Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hamlet går Korsbæk på Bakken

Kronborg Slot har overgivet sig til oplevelsesøkonomien med total-teateriscenesættelsen af »Hamlet«.

Hamlet og de andre figurer fra Shakespeares brømte tragedie har indtaget Kronborg Slot og befolker det alle dage i højsæsonen. Foto: Tobias Fonsmark.
Hamlet og de andre figurer fra Shakespeares brømte tragedie har indtaget Kronborg Slot og befolker det alle dage i højsæsonen. Foto: Tobias Fonsmark.

Bastionerne er endegyldigt faldet. Kronborg har overgivet sig. Længe har de seriøse museumsfolk på det både strenge og smukke kongeslot – siden 2001 på UNESCOs verdensarvsliste – vedblevet med at insistere på at holde sig til fakta om Krogen, der blev til det Kronborg, som stadig står der og vogter indsejlingen til Østersøen med sine kuplede volde, ornamenterede sandstenspartier og himmelstræbende kobberspir.

Alt andet end den stramt formidlede, korrekte historie har man til stadighed valgt at at overlade til andre, nemlig til overvejende sommerlige teateropførelser i slotsgården.

Men sådan er det ikke længere. For hvad skal få turisterne til at fortsætte med at indfinde sig? Svaret er ikke historisk akkuratesse i en montre, selv om rammerne er lige så originale og spektakulære, som de altid har været. Man har her i 400-året for Shakespeares død overgivet sig til oplevelses-økonomiens internationale strømninger og har vedkendt sig myten om teaterhistoriens vel nok berømteste skikkelse, Shakespeares grublende prins af Danmark, hvis spøgelse er og bliver forbundet med Hamlet’s Castle in Elsinore. If you can’t beat them, join them.

Fugtige kasematter

Man har – fuldstændig ligesom Korsbæk på Bakken gør det med figurerne fra »Matador« – befolket slottet med levende skuespillere og skabt en veritabel Hamlet-maskine, som kører alle dage i højsæsonen. Pludselig kan man nu støde på Hamlet (ved denne visning en ædel og ungdommelig, sammenbidt og flot talende Benjamin Stender), som i et af de kongelige kamre fremsiger en tillempet version af sin mest velkendte monolog. Den gale Ofelia flår sig i håret i en korridor, og nede i de mørke, fugtige kasematter viser Hamlets faders forprinte ånd sig som effektiv projektion for den søn, der skal hævne hans død. Mellem kælderhvælvingerne spilles en dukketeaterversion af det drama, Hamlet skriver for at fremprovokere misdæderen Claudius’ skyldfølelse.

At det virker, ser vi i slotskirken foran altret, hvor den angrende konge bekender sine synder. Og så fremdeles.

Tilgangen er en traditionel billedbogsversion, sproget er shakespearesk, men smidiggjort for et nutidigt øre – for at få det hele med, skal man nu stadig være mere end almindeligt engelskkyndig. Er niveauet lidt for højt for gennemsnitsturisten?

Interaktion med publikum er også en del af den nye totalteateriscenesættelse af slottet. Den genopstandne nar Yorick (det er ham, der ellers kun optræder som kranie) og en mystisk sigøjner er på hårdt arbejde, når de skal vejlede folk om, hvor der foregår noget.

Fægtende selfiestænger

Man tager altså både Shakespeare alvorligt, bevarer den gode smag og improviserer muntert med ham i direkte clinch med publikum, som selv må kitte handlingen sammen i dette shakespeareske legeland – en handy, lille brochure hjælper på vej.

Bedst fungerer spillescenerne, når der er action involveret – fægtescenen i riddersalen, opgøret i dronning Gertruds sovekammer. Alt for meget snak hen over sammenstimlede turister med fægtende selfiestænger har lidt svært ved at trænge igennem.

Men at dømme efter den entusiasme, besøgende fra hele kloden møder det velkendte galleri med, har Kronborg fat i den lange ende, når man nu lader fiktionen triumfere over fakta.

Det er Hamlet, der skal give Kronborg nyt liv. Hvem sagde renæssanceslot?

Hvad: Hamlet live. Hvem: Producent og forfatter: Peter Holst-Beck. Instruktør og dramaturg: Barry McKenna. Dramaturg og konceptudvikler: Anna Lawaetz. Hvor: Kronborg Slot, Helsingør. Til 31. august 2016. Alle dage kl. 10-17.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.