Ghita Nørby: »Man kan ikke sige nej, hvis Bille August ringer«

Den 13. november er der biografpremiere på Bille Augusts film »Stille hjerte«, som handler om en ældre kvinde, der har besluttet sig for, at hun vil have aktiv dødshjælp. Ghita Nørby, der fylder 80 til januar, spiller kvinden. Selv er hun ikke færdig med livet, men hun ved godt, at årene er gået.

Ghita Nørby er hovedrolleindehaver i Bille Augusts film "Stille hjerter".
Ghita Nørby er hovedrolleindehaver i Bille Augusts film "Stille hjerter".

»Ja, jeg kan ikke lade være med at spekulere. Jeg ved da godt, at ottetallet med et nul efter er en høj alder. Livet har jo en slutning. Hvornår det er, ved ingen af os.«

Skuespilleren Ghita Nørby sidder i sit hyggelige køkken. Et lys er tændt. Udenfor har tusmørket efterhånden sænket sig over bjælkehuset. Gennem vinduet er det efterårsløv, der før skinnede så kulørt i den lave sols stråler, ved at fortone sig i efterårsskumringen.

Ghita Nørby taler ikke om det store punktum med nogen synderlig vemod i stemmeføringen. Ordene falder ligeså kontant, velovervejet og nøgternt konstaterende, som de fleste andre, der slipper over hendes læber. Hun ved godt, hun er kommet til et skelsår: »Ja, det kan man roligt sige!«

Til januar fylder hun 80, og på torsdag er der premiere på Bille Augusts nye film, »Stille hjerte«, hvor hun spiller en uhelbredeligt syg kvinde, der beslutter sig for at samle sin familie til en sidste afskedsweekend, inden hun har tænkt sig at få sin mand til at hjælpe sig med aktiv dødshjælp. Hun er lige blevet færdig med optagelserne til endnu en film, hvor hun spiller en kvinde, der forsvinder ind i demens. Og for nylig udkom en opsummerende hyldestbog med billeder fra hele hendes karriere. Alt sammen noget, der har sat tanker i gang om, at livet ikke er uendeligt.

»Når man ser en bog med sådan en ung pige, der er så ung og køn og glad og morer sig. Og når man i en høj alder spiller med i en film som »Stille hjerte« og den anden film, som hedder »Nøgle Hus Spejl«, kan man jo ikke lade være med at tænke på livets slutning. Men det er ikke noget, jeg går og bliver fortvivlet over, for jeg tænker mere på, at nu går vi altså vinteren i møde, nu falder alle bladene af træerne, så bliver det mørkt, så tænder vi et lys – og så bliver det jo forår. Jeg ved ikke, hvad meningen med livet er. Det vil jeg aldrig kunne svare på. Men jeg kan godt lide at være her. Og jeg synes måske nok, det er det sjoveste sted at være, for jeg kender heller ikke andre steder end at være her på Jorden. Jeg befinder mig godt her.«

Nysgerrigheden har aldrig sluppet hende

»Der er altid noget rundt om næste hjørne. Har man det livsmod, som gør, at man siger »Nej, nu lukker jeg sgu øjnene op, hvad er det dog, der sker her?« deltager man jo lige med det samme. Man kan beslutte sig. Og næste dag er beslutningen ikke så holdbar, som den var, da man tog den. Man kan jo blive klogere på en dag. Hvorfor skulle man sige nej til det? Men ser man sig rundt omkring, så må man godt nok sige, at det er der mange, der ikke bryder sig om at tænke på.«

I en alder, hvor mange andre er holdt op med at arbejde, er Ghita Nørby stadig i fuld vigør. Fra bilen i den københavnske eftermiddagstrafik har hun svaret på et telefonopkald fra den forsinkede journalist. Hun var selv for sent på den til dagens interview. Der er aftaler i kalenderen. I begyndelsen af næste år står hun for eksempel på scenen igen som Fru Levin i Folketeatrets version af teaterklassikeren »Indenfor murene«.

