Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»God fiktion har altid ret«

Stjerneforfatteren Siri Hustvedt er aktuel med en mursten med essays. Vi talte med hende om sprog, kompleksitet og kvindelighed. Og om romanen som den helt uovertrufne genre.

»Hvis vi ser på litteraturens historie, på alle de tekster, der var racistiske, antisemitiske, misogyne, ville vi ikke have ret meget tilbage, vel? Det er en udfordring, som vi som kritiske læsere hele tiden bliver stillet overfor,« siger Siri Hustvedt. Foto: Bax Lindhardt.
»Hvis vi ser på litteraturens historie, på alle de tekster, der var racistiske, antisemitiske, misogyne, ville vi ikke have ret meget tilbage, vel? Det er en udfordring, som vi som kritiske læsere hele tiden bliver stillet overfor,« siger Siri Hustvedt. Foto: Bax Lindhardt.

»Jeg har været i psykoanalyse i otte år nu. Og det VIRKER! Men det er ikke den mest effektive form for behandling, den varer i årevis, det går langsomt, det er dyrt. Det er for eliten. Ligesom rigtig gode restauranter.«

Siri Hustvedt griner et af sine små, afvæbnende grin. Det gør hun flere gange i løbet af interviewet. Hun siger, at hun er sikker på, at der ikke findes nemme løsninger. I hvert fald ikke, hvis det, der skal løses, virkelig skal løses. Hvis det, der skal forstås, virkelig skal forstås.

Om det så er verdens indretning eller hendes egen. Hendes seneste bog, en mursten af en essaysamling med titlen »En kvinde ser på mænd der ser på kvinder«,  er én lang påvisning af netop dette. Af kompleksiteten. Af kompleksiteten i kunsten, i spørgsmålet om køn, i spørgsmålet om forholdet mellem hjerne og bevidsthed, krop og sjæl.

At Siri Hustvedt så også er en meget anerkendt og meget læst forfatter til romaner som »Sommeren uden mænd« og »Det jeg elskede« bidrager til det komplekse billede af hende. Men hvordan hænger romanforfatteren Siri Hustvedt sammen med essayisten, der gerne vil vide det meste og også synes at gøre det? Hvad kommer med i romanerne og omvendt? Og hvad kommer først?

»Det kan gå begge veje. Min seneste roman, »Den flammende verden«, er en form for forløber for det midterste essay i min nye bog,« siger Siri Hustvedt, der var et af de prominente  forfatternavne ved den netop overståede Louisiana Literature. Med »det midterste essay« henviser hun til bogens længste tekst, »Vishedens vildfarelser«, en hel bog i sig selv, der vender og drejer den ældgamle diskussion om krop og bevidsthed, og hvordan det ene påvirker det andet.

Og ikke mindst: Hvordan de to størrelser overhovedet kan interagere, hvis de ikke, som mange mener og altid har ment, er gjort af det samme stof. Siri Hustvedt har ikke noget svar. Hun siger, at hun  elsker at skrive essays, men ikke at komme med skråsikre statements.

Hun vil vise sprækkerne. Hun vil vise alt det, vi ikke ved, selv om vi ofte tror, at vi ved det. Show the gaps, som hun siger det. Og fordi hun vil »show the gaps«,  kan hun ikke lade romanen som form ligge. Det er nemlig ikke mindst det, den kan.

»Romanen er det mest fantastiske medie for ideer, der findes. Der findes intet bedre end romaner,« siger hun med sin karakteristiske begejstring og nævner Mikhail Bakthin, den legendariske russiske litterat, der har inspireret generationer.

»Han en af mine store helte. Han taler om romanen og om, hvad den er og kan, og han påviser, at den er en mangefacetteret, dialogisk form, som virkelig udfordrer såvel ideer som sprog. Han ser også sproget, som det virkelig er, som en  dynamisk, foranderlig, levende størrelse.

Han viser, hvordan sproget er gennemsyret af magtrelationer, og hvordan magtforholdene i samfundet afspejler sig i sproget. Han viser, at der findes en form for tyrannisk tale, og at der findes dens modsætning, den levende,  dialogiske tale, og at det er den sidste, der findes i romanen - den gode roman, vel at mærke. I den gode roman kan du have mange, mange karakterer, der siger det modsatte af hinanden, men som altså føres sammen i den samme tekst.«

Og i et essay kan man gøre noget af det samme, siger Siri Hustvedt , men der er aldrig helt den samme dynamik i et essay, som når man befinder sig i fiktionens fantastiske rum.
»Romanen er så fleksibel, den er en form, der har plads til en mængde forskellige ideer, og i dag, da jeg er blevet 62, tænker jeg, at det var jo der, jeg begyndte.

Med romanen. Som ganske ung var jeg  forelsket i engelske romaner fra det 19. århundrede, men først som voksen er jeg blevet bevidst om,  hvor fantastisk romanen er til at afdække og videregive viden.  Det kunne jeg have fornemmet, men ikke sagt, som 13-årig, for dengang havde jeg ikke været på den rejse gennem alle mulige forskellige vidensområder, som jeg siden har begivet mig ud på.«

Jeg spørger hende, om en stor roman kan tage fejl.

