Fra »House of Cards« til »Løvernes Konge« - alt begynder med Shakespeare

400-året for William Shakespeares død markeres verden over, for 23. april 1616 drog han sit sidste suk i hjembyen Stratford-upon-Avon. Sandsynligvis har intet forfatterskab haft så stor indflydelse på den vestlige populærkultur som hans, selv om vi måske ikke bemærker det ved første øjekast.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

William Shakespeare. Hvem var han? Det skændes forskerne stadig om. Stråmand for magtfulde skønånder? En nyttig idiot, der var ghostwriter for en anden – eller ligefrem andre? Forfatterkollegaen Christopher Marlowe, som måske kun var død på skrømt, jarlen af Southampton, selveste dronning Elizabeth?

Find selv på flere.

Vi ved så lidt om ham – der er så mange sorte huller i biografien, at vi ikke kan få det til at passe, at en halvstuderet røver fra en engelsk provinsflække skulle gemme på så megen viden om magt, politik, historie, litteratur, geografi og filosofi bag den vigende hårgrænse, som mere eller mindre troværdige gengivelser fortæller os, at han efterhånden havde.

Evigtgyldige konflikter

Hvis vi nu bare lader detektivarbejde og konspirationsteorier ligge et øjeblik og koncentrerer os om det vigtigste:

Når han fejres verden over i dag, kan det altså næppe være for mandens egen skyld. Vi hylder ham først og fremmest på grund af alt det, han – eller skal vi sige hen? – har efterladt sig. Sonetterne, de sanselige kærlighedsdigte, jo, men naturligvis først og fremmest det omfattende bind af skuespil – tragedier, komedier – som stort set alle indgår i verdensrepertoiret som uomgængelige klassikere.

Vi kan blive ved med at genopfinde Shakespeares værker, fordi de rummer så tilpas mange fortolkningsmuligheder, at vi kan holde dem i live ved at at læse os selv ind i de evige konflikter, der kendetegner Othello, Viola, Kong Lear, Romeo og Julie, Macbeth og alle de andre – og som ikke mindst hjemsøger den mest uudgrundelige grubler af dem allesammen, den eksistentielt anfægtede Hamlet, prins af Danmark, måske verdenslitteraturens første moderne menneske.

Der er næppe nogen anden forfatter end Shakespeare, der i den grad har haft indflydelse på vores kultur med sine berømte, ikoniske figurer, de mange replikker, der er indgået i sprogets faste vendinger, uden at de fleste vel egentlig er klar over det. Kun Bibelen kan vel med en vis ret hævde at være en endnu større kulturel indflydelse.

Men én ting er værkerne i sig selv. Der er også alle de mere skjulte referencer til Shakespeare i populærkulturen, ikke mindst på scene, lærred og skærm. Det er i ikke så få sammenhænge, manuskriptforfattere har skelet til Shakespeares arketypiske fortællinger i teaterstykker, film og TV-serier, hvor vi ved første øjekast måske ikke lige tænker over, at Shakespeare rumsterer et sted i baggrunden.

Vi har samlet en lille håndfuld af de bedste. Uden Shakespeare, ingen af dem. Se selv efter.

Kevin Spacey i »House of Cards« – Richard III i ny forklædning. Foto: PR.
Kevin Spacey i »House of Cards« – Richard III i ny forklædning. Foto: PR.

HOUSE OF CARDS

Hvad er det, der gør Netflix-serien »House of Cards«, baseret på en ældre britisk TV-serie af samme navn, til en succes, nu på sin fjerde sæson?
Det er naturligvis det fascinerende magtspil, som den amerikanske toppolitiker Frank Underwood og hans kølige hustru, Claire, er i stand til at spille bedre end nogen. Hr. og fru Macbeth? Tjo, men læg især mærke til den måde, den samvittighedsløse Frank henvender sig direkte til seerne på. Han gør os til medvidere og medskyldige i sine rævekager og rænkespil, ja, får mulighed for nærmest at sole sig i vores opmærksomhed: Se, hvor ond, jeg er!

Hvor får han det dog fra? Han får det fra Shakespeares Richard III, superskurken, der myrder løs for først at tilrane sig magten, siden beholde den. Også han taler direkte til publikum i en række ubehagelige monologer, hvor han filosoferer over sin egen nedrighed.

Bonusinfo: Spacey spillede rollen som Shakespeares pukkelryggede misdæder på teatret i 2011, så øvelsen har han.

Hamlet, Rosenkrans og Gyldenstjerne a.k.a. Simba, Pumba og Timon i 
»Løvernes Konge«.
Hamlet, Rosenkrans og Gyldenstjerne a.k.a. Simba, Pumba og Timon i »Løvernes Konge«.

LØVERNES KONGE

Disneys tegnefilm »Løvernes Konge« (»The Lion King«) fra 1994, hvad har den med Shakespeare at gøre?
Okay, hør lige her: Det er historien om en konge, der bliver myrdet af sin ondskabsfulde bror, som selv vil have magten. Kongens søn fortrænges, forsøges dræbt af onklen, har store moralske overvejelser, men vender så tilbage for at rette op på miseren og hævne faderens mord – sidstnævnte har i øvrigt undervejs vist sig for ham som ånd.

