løfter blikket, når man går rundt i København. »Der er mange sjove detaljer at opleve, hvis man kigger lidt op.«
Torben Frandsen er fortaler for, at man ind imellem løfter blikket, når man går rundt i København. »Der er mange sjove detaljer at opleve, hvis man kigger lidt op.«

»Vi har mange københavnere med også, som gerne vil opleve byen på en anden måde,« siger Torben Frandsen.

Og kommer med det lille tip bare at kigge op engang imellem.

»Vi er så vant til at se vores by, at vi tit glemmer at se den. Der er mange skægge detaljer at opdage, hvis man kigger lidt op«.

Og eksemplicificerer ved på turens sidste punkt - Storkespringvandet - at få gruppen til at stille sig et bestemt sted på Amagertorv.

»Bare stil jer dig, så kommer the grand finale lige om lidt,« siger Torben Frandsen med så meget autoritet, at vi lydigt gør, som han siger.

Og bliver lige så lydigt stående, mens han fortæller, hvordan det store stygge storkespringvand i 1960erne var samlingssted for hippier, der hang omkring Vilhelm Bissens skulptur fra 1894, spillede guitar, røg hash og var i jævnlig konflikt med politiet. Hashen blev i udbredt grad handlet ved pakhusene på Asiatisk Plads - i nærheden af kajpladsen for det færøske passagerskib Tjaldur.

»Det var illegalt at handle hash, så man fandt på at kalde varerne for tjald - som kodeord for stedet,« siger Torben Frandsen og griner højt. Det er tydeligvis en historie, han godt kan lide.

Inden han afslører the grand finale - historien om to mænd, der i en ordentlig koger en sen aften for +40 år siden sad lige her på Amagertorv, hvor vi står nu. Og hvordan den ene afbrød den andens LSD-omtågde visdomsord med at meddele, at Anders And sad ovenpå Højbrohus.

Vi kigger op. Og jo, tårnet på den ikoniske bygning ligner grangiveligt Anders And, komplet med hue på sned, næb og store åbne øjne.

»Og man behøver ikke engang være på noget for at se det,« siger Torben Frandsen. »Man skal bare kigge op engang imellem«.

Drugtour foregår næste gang tirsdag 28. juni kl. 20. Turen varer halvanden time og koster 100 kr.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.