Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Frank Jensen: Mere idræt, mere Refshaleø – mindre Distortion

Frem til kommunalvalget 21. november spørger Berlingske spids­kandi­daterne fra de opstillede partier til Københavns Borgerrepræsentation, hvad der skal ske på kulturområdet i Køben­havn. I dag svarer Frank Jensen, overborgmester og spids­kandidat for Socialdemokratiet.

Frank Jensen - er ikke klar til at sige ja til Formel 1 endnu. (Foto: Sofie Mathiassen/Scanpix 2017)
Frank Jensen - er ikke klar til at sige ja til Formel 1 endnu. (Foto: Sofie Mathiassen/Scanpix 2017)

Hvad skal der ske med kulturbudgettet?

»København er blevet en af verdens bedste byer og igennem de seneste ti år omdannet fra en lidt kedelig grå industriby til en levende moderne og grøn storby. En af nøglerne er et aktivt kultur- og foreningsmiljø, som også med kommunal støtte har udviklet sig et levende byliv med events og festivaler, cafeer og restauranter i absolut verdensklasse. Vi har et historisk efterslæb på idrætsfaciliteter og har siden 2010 investeret to milliarder kroner både på at forbedre eksisterende faciliteter, for eksempel kunstgræs på fodboldbaner, eller bygge nye som skøjtehallen i Ørestad, Royal Arena og masser af andre kultur- og idrætsfaciliteter. Vi skal fortsætte med at prioritere penge til faciliteter, så københavnerne kan dyrke idræt og holde sig sunde og raske, og samtidig holde fast i de midler, vi bruger til festivaler og kulturelle institutioner som Copenhagen Cooking, Golden Days, Sjællandsgade Bad, Copenhell og Copenhagen Pride.«

Så kulturbudgettet fastholdes, som det er?

»Vi skal øge kulturbudgettet, når vi bliver flere københavnere, og vi forventer jo, at vi skal være 100.000 flere i København over de næste ti år, så selvfølgelig vil der også gå flere penge til kultur og foreningslivet.«

Er der et område, der skal løftes?

»Et område i byen, der de kommende år bliver et epicenter for nye spændende kultur­aktiviteter er Refshaleøen. Vi har lige åbnet en række container-ungdomsboliger derovre, og der kommer flere barer og restauranter. Der findes allerede flere festivaler og forhåbentlig også et internationalt kunstcenter i Copen­hagen Contemporary, der blandt andet med kommunal opstartsstøtte flytter derud.

Og så skal der tænkes idrætsfaciliteter ind i de nye skoler, vi skal i gang med at bygge de næste år. Der kommer endnu en skole i Ørestad, som får både idrætshal og svømmehal, og ved en skole i Kødbyen skal vi også bygge en idrætshal, som bliver åben for alle på Vesterbro.«

Hvad skal skæres væk på kulturbudgettet?

»Jeg vil gå kritisk igennem de mange events og festivaler og vurdere, om nogen af dem kan klare sig uden kommunal støtte, så vores støtte i stedet kan gå til at kickstarte nye initiativer.«

Nogen konkret?

»Nej, det må bero på en nøgtern gennemgang af de mange begivenheder, vi støtter.«

Hvad med Distortion?

»Jeg synes, at Distortion har overlevet sig selv i sit koncept. Hvis det var mig, ville jeg nok lige kigge på mig selv og sige, »skal vi ikke prøve at genopfinde os selv«. Det er jo bare blevet en kæmpestor gadefest – og mangler i dag et kulturelt islæt.«

Skal København have Formel 1 og andre megaevents?

»Vi skal som hovedstad tiltrække megaevents. Jeg glæder mig til EM i kortbanesvømning i Royal Arena og næste år en af verdens største sportsbegivenheder, VM i Ishockey i Arenaen.

Men om Formel 1, dér skal vi vide meget mere om, hvordan sådan et løb kan afvikles i København, og hvordan hverdagen kan hænge sammen for københavnerne – hvor meget skal spærres af, og hvad vil det koste? Jeg er ikke klar til at byde på Formel 1 på det grundlag, vi har nu, men initiativtagerne har jo til ind i 2018 til at komme med et projekt. Men jeg er stolt over, at der er så mange store events, der søger til København – herunder interessen for Formel 1.«

Skal der bygges flere højhuse – også i indre København?

»Jeg er ikke modstander af højhuse, men de skal passe ind i omgivelserne. Vi skal ikke ind i middelalderbyen med højhuse, men jeg kan godt lide Amager Strand med den skyline, som højhusene her giver. Det gælder også andre steder i København, hvor vi kan skabe noget fortætning ved metrostationerne, så man kan bo i byen uden at behøve bil. Men ja til højhuse, men ikke i middelalderbyen.«

Angående nattelivet – skal København være en festby, eller skal der tages mere hensyn til beboerne?

»København er jo en hovedstad, så man må forvente, at der skal være højt til loftet og fest. Men der er steder, hvor der skal skrues ned for volumen, det gælder på Islands Brygge og i Indre by, og derfor er der sat penge af til støjvagter, så festen ikke kammer over, og der tages hensyn til beboerne. Jeg så da også meget gerne festcentrene flyttet længere ud til for eksempel på Refshaleøen. Det undersøger vi mulighederne for.«

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.