»Jeg har lyst til at arbejde. Der er måske nok nogen, der endda er yngre end jeg, som ikke havde lyst mere og er holdt op. Men jeg har lyst.«

Din veninde og kollega Sonja Richter har sagt, at du er afhængig af at arbejde?

»Ja. Hun har ret i det på den måde, at jeg prøver på ikke at være så afhængig af mit arbejde, som det kan se ud til. Men der er det forfærdelige forhold, at mit arbejde er så vanskeligt at tilrettelægge. Og det er altså ikke min skyld. Jo, man kan selvfølgelig sige nej. Men man kan ikke sige nej, hvis Bille August ringer. Det kan jeg ikke.«

I »Stille hjerte« arbejder Ghita Nørby sammen med den danske Oscar- og Guldpalmevinder for første gang i 22 år. Sidste gang, de lavede film sammen, var da Ghita Nørby i 1991 spillede med i »Den gode vilje«, der havde manuskript af Ingmar Bergman, og som var instrueret af Bille August.»Han er det, jeg vil kalde en »stille« instruktør. Han er bag sine briller. Og han kommer hen og fortæller en, at man måske godt kan være lidt mere et eller andet. Eller dæmpe det mere. Han skubber, ligesom en dirigent, til nodebilledet. Vi syv mennesker, som er med, er jo vidt forskellige mennesker, men han har en evne til at møde os alle sammen på en individuel, helt ekstraordinær kærlig måde. Vi føler os alle sammen utroligt godt tilpas.«

I »Stille hjeret« spiller Ghita Nørby sammen med bl.a. Paprika Steen, Morten Grunwald, Pilou Asbæk og Danica Curcik. Filmen er et tæt kammerspil, der ikke mindst lever af sine skuespilleres troværdighed. Men hvordan skaber man den intime familiefølelse med komplicerede relationer, man fornemmer i filmen?

»Skuespillerens arbejde er simpelthen så svært at forklare. Det kan man næsten ikke,« siger Ghita Nørby og forsøger så alligevel:

»Vi behøver ikke at gifte os alle sammen med hinanden, når vi filmer, men vi sanser hinanden. Når castingen, som det hedder i dag, er som den er i for eksempel »Stille hjerte«, så varer det mindre end et sekund, før vi alle sammen pludselig ubesværet er på plads som mødre, fædre, døtre, svigersønner. Det hjælper også, at vi kan lide hinanden, og synes, det er sjovt at være sammen. At arbejdet er spændende og svært. Bille er vidunderlig, fordi han prøver scenerne meget lidt. Det er så skønt, for du kan meget let komme til at prøve en scene ihjel. Det gør han ikke. Og så går han ud fra, at vi har tænkt os om, og det har vi!«

I mødet med en instruktør og de andre medspillere er det vel også vigtigt for en skuespiller, at man har noget, man aldrig fortæller nogen?

»Ja, men det kan man også sagtens have. Man kan have sine hemmeligheder, og der er ikke nogen »sandhedsmøder«. Vi behøver ikke, skuespillerne imellem, vide, hvad vi tænker eller ikke tænker. Teknik spiller jo i øvrigt også en kæmpe rolle, når man laver film – skuespilleren afleverer et grundmateriale. Og når vi har lavet det råstof, forlader vi det, og så bliver det muligvis til en film. Man kan jo både blive klippet ud, ned eller op. Det er op til klipperen, fotografen og instruktøren at finde den rytme og den sans, som den film nu skal have.«

Et af dansk teaterhistories berømteste citater er, at instruktøren Erling Schroeder sagde til dig, da du var ung, at du som skuespiller kunne tænke på hvad som helst, om det så var et cykelstativ?