»Nej. God fiktion har altid ret,« siger Siri Hustvedt.

»Lad os tage et par romaner, som vi begge to nok er er enige om er »store«,« fortsætter hun og nævner Dostojevjskis »Forbrydelse og straf« og Emily Brontës »Stormfulde højder«.
»Det er romaner, der er helt fantastiske, og som jeg læser igen og igen.

De er så komplekse, de indeholder SÅ meget, og derfor kan de ikke »tage fejl«. Romaner, der tager fejl, tager fejl, fordi de er for simple i forhold til den menneskelige erfaring. Tag også to komplekse forfattere som Louis-Ferdinand Céline, der var fanatisk antisemit, og Knut Hamsun, der hyldede  Hitler.

Du kan kan ikke helt adskille deres ideer fra deres fiktion,  deres fiktion afslører også noget om alt det grimme, de står for, men kompleksiteten i læseoplevelsen, når vi læser dem, er af en karakter, der gør, at vi ikke ønsker at smide deres bøger ud af vores litterære verden.

Vi VIL have, at de skal være tilgængelige. Og det gælder hele vejen rundt. Hvis vi ser på litteraturens historie, på alle de tekster, der var racistiske, antisemitiske, misogyne, ville vi ikke have ret meget tilbage, vel? Det er en udfordring, som vi som kritiske læsere hele tiden bliver stillet overfor.

Siri Hustvedt siger også, som endnu et eksempel på den store litteraturs tvetydighed, at hun elsker Aristoteles, den græske mestertænker, der jo er en grundpille i vestlig kultur. Også selv om det ikke er alting hos ham, der er værd at elske.

»Jeg vender tilbage til Aristoteles, det gør jeg hele tiden. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan se, at der er noget helt galt i hans forhold til kvinder, at han cementerer visse opfattelser af kvinder, som vi har levet med lige siden. Omvendt vil jeg ikke smide Arisoteles - eller Platon for den sags skyld - ud af vinduet. Stor litteratur er altid kompliceret, nogle gange endda frastødende. Det er ikke sjovt at læse det, Aristoteles skriver om kvinder - og slaver - og nutidige forsøg på at »redde« ham på det punkt, preller af på mig. Men vi bliver nødt til at sige, at her har vi en tænker, der var fundamental. På godt og ondt.«

Og der er  også en anden vigtig pointe, når det gælder en gigant som Aristoteles, siger Siri Hustvedt. Muslimerne oversatte ham og læste ham, og den islamiske læsning påvirkede også den vestlige læsning.
»Som en af mine gamle professorer ved Colombia University, Edward W. Said,  ham, der skrev »Orientalism«,  skrev, så holder den ikke, den der idé om en helt ren, vestlig tradition. Den er ikke sand.

Alt er gennemsyret af andre kulturer, andre traditioner, og formentlig også af alle mulige slags bidrag fra kvinder, som ingen bare har ønsket at anerkende. Jeg læste et langt essay af en ekspert i mundtlig overlevering. Han argumenterede for, at Homer nok var kvinde.

Andre siger, at Homer nok ikke var én person,  men en gruppe, der formentlig også talte kvinder. Pointen er - hvad enten nogle af disse teser om Homer er korrekte eller ej - at traditionen er blevet renset. For kvinder og andre »fremmede«.«

Det feminine har altid stået for det mindreværdige, mener Siri Hustvedt, og hun associerer videre og fortæller, at den måde, grækerne ydmygede ærkefjenden perserne på i oldtiden, når de fik lejlighed til det, var at kvindeliggøre dem.

»På de græske vaser blev persiske mænd fremstillet billedligt som sådan nogle pyntesyge, dumme typer. Som feminine. På den dårlige måde. Der findes en græsk vase med et billede af en voksen perser med skæg, der bliver taget bagfra af en græker med skæg, og der skal man huske, at i det gamle Grækenland var sex mellem en meget ung mand og en ældre mand en del af den erotiske kultur, det var fint, men her handler det om to voksne mænd, der er dødsfjender. Perseren på billedet bliver ydmyget, FORDI han bliver taget som en kvinde, ogg dette syn på det seksuelle som et rum og en mulighed for mandlig dominans  er fortsat helt ind i moderne tid. Der er stadig mange kulturer i verden, hvor det aldrig er ydmygende for en mand at have sex, så længe han er den, der dominerer. Så kan han have sex med mænd, kvinder, hunde …  det er den position, han indtager i selve den seksuelle akt, der er afgørende.«

Siri Hustvedt holder en ukarakteristisk kort pause.

»Så alt det her er virkelig meget komplekst,« siger hun så.

»Det har varet i århundreder, og det findes stadig, og den eneste måde at forholde sig til det på er at anerkende, hvor komplekst det er. Som alt andet her i verden. Litteraturen, bevidstheden, kroppen ... Man må aldrig, aldrig simplicifere tingene.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.