Hvis der ikke ringer nogen klokker, så prøv lige at skifte den afrikanske savanne ud med Kronborg.
Ingen tvivl: »Løvernes konge« var muligvis Disneys første helaftenstegnefilm, der ikke var baseret på andre kilder, men manuskriptforfatterne til den elskede tegnefilm, der siden også blev en stor succes på den internationale musicalscene i teaterversionen, har selvfølgelig skelet til Shakespeares tragedie om Hamlet.

Bonusinfo: Selv de komiske sidefigurer, surikaten Timon og vortesvinet Pumbaa, er blevet sammenlignet med de shakespearske bifigurer Rosenkrans og Gyldenstjerne.

Fra Verona til Manhattan: Shakespeares »Romeo og Julie« blev til »West side Story«. Foto: PR.
Fra Verona til Manhattan: Shakespeares »Romeo og Julie« blev til »West side Story«. Foto: PR.

WEST SIDE STORY

Leonard Bernstein og hans tekstforfatter Stephen Sondheim revolutionerede i 1957 musicalgenren ved at skrive en Broadway-musical, der ikke bare rummede lange dansesekvenser og avanceret musik og havde fokus på sociale problemer – men som også endte med en tragisk udgang.
Inspirationen? Naturligvis Shakespeares »Romeo og Julie«, hvis ulykkelige elskende ikke kan få hinanden, fordi de kommer fra to familier, der ligger i bitter strid.

I »West Side Story« blev kærlighedstragedien plantet om til 1950ernes Manhattan, hvor hvide bander kæmpede om gaderne mod puertoricanske udfordrere. Tony og Maria elskede mindst lige så højt som deres berømte forgængere – og med lige så tragisk resultat. Filmversionen fra 1961 gjorde musicalen til et verdenshit, og siden er den blevet en del af genrens kanon.

Bonusinfo: Cole Porters populære musical »Kiss Me Kate«, der foregår på et teater, bygger på Shakespeares komedie »Trold kan tæmmes«.

Kurosawas mesterlige »Ran« er ladet med maleriske slagscener. Og nåja, så er »Kong Lear« oplægget. Foto:PR.
Kurosawas mesterlige »Ran« er ladet med maleriske slagscener. Og nåja, så er »Kong Lear« oplægget. Foto:PR.

RAN

Den store japanske filmmester Akira Kurosawa var flere gange inspireret af Shakespeare. Hans næsten ordløse »Blodets trone« (1957) var en filmatisering af »Macbeth«, omsat til japanske forhold, med skotske klankrigere erstattet af blodige samuraier.

Kurosawa vendte tilbage til Shakespeare med sit sidste historiske epos, den hundedyre verdenssucces »Ran« (1985), som blandt andet er baseret på Shakespeares tragedie »Kong Lear« om den gamle, abdicerende konge, der dummer sig ved at fordele magten på sine døtre og betaler en dyr pris for det. Her er døtrene skiftet ud med sønner. Et mesterværk om menneskers dårskab og krigens meningsløshed.

Bonusinfo: Også Kurosawas »The Bad Sleep Well« (1960), der udspiller sig i et korrupt japansk firma, har elementer af Shakespeare-inspiration i sig, hentet fra »Hamlet«.

Det er ikke så få amerikanske teeneage-komedier, der har hentet deres intriger fra Shakespeare. For eksempel er »10 Things I Hate About You« en updateret version af »Trold kan tæmmes«. Foto: PR
Det er ikke så få amerikanske teeneage-komedier, der har hentet deres intriger fra Shakespeare. For eksempel er »10 Things I Hate About You« en updateret version af »Trold kan tæmmes«. Foto: PR

TEENAGE-KOMEDIER

Det er rystende at tænke på, men havde Shakespeare været forfatter til en endeløs strøm af amerikanske high school-komedier, hvis han altså ikke var død for 400 år siden?

Måske. I hvert fald er der ikke så få forglemmelige, romantiske teenage-komedier om (kærligheds)forviklinger blandt amerikansk skoleungdom, der tager afsæt i Shakespeare. Det gælder for eksempel »She’s the Man« (2006), hvor pigen Viola Hastings (Amanda Bynes) udgiver sig for sin bror for at komme på skolens fodboldhold – på samme måde som Viola i »Helligtrekongersaften« klæder sig ud som mand og forveksles med sin bror.

Kirsten Dunst-filmen og teenagerkomedien »Get Over It« (2001) er løst baseret på »En skærsommernatsdrøm«, og i »10 things I Hate About You« fra 1999 spillede Julia Stiles gennembrudsrollen som den temperamentsfulde Kat, som bad boy’en Patrick (Heath Ledger) udelukkende dater som led i en beskidt aftale med en kammerat. Inspirationen? »Trold kan tæmmes«. Ti år senere skulle filmen blive til en TV-serie.

Bonusinfo: Julia Stiles spiller desuden den kvindelige hovedrolle i »O«, der også foregår i et high school-miljø, men som ikke er en komedie. Her er det jalousihistorien fra »Othello«, der danner basis for et drama om vold mellem teenagere.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.