»Det betyder jo bare, at i det øjeblik, man tænker, mærkes det. Jeg er ikke sådan en, der genkalder mig store sorger og ulykker for at fremkalde erindringen af en følelse. Method acting (naturalistisk spillestil, der baserer på skuespillerens selvforglemmende identifikation med rollen, red.) er slet ikke mig. Det er tankegang og flid, omtanke, der er vigtigst. Kunst er styring. Jeg er mere en karakterskuespiller – modsat en personalityskuespiller. Karakterskuespilleren har selvfølgelig brug for det materiale, han eller hun har i sin rygsæk – sin erfaring. Det er klart, selvfølgelig bruger man det. På den måde trækker man på sine egne oplevelser. Men jeg spiller jo Esther. Og Ghita, hun bor altså i Holte.«

I år er det 60 år siden, at Ghita Nørby sprang ind på Det Kongelige Teaters scene første gang som elev. Er der noget tidspunkt i hendes karriere, hvor hun for alvor følte, at hun havde lov til at stå på scenen?

»Der er nok mere tale om en gradvis udvikling. Nu nævnte du Erling Schroeder. Han var et udviklingspunkt i mit liv. Han så en sød, lille én, som gik rundt og var i godt humør, men sagde så til sig selv: »Gad vide, om der ikke skulle være noget andet i det hoved der?« Jeg fik en læremester, som var meget streng – mange kunne ikke klare det – men jeg elskede hvert sekund. Jeg elsker, hvis folk holder så meget af en, at man kan få nogle ordentlige nogen på hattepulden. Det er der ikke nogen, der giver mig i dag. Men det har været min fordel, at jeg har fået så mange tæsk, og jeg takker for hvert slag. Jeg har ondt af dem i dag, som ikke vil have dem.«

Ghita Nørby er hovedrolleindehaver i Bille Augusts film "Stille hjerter".
Ghita Nørby er hovedrolleindehaver i Bille Augusts film "Stille hjerter".

Du er jo øverst i hierarkiet i skuespillerfamilien: Det er naturligt, at Ghita Nørby kommer ind og står i midten i ensembleforestillingerne. Hvordan har du det med den rolle?

»Det er helt fint! Jeg er jo den ældste. Der er så mange steder, hvor alderdommen bare er smidt væk og hen i en krog, men det gør vi altså ikke på teatret. Når jeg er sammen med de unge skuespillere, glemmer jeg lidt, at jeg er så gammel. Jeg står ikke og prædiker. Hvis de vil have min mening om et eller andet, svarer jeg. Men jeg kan jo i og for sig ligeså godt lære noget af dem, som de kan lære noget af mig. Jeg har så mange fine venskaber i de unge skuespilleres rækker.«

Hvordan er de unge anderledes end Jer?

»De er helt, helt anderledes. For verden er jo anderledes. Vi havde mere tid til at udvikle os. Der var ingen, der var fokuseret på ungdommen dengang. Vi var bare nogle, der skulle holde vores kæft og sidde derhenne og lære, og det, syntes vi, var helt i orden. Når Poul Reumert kom ind i et rum, rejste jeg mig op. Det var en glæde og helt naturligt. Der stod en stor kunstner. Hvis jeg er ude og tale om mig selv og mit arbejde på teaterskolerne, siger de altid: »Det var da ydmygende. Det var da udnyttelse.« Nej da, det har jeg aldrig skænket en tanke. Jeg kan ikke se, hvad det vanskelige var i det.«

Men kravene til, hvad en skuespiller skulle kunne, var vel også anderledes?

»Ja da. De er jo så dygtig i dag. Men det at gå i et kostume, for eksempel, er der ikke mange, der kan i dag. Hvordan vender du dig, når du har et slæb på? Jeg har ikke set nogen, der kan det. Men de kan stå på hovedet og gå på hænder og er mægtig dygtige til at kaste sig rundt omkring. Det kan jeg ikke. Men jeg har lært at gå med et slæb. Men der er ingen, der gider høre på det, så jeg holder min kæft med det.«

Ghita Nørby synes dog, at alderen har gjort det muligt for hende at lukke munden op.

