Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Forfatters udskældte opera-optræden endt i skandalesucces

Knud Romers monolog under operetten Flagermusen har udløst stor debat om både operettens væsen og kulturlivets spareknive.

Knud Romer på scenen ved Danish Music Awards Jazz 2016 i Bremen Teater. Arkivfoto.
Knud Romer på scenen ved Danish Music Awards Jazz 2016 i Bremen Teater. Arkivfoto.

Sagde han virkelig det?

At verden er sluppet af med David Bowie og George Michael? At den nye nationalisme på europæisk grund minder om tendenser i 1939?

Knud Romers debut på de jyske operascener i forgangne uge gik ikke specielt stille af sig. Hans satire har vakt vrede og udløst debat.

Aarhus Symfoniorkester havde engageret den danske succesforfatter til Johann Strauss' populære »Flagermusen« fra 1874. Forfatteren skulle spille Frosch - den stærkt berusede fængselsinspektør, der improviserer for publikum i operettens tredje akt.

Romer benyttede de 11 minutter til grovkornet satire i almindelighed og skældud over besparelser på kulturen og provinsens orkestre i særdeleshed.

Indlægget faldt bare ikke i god jord alle steder. Flere tilhørere råbte »buh!« eller udvandrede under Knud Romers sidste optræden i Aarhus.

Optrinnet har siden ført til ophedede debatter på Facebook og flere radiokanaler. Nogle finder Knud Romers opsang helt hen i vejret. Andre kalder den helt på sin plads.

En af aftnens gæster var Jette Torp. Den kendte showsangerinde sad selv på 1. balkon og følte sig ikke godt behandlet.

»Jeg synes bare, det var fuldstændig at gå galt i byen," sagde Jette Torp bagefter. »Folk har glædet sig til en dejlig eftermiddag. Jeg synes, det var under den standard, der skulle have været.«

Kritikken bakkes op af Jens-Christian Wandt - operasanger og initiativtager til den populære Verdensballet i Skagen. Han har hørt Knud Romers ord på en optagelse og finder dem uacceptable.

»Det er dumt. En politisk tale midt i Flagermusen!,« siger han til Berlingske. »Selv om jeg bestemt sympatiserer med hans holdninger, hører de ikke hjemme i sådan en forestilling. Jo, hvis han var engageret som taler - men ikke som en del af det kunstneriske ensemble.«

Helt på sin plads

Henrik Engelbrecht er operakender og forfatter til flere bøger om musikdramatik. Han kalder vreden helt uforståelig.

»Fængselsinspektøren skal fortælle folk et par sandheder i det værk,« siger han. »Det står simpelthen i noterne. Frosch skal være aktuel. Hvis man med ét ikke har lov til den slags mere, forvandler man værket fra noget tredimensionelt til en flad omgang.«

Knud Romer selv fortryder ikke et ord. Han havde fået tildelt en rolle og spillet den. Og han kan kun vanskeligt se logikken i de vrede reaktioner.

»Hvis folk går til operette og nyder lyden af Aarhus Symfoniorkester - så kan de da kun være ekstra kede af truslerne om besparelser,« siger han.

Forfatteren spillede rollen en god håndfuld gange i Skanderborg og Aarhus og mærkede reaktion fra tilhørerne hver aften.

»De første buhråb var sådan mere solidariske,« siger han. »Folk fandt det for dårligt med de nedskæringer. Men jeg kunne da også se nogen med korslagte arme. Så der var stort set hele tiden antydninger af utilfredshed.«

»Og de bryder så ud i lys lue ved den sidste forestilling om søndagen. Folk bryder ligesom med deres grænse ved klassiske koncerter. Der går hul på bylden.«

Så du ville gøre det igen?

»Uha, ja. Det værk har lavet skandale lige siden 1874. Og både Aarhus Symfoniorkester og alle andre aktører i musiklivet har kun glæde af omtalen. Vi skal have den klassiske kultur tilbage i vælten og gøre den aktuel igen - sådan som den har været i århundreder.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.