Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

God rejse, flyvende hollænder

Gertrud Højlund.
Gertrud Højlund.

Det er ikke så svært at blive gift ved første blik. Det kilder i maven, men derudover er det bare at følge den plan, tilrettelæggerne hos produktionsselskabet Snowman har lagt. For det er ikke så svært at sige ja til sine egne håb og fantasier.

Det svære melder sig først, når fantasien om det perfekte match, som videnskaben i nærguddommeligt vælde har udpeget, afløses af et faktisk menneske, og det står klart, at menneskesjælen og kærligheden er mere kompleks og forgrenet i praksis, end teorien på nogen måde har mulighed for at operationalisere. Og godt det samme.

I aften sendes sæsonens sidste afsnit, og jeg har ingen forventninger om, at nogen af parrene forbliver gift. Det har været småt med amoriner, og jeg tror snart, det er på tide, at vi endegyldigt afviser det spørgsmål, som programmet år efter år sætter som præmis: Vil kærligheden blomstre, hvis bare man sætter folk sammen med lidt omtanke og derefter småtvinger dem til at være sammen længe nok? Nej, det vil den ikke nødvendigvis.

Og jeg ved godt, at denne klumme ville have et større viralt potentiale, hvis jeg kastede mig ud i en latterliggørende kritik af deltagerne, men i udgangspunktet tror jeg hverken, de er mere eller mindre fejlbehæftede, end folk er flest. Jeg føler nærmere, at de i et vist omfang er repræsentative i deres reaktionsmønstre. De minder mig om os alle sammen, og deres dårskab er således ikke deres, men vores. Så jeg skal afholde mig fra at kaste sten. Det er desuden heller ikke fair at kaste ting efter folk, som blotter sig i deres drøm om at finde kærligheden. De stiller sig jo åbent frem i bedste sendetid og siger: jeg vil elske, og jeg vil elskes, men jeg kan ikke finde min bedre halvdel. Det er et sårbart sted at stille sig.

Men selvom intentionerne er der, og de i første afsnit forsikrer os om, at de går ind i eksperimentet med åbent sind, så fungerer det alligevel ikke. Viljen er der, evnen mangler. Især kvinderne i denne sæson har (også til deres egen skuffelse) ikke været i stand til at give slip på deres egne forestillinger og gribe virkeligheden, som den blev dem præsenteret. Og i den forstand minder programmet mig om det evige dating- helvede, som denne tid af fuld af, og jeg bliver forstemt på samme måde, som jeg gør ved app’en Tinder: Landet er fyldt med mennesker, som prøver at række ud efter kærligheden, fordi de i sjælen ved, at den kan være en vederkvægende havn at lægge til i efter stormen på ensomhedens verdenshave, men som mangler evnen til at sige »her er godt at være, jeg kaster anker«, mangler den sidste lyst til at udskifte glitrende drøm med et faktisk, forpligtende liv. Og derfor sejler de søgende videre, som flyvende hollændere med flænsede sejl, skeletter i skabende og et kølvand af forspildte chancer. Og på kysterne står der så en enkelt eller to, som ellers havde kaffen klar. Bon voyage, kaptajn.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.