»Jeg er jo gammel, og det giver en frihed til at være anarkist. Jeg siger min mening. Det kan godt være, den er god i dag og forkert i morgen. Men så laver jeg den om, for jeg er overhovedet ikke bange for at tage fejl. Hvis man hele tiden gerne vil bevare sig selv på ruller, bevæge sig på kuglelejer, så kan man da sagtens synes, at den ide, man får, er meget bedre end den, man havde i går.«

Men du er da også i en privilegeret situation, at nogen overhovedet gider høre på dig?

»Ja, det er jeg da rigtignok. Men det er der nu faktisk også mange, der ikke gider. Ork, det kan jeg da love for. »Nu kommer hende den skrappe«.«

Men er du skrap?

»Ja, det tror jeg nok, jeg kan blive betegnet som.«

Kan du tilgive?

»Jeg håber det. I hvert fald bærer jeg ikke nag til nogen som helst. Hvad jeg selv ved. Det kan jo være, der er nogen, der… Jeg er i hvert fald ikke et menneske, der er afhængig af, at alle skal kunne lide mig. Det er vist nok umuligt. Jeg er ikke den type menneske, der spekulerer i, at »nu må jeg nok hellere gøre sådan og sådan, for så støder jeg ikke nogen.« Det er ikke min natur. Sådan har jeg aldrig været.«

Det næstmest berømte citat i dansk teaterhistorie er dig, der siger, at det skal gælde livet, når man spiller teater. Er det derfor, du kræver meget af andre?

»Ja, men man bliver nødt til at erkende, at ikke alle er nogle, der kan det, man kræver af dem. Man kan jo ikke lave så meget, som jeg både har lavet og stadigvæk laver, uden at jeg har svigtet til højre og venstre hele tiden. Børn, andre mennesker. Erkender man det bare lidt, kan man måske lære en lillebitte smule af det. I livets tilskikkelser er der jo ikke noget i vejen for, at man taler med hinanden og indrømmer sine fejltagelser. Det at tabe ansigt har jeg ikke så meget imod. Jeg kan jo bare samle det op igen. Det er nok ret kvindeligt. Men jeg fortryder sådan set ikke noget, jeg alligevel ikke kan lave om på.«

Du siger, at du ikke giver dig af med fortrydelse. Har du en evne til at lade ting bag dig?

»Ja, men jeg stryger ikke noget. Alle mine sorger og forfærdelige gerninger ser jeg gerne i øjnene, og jeg har dem med mig. Gud være lovet er mennesket jo skabt med den gode egenskab fortrængning, så vi ikke skal bære rundt på alle vores rædselsfulde handlinger. Men når der er kommet lidt skorpe på det blødende sår, på de »smertepunkter« som P. O. Enquist taler om i sit forfatterskab, så føler jeg, at de er mine livskilder. Det er der, jeg ved noget fra.«

Ghita Nørby er hovedrolleindehaver i Bille Augusts film "Stille hjerter".
Ghita Nørby er hovedrolleindehaver i Bille Augusts film "Stille hjerter".

Er det ikke der, kunsten skabes fra?

»Jo, det kan man bruge som skuespiller. Så bliver de livgivende. Men det kan vi jo alle sammen gøre, ligegyldigt hvad vi foretager os. I stedet for at kaste det, der har gjort ondt, meget langt væk, kan man se det i øjnene. Man har jo været en del af det, og det har jeg ikke noget imod stadig at være.«

Når du taler om skuespillermetieren, skildrer du det som et sted, der er forbundet med hårdt arbejde, stillen sig til rådighed, mange overvejelser. Også som et lystfyldt sted at være. Men er der også angst forbundet med den?

