Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Bogbjerget

Gode løgne

Søren Kassebeer
Søren Kassebeer

Den store spanske kunstner Pablo Picasso sagde engang noget meget klogt. Han sagde, at kunsten er den løgn, der får os til at se sandheden.

For det første var det meget klogt sagt, fordi netop paradokser ofte er den måde, hvorpå vi bedst kan tale og skrive om den grundlæggende absurde verden, vi lever i. For det andet var det klogt sagt, fordi det netop er den »løgn«, kunsten er, der får os til bedre at forstå og leve med den virkelighed uden for kunsten, som vi på godt og ondt er en del af.

At det paradokse udsagn netop ikke skal tages bogstaveligt, turde være indlysende. Kunst er nemlig ikke i egentlig forstand løgn. Eller man kan udtrykke det med et andet paradoks: Fordi kunsten pr definition er løgn, er den ikke løgn.

Og det er måske værd at minde om i disse tider, hvor løgnen er blevet installeret som princip i verdens højeste embede, hvor »alternative fakta« er blevet et begreb, som folk, der burde vide bedre, bruger, hvor vi i stigende grad vælger sandheder til og fra, som om de var noget, man bare kunne vælge til og fra, og hvor en kendt borgerlig blogger hylder »den gode løgn« i det politiske (læs: USA).

At man i den vestlige verden på den måde i  stigende grad er ved at få et forhold til sandheden, der minder om samfund i fortid og nutid, som vi normalt meget nødig vil sammenligne os med, er umådeligt skræmmende.

Og mon ikke dette stadigt mere anstrengte forhold til sandheden er én af grundene til, at George Orwells gamle roman om løgnen som princip, »1984«, igen er blevet en bestseller i USA? Når tænkende amerikanere indser, at de bliver nødt til at leve med løgnen fra højeste sted og formentlig og ulykkeligvis i mindst fire år endnu, har de  brug for »den gode løgn«. Nemlig den løgn, der er kunstens. I dette tilfælde litteraturens.

Kunst kan nemlig ikke lyve. Litteratur som kunst kan ikke lyve. Og fordi litteraturen som kunst ikke kan lyve, kan den, selv om den er fiktion, gavne den sandhed, der altid er i defensiven. Og som for tiden er det mere end længe.

Det mest sande, der er skrevet om det 20. århundredes menneskes eksistentielle og materielle udsathed, er den tysksprogede, jødiske tjekke Franz Kafkas ufuldendte, men alligevel fuldendte roman »Processen«. Det bedste, jeg har læst om eksistentiel spleen i det moderne velfærds-Norden, er romaner af norske Dag Solstad. Hvis man vil have sat ord på, hvordan det er at være til i en materiel verden, blottet for metafysik, men fuld af betydning, findes der ikke noget bedre end den franske digter Francis Ponges »At tage tingenes parti«.

Den store amerikanske litteraturforsker Harold Bloom skrev engang, at William Shakespeare skabte os. Intet mindre. Det var store ord, og måske også for store, men, uanset hvad, med en øjenåbnende sandhed indbygget. Litteraturen er nemlig en løgn,der får os til at forstå sandheden, og det gælder ikke al litteratur, men det gælder al den bedste. Og det er ikke engang løgn.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.