Gud og mennesker

Årets litterære sommerserie handler om yndlingsbøger. »Litteratur behøver ikke være skønlitteratur for at være skøn litteratur,« skriver dagens essayist.

Adam og Gud, malet af Michelangelo, Det Sixtinske Kapel, Vatikanet
Adam og Gud, malet af Michelangelo, Det Sixtinske Kapel, Vatikanet

The Beatles minder mig om, hvor tidløs musik kan være. At der er noget, man altid kan vende tilbage til. Livslange venner i lyd. Soundtracks til alt det andet, der skete og sker.
At briterne tidligt i karrieren, da hypen omkring dem var på sit højeste, oplevede at blive guddommeliggjort, at blive set som nogen, der kunne helbrede, blot man rørte ved dem, er én af de mere bizarre sider af historien om et umådeligt hysteri, der lykkeligvis ikke steg genstandene for hysteriet til hovedet. De trak sig fra scenen, ind i lydstudierne, hvor de lavede ny musik, anderledes musik, som ikke var bedre end den, der kom før, men anderledes. Mere bevidst kunstnerisk.
I 1994 udgav den britiske musikkritiker Ian McDonald »Revolution i hovedet. The Beatles’ indspilninger og 60erne«. Her gennemgår han alle sangene, én for én, og det er der meget godt at sige om, men det allerbedste ved bogen er måske, at den viser dette: Litteratur behøver ikke være skønlitteratur for at være skøn litteratur. Med sit vid, sin viden, sit elegante sprog og sin kritiske entusiasme var Ian McDonald som skribent et stjerneeksempel på, at store læseoplevelser kan hentes hvor som helst. Også i et skrift helt blottet for fiktive elementer.
Om Bibelen er fiktion eller ej, skal jeg ikke komme nærmere ind på her. Uden at fornærme ret mange kan jeg dog nok slå fast, at det, der står i den, i hvert fald ikke er Guds ord, men ord, skrevet af mennesker. Jeg vil desuden hævde, at de bibellæsninger, der for mit eget vedkommende er taget til gennem årene, har givet mig en dybere forståelse for flere ting. Dels for, hvad det egentlig er, kristendommen bygger på. Dels for, i hvor høj grad menneskets higen efter det guddommelige aldrig sker uden tvivl, ambivalens, selvmodsigelser. Eller man kan sige, at mennesket i dets menneskelighed på en paradoksal måde træder allerstærkest frem, når det forsøger at gribe det ikke-menneskelige. Har man i øvrigt mod på at læse/genlæse vores kulturs grundbog, er en kommenteret udgave af Bibelen, som Bibelselskabet udsendte tidligere i år, klart anbefalelsesværdig. Det dunkle bliver lidt mindre dunkelt. Det menneskelige træder desto tydeligere frem.
Og hvis jeg nu skal holde mig til non fiction i denne korte gennemgang af nogle af mine store læseoplevelser, så kan jeg ikke komme uden om den israelske historiker Yuval Noah Hararis »Sapiens. En kort historie om menneskeheden«, der for nylig er udkommet på dansk. Yuval Noah Harari begynder med forskellige arter af homoer, altså ikke bare dem, der hedder sapiens, men også alle de mange andre, der levede samtidig med sapiens, indtil sapiens stod alene tilbage, og det er hans bedrift, at han formår at beskrive dette væsens fremkomst og fremgang på Jorden med et helt sublimt overblik og en fabelagtig fortællelyst. Hvor en skribent typisk vil vælge enten en biologisk eller en historisk tilgang til emnet, gør Yuval Noah Harari begge dele, hvilket virker indlysende rigtigt. Mennesket er jo netop begge dele, og Yuval Noah Hararis tilgang betyder, at han – uden at forfalde til letkøbte konklusioner eller nogen form for determinisme – kan præsentere sine læsere for den ene øjenåbnende pointe efter den anden.
Én af mange er dén, at homo sapiens’ evne til at tænke fiktivt er og var det, der gør denne art enestående. Fordi vi kan tænke fiktivt, påpeger Yuval Noah Harari, har vi kunnet skabe de store fortællinger – eller fiktioner – om os selv, der har sat os i stand til skabe stadigt større enheder, fra stammen over nationen til den globale økonomi. Fordi vi kan tænke fiktivt, har vi kunnet fortælle fortællingen om Gud, fortællingen om nationen, fortællingen om aktieselskaber med begrænset ansvar, og disse og andre fortællinger er alle sammen, skønt blot for­tællinger, med til at gøre virkeligheden til det, den er, og hvis det lyder, som om netop det guddommelige i Yuval Noah Hararis optik er af enestående betydning, men netop ikke guddommeligt, så er det ikke helt forkert.
Som læser man kan så være helt eller delvis enig, eller man kan være frugtbart uenig. En stor læseoplevelse er Yuval Noah Hararis bog under alle omstændigheder.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.