Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Har Helligånden en blodtype?

Engang forbød paven udstillingen af Jesu ligklæde - siden er det blevet et af pavestolens vigtigste klenodier. Men har klædet overhovedet noget med Jesus at gøre, eller er det middelalderligt fup. Ny bog forsøger at give et billede af argumenterne for og imod.

Fotografen Mark Evans gør klar til optagelse af et mikrofoto fra én af de store blodpletter fra lændepartiet, som ses forstørret til højre. Foto fra bogen »Det sande ansigt«.
Fotografen Mark Evans gør klar til optagelse af et mikrofoto fra én af de store blodpletter fra lændepartiet, som ses forstørret til højre. Foto fra bogen »Det sande ansigt«.

Godt gemt for nysgerrige blikke i et specialdesignet skrin i domkirken i Torino findes et klæde bag lås og slå, der måske er det mest værdifulde i verden - eller måske bare er et godt udført middelalderligt fupnummer.

Det bemærkelsesværdige ved klædet er at det indeholder noget der minder om et negativbillede af en skægget mand, der ser ud til at have haft en tornekrans på hovedet, at have været naglet gennem hænder og fødder og fået et stiksår i siden. Desuden bærer billedet præg af, at han blev godt og grundigt gennempisket.

Beskrivelsen passer godt på, hvordan Jesu lig må have set ud, efter at han var død på korset en langfredag for et par tusinde år siden. Og selv om pavestolen ikke offentligt har påstået, at det rent faktisk er klædet, så regnes det som et af den katolske kirkes største relikvier.

Diskussionen om klædets ægthed har bølget frem og tilbage i århundreder, og moderne videnskab er taget i brug for at finde beviser for den ene eller anden påstand, men ingen beviser er stærke nok til for alvor at skabe en fælles opfattelsen af klædet.

For uanset om klædet er et par tusinde år gammel som nogle påstår eller kun 700 år, som prøver har vist, så valfarter millioner til domkirken i Torino i det nordlige Italien, når ligklædet med sjældne mellemrum udstilles. Næste udstilling er først i 2025, så der er tid til rejseforberedelserne, hvis man skulle have lyst.

Men uanset klædets sande herkomst, så er det under alle omstændigheder en god historie, der hele tiden får nye tilføjelser i form af forskning og endeløse teorier. Alligevel er og bliver klædet et tros-spørgsmål, for videnskaben tæller kun, hvis den lægger sine lodder i den ene vægtskål.

Den danske læge Niels Svensson er medlem af den såkaldte Shroud Science Group, der er en slags international videnskabsklub, hvor man undersøger og diskuterer ligklædet. Han har nu skrevet en bog, hvor han forsøger at give et billede af forskningen. Både den del der konkluderer sandsynligheden for, at det kunne være selveste ligklædet, men også argumenterne imod.

Det skal siges med det samme, at Niels Svensson mest hælder til den side, der holder på, at ligklædet kunne have dækket Jesus efter døden, men alligevel bliver de andre teorier trods alt behandlet pænt også.

Teorier er der mange af og bloddiskussionen er blot et eksempel af mange.

En forsker har tilsyneladende været i stand til at typebestemme Jesu blod ud fra de ret rødlige pletter på klædet.

Hvordan holder blod sig nogenlunde rødt over årtusinder, når det er almenviden, at gammelt blod på det nærmeste er blåsort. Det skyldes en kemisk reaktion med den sæbe, klædet blev vasket i som nyt, siger tilhængerne. Andre forklarer det som farve, som en forsker mener at kunne påvise spor af.

Ja, siger tilhængerne, farven kan forklares, fordi der findes et større antal kopier af Jesu ligklæde, og de er netop malede. Men for at give dem kraft fra originalen blev de lagt ovenpå, så malingen var altså ikke oprindeligt på klædet i Torino, men blev oveført fra de andre.

Hvis det nu er blod så er en af de mere bemærkelsesværdige detaljer, at en forsker har analyseret sig frem til, at det er typen AB.

