Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Vinyljazz

Friske pust fra de sorte riller

Er LPen nu vendt tilbage? Ja, i hvert fald er den blevet et seriøst medie, hvorigennem især yngre jazzmusikere ynder at udtrykke sig. Her er tre nye danske af slagsen.

Mest fuldkommen i dagens vinyl-ombæring er dog debut-albummet "Old Ghost" fra saxofonisten Aske Drasbæk.
Mest fuldkommen i dagens vinyl-ombæring er dog debut-albummet "Old Ghost" fra saxofonisten Aske Drasbæk.

Retro? Nej, det er det ikke. Det er nemlig ikke gamle nostalgikere, der vender tilbage til LPen, men derimod den nye generation af jazzmusikere, ja, tilmed folk, der søger nye veje og på én gang annekterer og udfordrer traditionerne. De har fravalgt CDen og udgiver på vinyl med sideløbende mulighed for download.

Men lad os glemme det sidste og opleve musikken i sin ikke bærbare form. Ja, det kræver, man opholder sig i et rum, hvor der er en grammofon, som har sin lyd, og dertil kommer så nærværet af roterende vinyl og af et håndgribeligt omslag, ja, alt i alt – en totaloplevelse. En LP-udgivelse signalerer kort sagt, at der er tænkt en ekstra gang over tingene, ja, at det er alvor, uden at det fornøjelige behøver at være fravalgt.

Det er i hvert fald ikke tilfældet hos Interfoam, en kvartet, der i 2011 vandt konkurrencen »Ung Jazz i Danmark«. Og gruppens pladedebut er en dobbelt-LP i klart gult folde-ud-omslag med naivistiske tegninger, som står ganske godt til den musik, som Interfoam selv betegner som trashjazz. Og ja, det er pågående og rå musik, som sikkert også vil kunne glæde mangen en ynder af beskidt tungmetalmusik. Bassisten og tubaisten Rune Jakobsen har komponeret de komplekse, men ofte aldeles finurlige værker, som han – i tæt samspil med trompetisten Mikkel Grevsen, saxofonisten Mads Egetoft og trommeslageren Kristoffer Tophøj – afleverer effektivt og medrivende. Der er gode reminiscenser af avantgardejazz, heavy rock og små sydlandske cirkusorkestre, men helt klart er det musik af egen tilvirkning, ja, nutidsjazz, hvor de mange gentagelsesmønstre godt kan blive enerverende, uden at det fornøjeligt overrumplende går tabt.

Flydende jazztradition

Med sit blå og undervandsrelaterede omslag skaber guitaristen Søren Raaschou en stemning, der antyder, at han bevæger sig i en mere flydende jazztradition. Og, ja, her er såvel god puls som statisk simrende faser, og Søren Raaschou er i godt selskab med bassisten Fredrik Sakham og trommeslageren Rasmus Iversen samt – nok så fremtrædende – den amerikanske tenorsaxofonist Travis Laplante. Der er en egen indre logik i Søren Raaschous kompositioner, som er åbne for det intuitive, det vil sige, at der er god plads for kommunikation og kreativitet. Det bliver udnyttet, og vi får et farverigt flow – med blandt andet god buestrøgen bas samt de nok så intense guitar-saxofon-dialoger, som fremtryller og stimulerer såvel oplevelse som nysgerrighed.

Mest fuldkommen i dagens vinyl-ombæring er dog debut-albummet fra saxofonisten Aske Drasbæk. Han har fundet en gammel barytonsaxofon, og han har forstået at finde og værdsætte dens lyd og dens sjæl. Han er inspireret af sin legendariske og lyriske svenske instrumentkollega, salig Lasse Gullin, men bevæger sig dog helt ud af egne stier. Og det gulbrune folde-ud-omslag med de let slørede tegninger står perfekt til albummets på mange måder impressionistiske musik.

Aske Drasbæk har allieret sig trommeslageren Andreas Fryland og den herboende finske bassist Tapani Toivanen samt de to guitarister, Per Møllehøj og Søren Dahl, som fra hver sin side leverer fremragende strengeleg, der giver et både imødekommende og originalt lydbillede. Og her formår Aske Drasbæk – som manden i midten – at gøre det tunge horn lyst og let. Han tegner sig for nuancerede kompositioner og improvisationer – med melodik, balance og identitet. Ja, musikken er helstøbt – og står godt til vinyl.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.