Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Grønlandsk kulturarv på fornem liste

Et område på 350 kvadratkilometer i Sydgrønland, hvor nordboerne med Erik den Røde i spidsen slog sig ned for mere end 1000 år siden, er netop optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

Ruinerne af de gamle nordboeres bispesæde, Gardar i Igaliko i Sydgrønland, er del af kulturlandskabet Kujataa, som netop er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste. Foto: Georg Nygaard.
Ruinerne af de gamle nordboeres bispesæde, Gardar i Igaliko i Sydgrønland, er del af kulturlandskabet Kujataa, som netop er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste. Foto: Georg Nygaard.

De indre dele af de dybe sydgrønlandske fjorde udgør, hvad man kunne kalde en »arktisk oase«. Hovedparten af området er lavt fjeldterræn med en frodig vegetation, og trods udsigt til indlandsisen når middeltemperaturen i de varmeste måneder op på over ti grader.

Det var her, Erik den Røde i slutningen af 900-tallet gik i land og indledte nordboernes næsten 500 år lange tilstedeværelse i Grønland, hvor de opbyggede et bondesamfund, der i sin storhedstid talte op til 2-3.000 indbyggere.

Senere slog medlemmer af inuitkulturen sig også ned som bønder i det frugtbare landskab og lagde grunden til det nyere grønlandske landbrug, der den dag i dag kan opleves på nordboernes gamle marker.

Nu er det ca. 350 kvadratkilometer store område, kulturlandskabet Kujataa, optaget på UNESCOs fornemme verdensarvsliste, oplyser Kulturministeriet, som sammen med det grønlandske selvstyre og Kullajeq Kommune gennem flere år har arbejdet målrettet på projektet.

Artiklen fortsætter under kortet:

Kulturminister Mette Bock (LA) lykønsker både Grønland og resten af rigsfællesskabet med UNESCO-udnævnelsen.

»Det er vigtigt både for turismen, men også et rigtig godt og anerkendende skulderklap til alle, der har arbejdet ihærdigt for dette resultat gennem mange år,« siger hun.

Også Grønlands kulturminister, Doris Jacobsen, glæder sig over udnævnelsen og ser frem til den betydning, den vil få for turismen. Det samme gør Kullajeqs borgmester, Kiista P. Isaksen, som siger:

»Jeg er umådelig stolt over, at vore forfædre og vi, der lever i dag, igennem mere end 1000 år har formået at passe godt på beviserne for, at vort land, udover vore fastboende forfædre, også har lagt jord til nordboerne.«

Området, der er lidt større end Als, omfatter fem lokaliteter, hvor man blandt andet kan opleve nordboruiner, den monumentale Hvalsø kirkeruin og bispesædet Gardar i Igaliko samt landbrugsforsøgsstationen i Upernaviarsuk.

Verdensarvskomiteen har ifølge Kulturministeriet blandt andet lagt vægt på, at landskabet mellem Davisstrædet og indlandsisen rummer usædvanligt velbevarede ruiner efter nordboernes beboelser og genoptagelsen af livsformen med det moderne landbrug, som inuit påbegyndte i 1700-tallet.

Og det er netop kombinationen af fortidsminderne fra nordboerne, den smukke natur og et moderne grønlandske landbrug, der gør Kujataa til noget helt særligt, fastslår Bo Albrechtsen, museumsleder og leder af arkæologisk afdeling på Grønlands Nationalmuseum & Arkiv, der har deltaget i det mangeårige arbejde for at få området på Verdensarvslisten.

»I begyndelsen var fokus meget på, at det var nordboernes område. Senere så man mere på, hvad man kan opleve i dag, hvor den grønlandske form for landbrug pudsigt nok foregår akkurat de samme steder, hvor man finder de store gårdanlæg fra nordboerne,« siger han.

»Og der ser vi parallellen mellem de to landbrugssamfund, der har fundet sig til rette på disse sparsomme, men mest egnede jordarealer i Sydgrønland.«

Det var nok mest et reklamestunt for at få flere til at drage mod nord, at Erik den Røde kaldte sit nye land for Grønland. Men det virkede. Nordboerne kom med deres kvæg og landbrugstraditioner og blev i over 450 år.

»I starten havde de masser af kvæg, men lige så stille overgik de til de ressourcer, som også fandtes heroppe – arkæologiske undersøgelser viser, at fangst af f.eks. havpattedyr blev mere og mere vigtig for kosten og for deres overlevelse heroppe,« fortæller Bo Albrechtsen.

»Det unikke ved landskabet er ud over en meget flot natur i de piktoreske, frodige dalstrøg med indlandsisen i baggrunden, at netop her i den subarktiske natur er vi på kanten af, hvor landbrug overhovedet kan lade sig gøre. Man ser ikke landbrug i den størrelsesorden længere nordpå. Landbruget kører fortsat, så f.eks. jeg, der bor i Nuuk, kan gå i Brugsen og købe grønlandske kartofler, majroer og ikke mindst lammekød, som er en stor delikatesse og meget værdsat heroppe. Selvom det koster det dobbelte i forhold til f.eks. new zealandsk lammekød, køber vi hellere det grønlandske - det har en helt anden smag.«

Kujataa er det andet grønlandske naturområde - og det niende i rigsfællesskabet - der kommer på UNESCOs Verdensarvsliste. Isfjorden ved Illuliset kom allerede i 2004 på verdensarvslisten.

Læs mere om Kujataa her.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.