Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Ånden i glasset:

Frederik over det hele

Der er så dejigt frederiksbergsk på Frederik VI.

Populært, folkeligt og dejligt civiliseret: Frederik VI på Frederiksberg Allé. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen.
Populært, folkeligt og dejligt civiliseret: Frederik VI på Frederiksberg Allé. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen.

 

»Frederik« vågner ved 11:00-tiden, ligesom jeg selv gør når jeg får lov (og dét får jeg aldrig!,) og så kan man sé ind gennem vinduet om det er Ingrid, Inge eller Jonna, der serverer i dag, og hvilke af stamgæsterne der har indfundet sig så tidligt. Det er ofte Finn«.

Ordene var Dan Turèlls, de stod at læse i en klumme i Politiken i 1980, »Øgler på Frederiksberg«, og mere frederiksbergsk kunne det ikke blive: Frederiksbergborgeren Turèll om Frederiksberg-beværtningen Frederik VI, der ligger på Frederiksberg Allé og er opkaldt efter en enevældig monark, der trods alle sine fiaskoer blev nærmest folkekær. En rigtig borgerkonge, der gerne spadserede blandt folket i sin elskede Frederiksberg Have, hvis han da ikke lod sig beskue, når han sejlede med familien på de smukke kanaler. Samme Frederiksberg Have hedder, som den gør, fordi en anden og tidligere Frederik, Frederik IV, lod opføre sin sommerresidens af samme navn netop her, og i dag står tipoldebarnet, den nævnte Frederik VI, ved indgangen og troner på sin sokkel, og det er jo smukt, når tingene på den måde hænger sammen, kulturelt, historisk og helt ind i sproget. Det gør de på Frederiksberg, hvor stedets ånd, genius loci, er let at fornemme, og vil man forene dette uhåndgribelige, men alligevel så mærkbare, med det mere konkret læskende, er Frederik VI - beværtningen - et godt sted at begynde. Og eventuelt også at slutte. Her er der, naturligvis, øl, og der er, hvilket ikke altid er en selvfølge, øl i haner, hvilket altid er et stort plus, og modsat alt for mange andre af hovedstadens i øvrigt udmærkede, hyggelige og opbyggelige værtshuse er her et seriøst udvalg af god bryg: Fadøl, som nævnt, blandt andet det gode fra Jacobsen, og øl på flaske, herunder en øl, som den gode beværtning selv har været med til at udvikle, og som ifølge den høflige betjening i særlig grad egner sig til varme dage.

I øvrigt ser det ud, som om Frederik VI har ligget der altid, lige der på Frederiksberg Allé, men det er faktisk ikke tilfældet. Her lå her engang en bank, der omkring 1920 blev ombygget til konditoriet Tivolikonditoriet, og først i begyndelsen af 1970erne blev konditoriet til værtshus. Bedre sent end aldrig, som man siger, og fordi det ligger, hvor det ligger, midt på Frederiksbergs stolte gamle teatergade, hvor Aveny-T og Betty Nansen Teatret stadig holder den sceniske fane højt, har det i tidens løb været et sted, hvor teatermennesker og andre kunstnere, som salig Dan Turèll, holdt af at komme. Sidstnævntes portræt hænger i form af en fin tegning over det, der var hans stamplads, bagved baren er der også små messingplader med navnet på Majoren og andre trofaste kunder, og selvfølgelig er der billeder af den Frederik, der har givet stedets dets navn, masser af dem. Sammen med de smukke høje paneler, det lidt flossede, men fine loft og de højryggede bænke med vinrød brokade får det stedet til at ose af historie, selv om det jo altså som beværtning ikke har så forfærdelig mange år på banen, og på den aften, hvor denne artikels forfatter indfinder sig med sin ledsagerske, er her stuvende fuldt og alligevel ikke støjende. Dejligt civiliseret.

Dagens ret kan man i øvrigt få om aftenen, hvis øl ikke er nok til at stille sulten, og der serveres klassisk smørrebrød om dagen, så på Frederik VI kombinerer man den klassiske beværtnings dyder - inklusive et billardbord og tv-skærme med sport - med enkel, folkelig gastronomi, og det fungerer. Men først og fremmest er det altsammen så dejligt frederiksbergsk. Her mærker man stedets ånd, og når man skyller efter med en god øl eller to, mærker man den endnu mere, for så får man den ind under huden. Efter endt øl går hustruen og jeg videre ud i det frederiksbergske, ned ad den flotte Frederiksberg Allé og tilbage til indre by, hvor vi bor. Den bydel byder også på øl og ånd. Men det er en anden historie.

Frederiksberg Allé 42, 1820 Frederiksberg C

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.