Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Forsker efter million-donation: Det Kongelige Teater kan ikke klare sig uden private midler

Et »trecifret millionbeløb« skal fremtidssikre Operaen. Ledelse og medarbejdere glæder sig, men donationen afslører også »de statslige kulturbudgetters afmagt,« mener teaterforsker.

Pengene fra A.P. Møller Fonden skal bl.a. bruges til at lægge solceller på taget af Operaen og anden modernisering af den store bygning. Også unge operagængere får glæde af donationen med billetter ned til 150 kroner.
Pengene fra A.P. Møller Fonden skal bl.a. bruges til at lægge solceller på taget af Operaen og anden modernisering af den store bygning. Også unge operagængere får glæde af donationen med billetter ned til 150 kroner.

Der var stor begejstring på Det Kongelige Teater, da det fredag kom frem, at A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har doneret »et trecifret« millionbeløb til Det Kongelige Teater som »et afgørende og tiltrængt fundament for Operaens fremtidige virke.«

Også teaterforskeren Stig Jarl, lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, glæder sig. Men mener samtidig, at den store donation er med til at udstille »de statslige kulturbudgetters afmagt«.

»Det er dejligt for Operaen og fint af A.P. Møller Fonden, at man vedkender sig sit ansvar for at have givet en gave, som faktisk har vist sig at være en belastning for Det Kongelige Teaters almindelige driftsbudget,« siger han.

»Men i den glæde er det vigtigt, at både politikere og Det Kongelige Teater er meget bevidste om, at en kulturpolitik, der angår nationalscenen, ikke grundlæggende skal være baseret på redningsaktioner fra private fonde. Faktum er jo, at Det Kongelige Teater ikke ville kunne klare sig uden de private midler. Og det burde ikke være meningen i et land som vores.«

Præcis, hvor mange penge, der er tale om, vil hverken den glade giver eller den ikke mindre glade modtager sætte tal på. Men donationen er den største, teatret har modtaget, siden skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller forærede nationen det nye operahus på Holmen, der blev indviet i 2005, understreger teaterchef Morten Hesseldahl.

»Vi har løbende en god dialog med A.P. Møller Fonden, som hele tiden gerne har villet stå ved den gave, man har givet os. Det her er et eksempel på, at man også gerne vil vedligeholde den og sikre, at den er i god stand,« siger han.

Øremærket til bl.a. kernerepertoire

De mange penge er øremærket en række nøjere definerede formål, der skal fremtidssikre Operaen både teknisk, kunstnerisk og publikumsmæssigt.

Dels skal der over de næste tre sæsoner ske en omfattende opdatering og udskiftning af de tekniske installationer, så Operaen også fremover kan være et af de mest moderne operahuse i verden, oplyser teatret.

For eksempel skal bygningen gennemgå en energirenovering og bl.a. forsynes med solceller på taget for at opnå en både billigere og mere miljøvenlig energiforsyning.

Derudover er der afsat penge til at indfri Det Kongelige Teaters ønske om at opbygge et kernerepertoire af populære operaproduktioner, som let kan genopsættes og give et mere varieret repertoire. Arbejdet har allerede været i gang i flere år, men er bekosteligt.

Med pengene fra A.P. Møller Fonden kan processen speedes op, så der de næste fire sæsoner skabes yderligere ti nye operaproduktioner.

Endelig er der sat penge af til at trække flere unge publikummer i Operaen med et program, hvor unge under 30 fire gange årligt inviteres i Operaen for kun 150 kroner pr. billet.

Den store donation kommer kun kort tid efter, at regeringen endnu engang præsenterede Det Kongelige Teater for en massiv millionnedskæring – denne gang på 50 mio. kroner over de næste fire år.

Men donationen skal ikke ses som et plaster på det sår, understreger direktør i A.P. Møller Fonden, Henrik Tvarnø:

»Donationen er resultat af en proces, som har været i gang siden Operaens tiårsjubilæum sidste år, hvor fondens bestyrelse gerne ville sikre, at bygningen fortsat var på samme høje internationale niveau,« siger han.

Og donationen får da heller ikke indflydelse på de besparelser, som Det Kongelige Teaters ledelse allerede har vedtaget, bl.a. lukning af Scenografisk Værksted og nedskæringer i både operaensemblet og Det Kongelige Kapel.

»Pengene er jo øremærket, det er ikke nogen, der bare glider ind i driften,« siger Morten Hesseldahl.

»Selve besparelserne er vi nødt til at håndtere her og nu, mens de penge, vi får, rækker fremad og er med til at udvikle Operaen på en række områder.«

Både dybt taknemlig og frustreret

Michael Kristensen, talsmand for operasolisterne i Den Kongelige Opera, er på samme tid »dybt taknemmelig« over donationen og frustreret over besparelserne.

»Det er fantastisk, at vi nu får mulighed for at udvide vores repertoire, og det er vi selvfølgelig rigtigt glade for. Men det ændrer jo ikke ved de 50 millioner kroner, som politikerne har pålagt os at spare, og det er dybt beklageligt. For få år siden var vi 35 solister, i dag er vi 24, og vi ved ikke, hvor mange vi er næste år,« siger han.

Afviser at komme i lommen på fonden

Med en så stor bevilling, der også er øremærket til at booste repertoiret med en række nye, populære operaer, er Stig Jarl også bekymret for, at A.P. Møller Fonden kan komme til at gribe ind i Det Kongelige Teaters kunstneriske frihed. Men det afviser både Henrik Tvarnø og Morten Hesseldahl.

»Det er os, der har fremlagt ideen, og så har A.P. Møller Fonden vurderet, at den var støtteværdig. Men den har på ingen måde været inde over repertoiret,« siger Morten Hesseldahl, som ikke frygter at komme i lommen på donorerne.

Derimod kan han godt frygte, at politikerne tolker erhvervslivets vilje til at betale til kunsten derhen, at så behøver staten ikke bidrage så meget.

»Men det, tror jeg, er en fejllæsning,« siger han. »Tværtimod vil erhvervslivet gerne se, at staten kan matche de ambitioner, som erhvervslivets engagement er udtryk for.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.