Det afføder to spørgsmål, nemlig om det er sandt, at man kan typebestemme så gamle indtørrede pletter og så selvfølgeligt, om det at kende Jesu blodtype giver svar på nogetsomhelst. For resultatet viser, at det er AB, og den blodtype har man kun, hvis man er barn af forældre med A og B - altså et bogstav fra hver. Altså en mor og en far.

Det stemmer ikke vildt godt overens med jomfrufødslen med mindre altså, at Helligånden rent faktisk har en blodtype - A eller B.

Et anden klædeforsker foretog en DNA-test ud fra tråde, som blev udtaget af klædet ved en undersøgelse i 1978. Leoncio A. Garza-Valdes konstaterede, at man kunne kønsbestemme det til, at det var en mand, fordi der var et XY-kromoson til stede. Det gør unægteligt også menneskesønnen endnu mere menneskelig. Garza-Valdes udgav da også en bog med den storslåede titel »The DNA of God?«

Undersøgelsen er stødt på stærk modstand, fordi der normalt ikke kan udtages DNA fra så gammelt materiale, med mindre det sidder godt gemt inde i en knogle eller tand.

En mere sandsynlig forklaring på DNA'et kunne være, at nogen er kommet til at hoste på klædet under undersøgelse, og dermed har afsat sit DNA. En mand i givet fald.

Også selve det negative aftryk på klædet er en gåde, som ikke lige sådan lader sig forklare. Den første til at optage billeder af fænomenet var juristen Secondo Pia, der var en ivrig amatørfotograf og i 1898 fik tilladelse til sit forhavende af den daværende ejer af klædet, den italienske konge Umberto 1. På Pias negativplader kom der et positivt billede af et mandslegeme. Hvilket betyder, at billedet på klædet er en slags fotografisk negativ.

En lang række teorier hælder til, at det er er er sket en form for stråling, der har afsat aftrykket. Men helt hvordan er der til gengæld ret stor uenighed om, men har det været Jesus ligklæde, så er det sket i løbet af de 36 timer, der gik fra han blev lagt i hulen, til genopstandelsen var en realitet.

Ifølge Niels Svensson er der gjort mange forsøg på at efterligne klædet, men ingen er lykkedes til fulde, hverken med kemikalier, oldtids fototeknik, der faktisk kunne afsætte en slags billede på et stykke stof, eller slet og ret maling.

Med spektralanalyser i 1978 kunne man spore og kvantificere de kemiske forbindelser.

Det afslørede blandt andet, at det ikke indeholdt myrra og aloe, som man indtil 1978 troede kunne være gået i kemisk forbindelse med kropssvende og i en fotokemisk reaktion have dannet billedet.

Billedet er heller ikke svedet ind, kunne man se ved ultraviolet belysning.

Samtidig fandt man så ifølge bogen også ud af, at det man ser på klædet ikke har nogen farveretning, som det altid er tilfældet, når der er brugt pensel.

Aftrykket af legemet har vist sig at være særdeles holdbart overfor de fleste syrer og baser, viser undersøgelser, der er gjort med trådene, der blev udtaget af det i 1978.

Forskningsgruppen, der stod for undersøgelsen i 1978 konkluderede i sin rapport i 1981:

»Det, vi nu kan konkludere, er, at ligklædebilledet aftegner et virkeligt menneske, der er pisket og korsfæstet. Det er ikke tilvirket af nogen kunstner. Blodpletterne er testet positive for både hæmoglobin og serum albumin. - Billeddannelsen er imidlertid et tilbageværende mysterium, og indtil der er foretaget yderligere kemiske studier, måske udført af denne forskerguppe, eller måske af fremtidens foskere, forbliver gåden uløst.«

Et væsentligt argument mod klædets ægthed som Jesu ligklæde er, at der faktisk er foretaget kulstof 14-dateringer på tre forskellige laboratorier i 1988, og de viste, at klædet stammer fra mellem 1260 og 1390.

Umiddelbart burde det have været ligklædets dødsdom skulle man tro, men sådan gik det ikke. For som sagt er intet argument godt nok til, at det ikke kan drages i tvivl.

