Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
75 år 5. januar

Han taler fra menneskesjæl til menneskesjæle

Henning Jensen har virket usvækket af alderen i det forløbne teaterår, hvor rollerne har vist hans store evner.

(ARKIV) Portræt af skuespiller Henning Jensen på Det Kongelige Teater. Det Kongelige Teater præsenterede onsdag den 26. april 2017 den nye sæson for skuespil, opera, ballet og orkester sæson 2017/2018. Skuespiller Henning Jensen fylder 75 år fredag den 5. januar 2018.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2017)
(ARKIV) Portræt af skuespiller Henning Jensen på Det Kongelige Teater. Det Kongelige Teater præsenterede onsdag den 26. april 2017 den nye sæson for skuespil, opera, ballet og orkester sæson 2017/2018. Skuespiller Henning Jensen fylder 75 år fredag den 5. januar 2018.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2017)

En smertensvandring. Det er det vist ikke for meget at kalde Henning Jensens lange vej mod at blive den skuespiller, han gerne ville blive, men som han ikke selv syntes, han var. Hele hans lange skuespillerliv har været en utrættelig - til tider uudholdelig - kamp for at nå et sted hen, han ikke befandt sig. Talentet var der aldrig tvivl om. Autoriteten, intelligensen, intensiteten, den underliggende sjælesmerte, det strejf af masochisme, der er en del af hans skuespillerfysiognomi. Men han var ufri, han var hæmmet, han var kunstlet. Selv alt, alt for bevidst om sig selv og det, der ikke syntes muligt.

»Se, noget af det ironiske og ubærlige ved dette fag er, at det er de roller, der ikke lykkes for os, eller skal vi nøjes med at sige dem, vi ikke selv er tilfredse med, det er dem, vi husker længst. Som vi aldrig glemmer, som vi kan huske hvert sekund af, og som kan plage os livet igennem,« sagde han i sin takketale, da han fortjent - endelig - fik Årets Hæderspris ved Reumert-prisuddelingen i 2014. Dog med en tilføjelse:

»Hvorimod de andre, de tindrende højdepunkter, hvor alting fungerer, mest står som en flimrende, kærlighedsfyldt parentes i vores erindring. Men det er de første, de pinefulde, det er dem, der er de væsentlige, for det er dem, der tvinger os til at flytte os. Det er dem, der får os til at finde nye veje og forny os.«

At Henning Jensen kan fejre sin 75-årsdag på toppen af sin formåen, som Det Kongelige Teaters store skuespiller er et af dansk teaters vidunderlige mirakler. Han gør ingen hemmelighed af bevidstheden om, at kræfterne ikke er de samme, at den næste opgave i princippet kan blive den sidste. På den baggrund virker hver rolle omtrent som en gave.

Stadig styrke

Men det forgangne teaterår vidner tværtimod om en kunstner, der er mere end usvækket. Tænk blot på hans hudløse, ja ligefrem rystende portræt af at miste sig selv i demensdramaet »Med sne«. Tænk på hans indsats som tjeneren Jean i Strindbergs sex- og magtkamp »Frøken Julie« her i efteråret. Og tænk ikke mindst på faderen i O’Neills familiedrama »Lang dags rejse mod nat«. Henning Jensen nedtonede bevidst rollens bralrende alkoholisme og højrøstede livsløgn. I stedet dæmpede han karakteren helt ned for at vise os en mand, der vedkendte sig sin fallit i smertefuld afmagt dér på bænken.

Det var en skuespiller, der talte direkte til dem, der sad i salen. Fra menneskesjæl til menneskesjæle. Uden filter.

Alle eksempler på skuespilleren Henning Jensen, der i en relativ sen alder fandt sig selv og genopfandt sig selv. For øjnene af publikum. Ganske enkelt ved at give afkald.

Det var en indsigt, der for alvor kom til ham i samarbejdet med den svenske dramatiker og instruktør Lars Norén, da Henning Jensen lånte skikkelse til sognekongen Mikkel Borgen i Kaj Munks »Ordet«. Norén bad ham om at lade være med at prøve så hårdt og i stedet have mod til at forlade sig på sin egen væren. Selv har han formuleret sig klart om sin transformation:

»Det er en skraben af og skraben af og skraben af, indtil man finder ud af, hvor lidt man kan nøjes med. Hvor man ikke længere behøver at brodere på sig selv og finde på fantasifulde overbygninger, men er i stand til at gå ind på scenen - det gælder i øvrigt også ude i det virkelige liv - som det menneske, man grundlæggende er. Helt enkelt,« forklarede han Berlingske for et par år siden.

Siden har Henning Jensen omtrent været en anden.

Hans glæde ved at spille komedie er tydeligvis en anden. Han har åbnet for nye rum i sit talent. Ikke mindst for en mildere, renere, mere sårbar side.

Inden for de senere sæsoner også på Det Kongelige Teater i den vanskelige Thomas Bernhard-monolog »Helt enkel kompliceret«, ene mand på scenen som den gamle skuespiller, hvis had-afhængighedsforhold til teatret aldrig holder op.

Og naturligvis også, da han gæstede Aalborg Teater som en »traumatiseret« Gamle Levin i teaterklassikeren »Indenfor murene«. Spillet med en moderne skuespillers forståelse for alle rollens psykologiske muligheder. Man kunne godt have undt ham muligheden for endnu en gang at have prøvet kræfter med den »Kong Lear«, han uforløst havde spillet samme sted for år tilbage. Sådan skulle det ikke gå.

Til gengæld er vi mange, der ser frem til at opleve ham som arkitekten Henning Larsen i Jakob Weiss’ drama om konflikten i forbindelse med bygningen af Operaen - vis a vis Søren Sætter-Lassen i rollen som Mærsk Mc-Kinney Møller.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.