Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Prisoverrækkelse

Han er ikke noget så fint som »maestro«. Han dirigerer bare

Mariss Jansons fik overrakt Léonie Sonnings Musikpris og inviterede lige sig selv tilbage - nu som dirigent for noget opera. Vi siger ja tak.

Mariss Jansons er en utrolig sympatisk modtager af Sonnings Musikpris: Foto: Herbert Neubauer.
Mariss Jansons er en utrolig sympatisk modtager af Sonnings Musikpris: Foto: Herbert Neubauer.

En dirigent i klassisk musik er både ingenting og alting:

Han skal ikke synge eller spille noget som helst og har i den forstand aftnens letteste job.

Når op mod 100 musikere og hele 80 sangere plus to solister underholder en stopfyldt sal - sådan som de gjorde i Operaen fredag aften! - kan de principielt gøre det på egen hånd.

For alt står jo i noderne. Gustav Mahler har skrevet hver eneste detalje ind i sin symfoni nummer to fra 1895. Violinerne skal for eksempel spille »meget kraftigt« i begyndelsen og »svagt« få sekunder senere.

Så hvis 75-årige Mariss Jansons aldrig var dukket op til det udsolgte arrangement i fredags, kunne hæren af musikere og sangere teoretisk have gennemført det hele selv.

Hvis letten med det uskyldsrene ansigt a la hovedpersonen i »Steen og Stoffer« aldrig var mødt op til overrækkelsen af Léonie Sonnings Musikpris, ville kun få i salen have lagt mærke til forskellen.

Så hvorfor al den hype om dirigenterne og deres hvide stok? Og hvorfor er lige præcis Mariss Jansons hele opmærksomheden plus honoraret og de 100.000 ekstra euro værd?

Man ved det efter lige omkring fem sekunder i selskab med ham. Berømtheden kunne gøre sig som god leder på arbejdspladser af enhver art.

Jansons har set sine medarbejdere i den vigtige forberedelse dagene før som tandhjul af 180 forskellige størrelser og kombineret dem helt rigtigt.

Han har set de forskellige slags strygere og blæserne af træ og blæserne af metal som 180 mennesker med hver deres psyke og ladet dem gribe ind i hinanden uden slør overhovedet. Og han har toppet op med et skin af tryghed og tolerance og ad den vej fået individerne med sangstemme inspireret til en meget hørlig glæde ved musikken og hele situationen.

Det virker ikke engang som et skin i Mariss Jansons tilfælde. Podievirtuosen fra Riga med den stolte baggrund som elev af selveste Herbert von Karajan og den ret fantastiske karriere som chef i godt vante musikmetropoler som München og Amsterdam virker lige så sympatisk i virkeligheden.

Manden stammer fra en generation med despoti og snobberi som faste virkemidler og står selv for alt det modsatte. Han er ikke »maestro« og knap nok »kunstner«. Han dirigerer bare.

Og når han så har holdt prøverne med Det Kongelige Kapel plus husets egne sangere og dem fra Malmös opera og skal kommunikere halvanden times uafbrudt musik ud til den forventningsfulde sal - da gør han så alligevel en forskel.

For lige præcis Gustav Mahlers symfoni nummer har længe været komponistens mest populære og oftest spillede symfoni.

Mariss Jansons sørger for vitaminer til alle sådan en aften. Både til de mange, der kender musikken ud og ind. Og til alle de nye i klubben.

Tag bare den berømte vals i form af sats nummer tre:

Satsen virker i lang tid tyst og raslende og skal så bryde ud i en meget kraftig harmoni med klang af skrig.

Når letten står på podiet, får man absolut intet grimt i klangen - kun en helt igennem kontrolleret og endda næsten charmerende stemning.

Og hvor fjerde sats med titlen »Urlicht« alle dage har været Mahlers dejligste sats overhovedet og dermed værkets hjørnesten, da skete der altså noget endnu skønnere af lidt udefinerlige slags hen mod finalen i fredags:

Aftnens stjerne kan også holde den sats kultiveret. Sådan at man ligesom hører baglæns og husker alle toner hele aftnen igennem som lige vigtige.

Verdens bedste Mariss Jansons ligner med andre ord den perfekte dirigent: Han kan forberede alle ned til mindste detalje og minder på det punkt om kollegaen Arturo Toscanini. Men han kan også lade sig fange af øjeblikkets magi og minder så om eksempelvis Wilhelm Furtwängler.

Det sympatiske brydes så heller ikke af selve overrækkelsen: Katrine Ganer Skaug fra Esbjerg Ensemble giver ham prisen med velvalgte ord på engelsk.

Hvorpå stjernen selv udtaler hendes navn på perfekt norsk og da forresten godt kunne tænke sig en invitation mere fra Det Kongelige Kapel - måske endda en invitation til noget opera!

Vi siger tak til dét. Og tak for det hele.

Overrækkelse af Léonie Sonnings Musikpris til dirigenten Mariss Jansons. Medvirkende: Det Kongelige Kapel, Det Kongelige Operakor, Malmö Operakor samt sopranen Genia Kühmeier og alten Bernarda Fink. Operaen, fredag

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.