Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Anmeldelse

Gamle marxister dør ikke - de brokker sig bare!

Erik Clausen kan ikke, i sin fabel »Aldrig mere i morgen«, indkredse dødens smerte, når han dybest set betragter den som irrelevant som afgørende faktor i menneskelivet.

PRESSEFOTO: Aldrig mere i morgen.
PRESSEFOTO: Aldrig mere i morgen.

Som socialistisk kunstner har Erik Clausen ofte fremstået som en tvetydig figur, idet hans egen selvhævdende persona – på og uden for filmlærredet – går på tværs af det solidariske koloni-havefællesskab, hans film postulerer.

Det har indimellem givet en udbytterig resonans, når hans karakterers oprørske anarkisme har punkteret det alt for sentimentale som i debutfilmen »Cirkus Casablanca« (1981), der i den nu klassiske Erik Clausen-stil hylder det brovtende vitale og virile.

Problemerne opstår til gengæld i »Aldrig mere i morgen«, hvor Clausen er Thorvald, en berømt og hovedrig kunstmaler, der efter et fatalt hjertestop får ny indsigt i sit liv, mens han som usynligt gespenst besøger sine pårørende. Som god marxist kan Clausen nemlig ikke se den enkeltes død som en tragedie, så længe de mange kæmper videre i den gode kamp. Alle bliver selvfølgelig lige i døden, men hvad hjælper det os endnu levende, der ligger vågne i halve nætter og spekulerer i meningsløse cirkler om det uafvendelige?

Her efterlader den marxistiske materialisme os dobbelt magtesløse, da vi, ud over visheden om at vi skal dø, også får vores dødsangst bagatelliseret.

De barske er ofte de blødeste indeni, og derfor fungerede Clausens forrige film, »Mennesker bliver spist«. Her spillede han bilmekanikeren Herluf, der gradvist bliver dement og må forlade sig på fremmedes nåde. Den rolle forlenede den vrantne ronkedor med en sårbarhed, der var overraskende og interessant. I »Aldrig mere i morgen« er han død, men står alligevel og råber »Det har jeg sgu aldrig sagt!« i nakken på sine efterladte, hvilket vækker mere irritation end forløsning.

Dertil kommer en række konkrete problemer i handlingen og dialogerne, der gør »Aldrig mere i morgen« til en af instruktørens hidtil svageste film og et uværdigt eftermæle for en kunstner, der før har præsteret mere.

Eminente skuespillere som Nicolas Bro og Marijana Jankovic, der henholdsvis spiller Thorvalds forsmåede kunstnersøn, Vincent, og Thorvalds unge enke, Alice, kan ikke få liv i filmens dialoger og scener, der på én gang virker ufærdige og konstruerede til lejligheden. Til tider går tempoet helt i tomgang, hvilket kun til dels kan tilskrives Clausens forkærlighed for den hverdagslige småsnak, som når Elith »Nulle« Nykjær Jørgensen i sin sagtmodige karakter udbryder »Noget med hjertet? Uha, det kan man jo dø af!«

Følelsen af det skitseagtige angår også filmens troværdighed, hvis vi altså et øjeblik ser bort fra, at der optræder en engel i den (Bodil Jørgensen). De kunstværker, som Thorvald, Danmarks førende kunstner, skal forestille at have tjent en formue på, ligner noget, der er malet af filmholdets skolepraktikant (men det er sgu nok Clausen selv, der har begået dem). Medmindre man i forvejen mener, at al moderne kunst er noget bras, giver det et indtryk af, at filmen ikke rigtigt gider tage sig selv alvorligt.

På samme måde virker personkonstellationerne fortænkte og uægte.

Hvordan er den smukke Alice egentlig faldet for den over fyrre år ældre kværulant med storhedsvanvid? Ja, for hun tog ham ikke for pengene – den store millionarv skænker hun nemlig til en fond for at kunne føle sig fri. Jeg vil ikke afvise, at romantiske urimeligheder forekommer i virkelighedens verden, men den levende Thorvalds komplimenter til Alice som »dine øjne minder mig om uendelige blomstermarker« virker ikke tilstrækkeligt overbevisende til, at hun skulle isvimefalde.

I starten af filmen arbejder Alice i øvrigt som new age-vejleder, hvor hun lærer ældre at danse nøgne med viftende arme som palmer i pagt med naturen – heller ikke så troværdigt, og i den henseende en form for satire, der slasker lige så slapt af sted som de dansendes bryster. Nutidens pensionister går til kurser i IT eller aktieinvestering.

Enkelte replikskifter har den Storm P’ske finurlighed, Clausen kan være leveringsdygtig i, som når enken Alice begynder at udspørge journalisten fra den borgerlige avis, men hyppigt har de, som her, ingen funktion i filmens handling.

»Var din eksmand også journalist?«

»Nej, han var buddhist.«

»Nå, var han fra Indien?«

»Nej, fra Hvidovre, men hans hjerne var langt væk.«

Replikkerne er karakteristiske for Clausens foragt for det åndelige blik på tilværelsen. Clausens forbillede, Federico Fellini, var katolik, hvilket gennemsyrede dennes film og udmøntedes i et vemodigt forhold til det søde liv som en kortvarig parentes i dødens mørke.

Dér kan Clausen ikke nå hen, for han kan ikke, i sin fabels tjeneste, nå hen til dødens smerte, når han dybest set betragter den som irrelevant som determinerende faktor i menneskelivet. Så længe, vi lever, så længe vil jeg elske dig. Derefter er det slut, og det er der ingen grund til at spilde tårer på.

Men det er til gengæld heller ikke grund nok til at gøre døden til en umorsom komedie, når vi nu er mange, der synes, at den er en skandale.

Instruktør: Erik Clausen.

Medvirkende: Erik Clausen, Bodil Jørgensen, Nicolas Bro, Marijana Jankovic, Katinka Evers-Jahnsen.

Premiere over hele landet

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.