Tilhængerne af ligklædeteorien mener, at det stykke stof på en gange syv centimeter, som blev klippet af enden af klædet, måske i virkeligheden er blevet vævet på engang i 1500-tallet som en reparation. Så i stedet burde der være taget prøver flere forskellige steder på ligklædet for at være på den sikre side. Andre argumenter er, at strålingen fra genopstandelsen eller fra de brande klædet har overlevet kan have ændret kulstof 14-halveringen.

Til gengæld passer kulstof 14-dateringen meget godt til det tidspunkt, hvor ligklædet for første gang dukker op med »sikkerhed« i Europa. For i 1355 udstilles det af ridderen Geoffroi de Charny i landsbygen Lirey sydøst for Paris. Udstillingen bliver forbudt af den lokale biskop og en lignende udstilling i 1389 forbydes af selveste paven. I 1532 er ligklædet ved at gå ved en brand i Chambéry-kapellet. Brandhullerne kan stadig ses. Men historien om, hvordan ligklædet overhovedet kom til Europa er fyldt med huller og gætterier.

Ligklædet ender i Torino i 1578 og har været der siden. I 1997 var det igen udsat for en brand, da Guarinikapellet stod i flammer, men en brandmand fik det reddet ud.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, om man nogensinde får et klart svar på, om det er Jesu ligklæde eller ej. Gættet må nok være et nej, dels er der ikke planlagt flere undersøgelser af klædet, og selv om videnskabelige argumenter er vigtige i tilhængernes verden, så bliver de lige så hurtigt afvist, når de ikke lige passer ind i troen. Altså troen på klædet.

Så ligklædet bliver ved med at være en god historie, og Niels Svenssons »Det sande ansigt« er rimeligvis til at blive klog på og af, selv om den er mere pro end contra.Niels Svensson: »Det sande ansigt«, Jesus og ligklædet i Torino, 256 sider, 299 kroner. Gyldendal. Er udkommet.

Box: Ved kulstof 14-datering måler man henfaldet i den radioaktive isotop. Halveringstiden er 5.730 år. Metoden er meget udbredt til at fastsætte alderen på ting, og anses for meget sikker.

Kronologien ifølge Niels Svensson:

År 33: Josef fra Arimatæa køber et ligklæde og folder om den døde Jesus.

År 544: Et klæde i Edessas bymur omtales i de følgende 400 år af flere kirkehistorikere. Edessa kommer under muslimsk overherredømme.

År 943-44: Den byzantiske kejser bringer klædet til rigets hovedstad, Konstantinopel, hvor det opbevaress i kejserens palads gennem de næste mange år. Der berettes om et klæde med Jesu legeme afbildet.

År 1203: Omtaler korsfareren Robert de Clari det. Konstantinopel falder året efter i muslimernes hænder, og klædets skæbne er uvis.

År 1355: Klædet udstilles i den franske landsby Lirey. I mellemtiden har klædet måske været hos korsfareren Othon de la Roches eller i tempelriddernes besiddelse.

År 1418: Ligklædet flyttes pgra. krig til en borg i nærheden af Dijon i Frankrig. Det ejes af Margaret de Charny.

År 1453: Margaret skænker klædet til hertugdømmet Savoyen.

År 1532: Der udbryder brand i det kapel, hvor klædet opbevares, og smeltet sølv og et glødende træstykke giver brandhuller.

År 1578: Ligkældet kommer til Torino.

År 1898: De første fotos tages af Secondo Pia.

År 1902: Sindonologien skabes. Det er den videnskabelige forskning i klædet.

År 1978: 3,5 mio. besøger en udstilling i anledning af 400-året for klædets ankomst til Torino, og forskerhold får lov til at foretage omfattende undersøgelser.

År 1983: Den eksilerede kong Umberto 2. dør og efterlader klædet til pavestolen.

År 1988: Ligklædet dateres til mellem 1260-1390 ved kulstof 14-prøver.

År 1997: Brandmanden Mario Trematore redder ligkældet ud af det brændende kapel, hvilket gør ham til folkehelt.

År 1998-200: To millioner ser klædet, da det udstilles og omkring en million, da det påny tages frem to år senere.

År 2002: Kommissionen til Ligklædets Bevarelse anbefaler en restaurering, hvorunder lapper og støtteklæder fjernes. Et nyt støtteklæde sys på.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.