»Den forlader os vel aldrig. Men jo ældre, jeg bliver, jo mere giver jeg mig selv lov til at slippe angsten. Det er en stor glæde. Jeg siger til mig selv: »Nu må jeg så træde ned i den der vandpyt, det er der så ikke noget at gøre ved.« Så sprøjter det lidt rundt omkring, og så tager jeg nogle andre sko på. Men angsten er der, for mit arbejde bliver jo vurderet så tydeligt. Jeg vil helst følge med. Ikke være bedre, det er sådan et underligt ord, men blive ved med at udvikle mig, blive anderledes. Angsten kan man aldrig slippe, men man kan lære at forstå den lidt.«

Hvordan med blufærdigheden?

»Den har jeg. Derfor er method acting ikke mig: Jeg synes, den er ublufærdig. Men selvfølgelig har jeg en blufærdighed. Og jeg har da også en hemmelighed. Eller mange, som er mine, og som aldrig kommer i en avis. Jeg er også blufærdig i mit arbejde. Ellers bliver det noget underligt ulækkert, selvforelsket og selvudleverende noget. Det bryder jeg mig ikke om. Men bortset fra det er prøvesalen et vidunderligt sted for mig at være. Uden angst. Fordi det er et af de få steder, hvor jeg har lov til at være ansvarsløs. Der behøver vi ikke være bange.«

Ghita Nørby har været gift fire gange. For tre år siden flyttede hun og ægtemanden, musiker og kapelmester Svenn Skipper fra hinanden efter mange års ægteskab. Men nu har de fundet sammen igen.

Både dit arbejdsliv og dit privatliv har været omskifteligt. Kan du misunde sådan en type som Esther hendes livslange venskabs-kærlighedsforhold?

»Ja, men nu kan du jo se det mærkværdige, at Svenn Skipper og jeg jo har haft sølvbryllup og været gift i mange år, og så pludselig blev vi skilt ad. Og så efter nogle års forløb fandt vi ud af, at vi egentlig godt ville træffe hinanden igen, og at vi holdt meget af hinanden. Det er en stor gave at få. Jeg ville da gerne have fuldendt et ægteskab. Men man er jo to om det. Og – ikke mindst er jeg der. Og jeg tror, jeg er ret så rædsom at være gift med. Jeg laver glimrende mad, men jeg er mange gange væk. Jeg er et ekstrovert menneske og har brug for at udtrykke mig.«

Men har arbejdet været det vigtigste i dit liv?

»Det ser jo ser sådan ud, men det er ikke helt rigtigt, for kærligheden må man jo altid sige er det vigtigste i ens tilværelse. At den så har bredt sig, som min jo har – ja, det har det så. Men jeg må også indrømme, at jeg ville blive sindssyg, hvis jeg ikke brugte mine kræfter i mit arbejde. Jeg har et overtryk, man så lukker op for engang imellem, så atmosfæren inde i sylteglasset bliver tilpas. Den udløsning eller balance, der skal til, for at luften går af ballonen engang imellem.«

Du spiller stadig teater, og det kræver immervæk nogle kræfter at stå der?

»Det gør det. Og jeg kan også godt mærke, at med den alder, jeg har fået nu, skal jeg tænke mig lidt om. At spille hver aften er et meget stort arbejde. Det erkender jeg. Jeg har ikke de samme fysiske kræfter, som jeg har haft. Det må man se i øjnene. Jeg lider af alder.«

Du har jo stort set spillet det hele. Er der noget, du føler, er uudforsket land i dig, som ingen har set eller opdaget i dig?

»Nej. Jeg har jo ikke spillet alt i denne verden, men på det tidspunkt, hvor jeg kunne have gjort det, spillede jeg nok noget andet. Jeg har jo stort set bestilt noget hele tiden, så det kan jeg altså ikke forlange af mig selv. Det ville jo være vanvittigt. Jeg er et taknemmeligt menneske. Jeg har deltaget. Og jeg deltager.«

»Stille hjerte« har premiere på torsdag.

Ghita Nørby er hovedrolleindehaver i Bille Augusts film "Stille hjerter".
Ghita Nørby er hovedrolleindehaver i Bille Augusts film "Stille hjerter".

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.