Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Madanmeldelse

Grøde i Ken Husted-land

Maden på Petit Pâté er ganske fin, men servicen halter, og der er stadig plads til forbedring af vinudvalget.

Maden er blevet bedre i Husted-land.
Maden er blevet bedre i Husted-land.

Jeg har aldrig været nogen stor kunde på Ken Husteds vinbarer. Da Bibendum, Falernum og Panzon i sin tid åbnede, var jeg hverken imponeret over vinen eller maden. Jo, der var flere vine på kortet end på en gennemsnitlig café, men det var lutter – med rette – ukendte producenter, som desværre ikke vandt ved nærmere bekendtskab og i øvrigt ofte var serveret for varme fra flasker, der havde været åbne i flere dage.

Attraktionen var nok snarere den hyggelige stemning og de mange kvinder som lader sig tiltrække af den chabby chic’e indretning og den mere urbane aura, som vin giver i forhold til barer, hvor der bliver drukket øl.

I takt med, at det generelle madniveau i byen er vokset, er kvaliteten i Husted-land dog heldigvis gået samme vej. Maden på Pâte Pâte i Kødbyen og nu altså også Petit Pâté er ganske udmærket.

Hvad vinen angår, er det stadig ikke ligefrem sådan, at mundvandet løber under læsning af kortet – jeg kan dog godt finde enkelte flasker, som jeg har lyst til at drikke. F.eks. Radio Coteau, som er en af de bedste nye producenter af kølig pinot noir fra Sonamas kyst i Californien. Til 950 kr. var den billigste radio coteau dog desværre uden for vores rækkevidde.

Til gengæld fik jeg en positiv oplevelse med den ganske ubeskrevne champagneproducent André Jacquart fra landsbyen Mesnil, som er højborg for chardonnay. Brut Experience (95,-) viste sig at være i den moderne stil med fadgæring og lav dosage (sukker) – på én gang kraftfuld, sprød og saftig.

Tapas i forretsstørrelse

Hvad maden angår, er kortet domineret af mindre tapasagtige retter i forretsstørrelse. Vi forklarede tjeneren, at vi ønskede at spise stille og roligt. Vi ville gerne undgå at få det ekstremt lille spisebord overlæsset med retter i løbet af nul komma fem og ønskede således at bestille retterne lidt efter lidt – i første omgang fire numre til deling.

Indledningsvis fire østers af irsk oprindelse, pænt store og kødfulde, med en dejligt afrundet, ikke for salt smag. Stramt doseret fungerede den medfølgende honning-chili vinaigrette fint.

Tre kuglerunde friturestegte krabbekroketter med cremet, lettere tungt bechamelfyld kom rygende varme med grøn salat – ok. Det kan man derimod ikke sige om vinen, en 2009 meursault Vielles Vignes (145,-) fra den for mig ukendte producent Guy Bocard. Vinen var tung, ufrivilligt oxideret og havde uomtvisteligt set bedre tider.

Så fulgte en kødrunde: Et fad med charcuteri gjort på den spanske iberico (sortfods) gris – til vores overraskelse med lutter pølseværk, ingen sortfodsskinke, som vi ellers havde forventet. Men indrømmet, kortet nævner intet om skinke, der loves blot charcuteri. Selv om vi savnede skinken var der trods alt tale om gode ting: En spidskommenkrydret morcilla-blodpølse, paprikakrydret chorizo, ditto lomo (svinekam) og en mere mild salchichón, salamitype.

Kalvetataren var irørt så mange ting og sager – æggeblommer, cornichoner, kapers, løg, og hvad ved jeg, at den næsten var helt hvid. Den smagte ikke dårligt, men jeg havde foretrukket, at kødet trådte mere i karakter, mens min ledsager netop godt kunne lide tataren, fordi den ikke smagte af kød!

Utjekket tjenerpræstation

Frisk ung pinot er godt til tatar, så det fik vi i glasset. Når nu der ikke var råd til Radio Coteau, lod vi os nøje med den billigste aftapning Hometown pinot (fl. 475,- ) - som var ok snarere end ophidsende - fra The Hithching Post, den legendariske barbecue restaurant i Sydcalifornien fra Sideways-filmen .

På tallerkenen kørte vi også sydover med en udmærket spansk tapas-lerpande med stegt kyllingelever, tomat, løg, chili og masser af hvidløg og eddike. På siden en læskende libanesisk inspireret salat med agurk og feta med mandler, granatæble, mynte og det citrusagtige sumak-krydderi.

Herefter ville jeg gerne bestille den sidste omgang – pandestegt lam og græskar risotto – men tjeneren gjorde opmærksom på, at køkkenet allerede var lukket. Det ville vi ærlig talt gerne have haft at vide lidt før - det er en helt normal service at spørge sine gæster, om de ønsker mere, før køkkenet lukker. Jo, tiderne stod skrevet med småt på printmenuen, men ikke på websiden, som var den, jeg primært havde studeret.

Altså ingen varme retter, men vi kunne få lidt ost: Roquefort, manchego og en brie, som smagte ærkefransk, men som den ikke videre ostekyndige tjener mente kom fra Spanien. Alt i alt en knap så tjekket tjenerpræstation, som markerer, at der stadig er noget caféagtigt over niveauet i Ken Husted-land, selvom maden utvivlsomt er blevet bedre og i glimt også vinen.

Hvad: Petit Pâté. Hvor: Godthåbsvej 10, 2000 F, tlf. 70 70 77 45. Hvor meget: ½ retter fra 85 kr., vin fra 275,-.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.